Kom med til Soundvenues forpremiere på ‘The Farewell’, der vandt Awkwafina en Golden Globe – læs mere om eventen HER.
Da instruktør Lulu Wangs producer foreslog hende at caste Awkwafina i hovedrollen som Wangs alterego, Billi, i filmen ‘The Farewell’, var instruktøren skeptisk.
»Jeg tænkte, ‘Det er pigen, der lavede ‘My Vag’. Hvorfor ville du få den idé, at hun skulle spille mig i en dramatisk film?’« husker Wang i et interview med New York Times.
Det var før, Awkwafina var slået igennem som skuespiller i ‘Ocean’s 8’ og ‘Crazy Rich Asians’, så Wang kendte hende kun fra hendes musikvideoer, hvor hun optræder som over the top rapper med grafiske, humoristiske tekster.
»My vag won Best Vag / your vag won Best Supporting Vag«, rapper Awkwafina blandt andet klædt ud som gynækolog med store solbriller, mens hun hiver trofæer ud fra en kvindes skød, i sin til dato mest berømte video, ‘My Vag’, der gik viralt i 2012. Videoen var en parodi på Mickey Avalon-sangen ‘My Dick’ og handler om Awkwafinas vaginas overlegenhed. Og indtil modstanden fra Lulu Wang havde den faktisk sikret kunstneren alle hendes skuespillerjobs.
Da Seth Rogen og Nick Stoller faldt over videoen inviterede de hende til audition på ‘Bad Neighbours 2’, hvor hun fik sin første filmrolle som den festglade sorority-søster Christine. Og da instruktør Olivia Milch skulle caste sin debutfilm, stonerkomedien ‘Dude’, kom hun i tanke om Awkwafina fra ’My Vag’ og hyrede hende til at spille en af filmens centrale gymnasiepiger. Dén produktion blev billet til Awkwafinas store gennembrud med kupfilmen ‘Ocean’s 8’, som Milch skrev manuskript til. Da hun viste ‘Dude’ til instruktør Gary Ross, gav han hende en rolle som lommetyven Constance med det samme, uden nogen audition.
Awkwafina stak ud i castet af gigastjerner som Cate Blanchett, Sandra Bullock, Anne Hathaway og Rihanna. Som en Reddit-bruger udtrykte det: Hvem fanden er Awkwafina?
Splittet opvækst
Awkwafina er født i Queens, New York til det borgerlige navn Nora Lum. Hendes far er førstegenerations kinesisk-amerikaner. Hendes mor var koreansk immigrant og døde, da Nora var fire år.
Oplevelsen af, at voksne omkring hende blev ubehageligt til mode, når hun talte om sin mor, fik hende til at udvikle humor som forsvarsmekanisme og metode til at bløde den akavede stemning op. Komik har altid faldet hende naturligt. »Musik skulle jeg lære. Skuespil skulle jeg lære. Komik har jeg aldrig været nødt til at lære«, siger hun i et interview med GQ.
Da Awkwafina først havde bevist sit talent for dramatisk skuespil, opfordrede Lulu Wang hende faktisk til at udnytte sin humor i ‘The Farewell’, som har mange små humoristiske interaktioner mellem Billi og hendes kinesiske farmor. Awkwafina har fortalt, at hun bruger meget humor i kommunikationen med sin kinesiske familie for at skabe en forbindelse, fordi hun ikke taler så godt mandarin. Det haltende sprog er endnu et træk, som Wang skrev ind i karakteren, der oprindeligt talte flydende. I den færdige film bliver Billis gebrokne kinesisk noget, familien driller hende med, og som illustrerer hendes amerikanskhed og afstand fra kulturen.
Netop splittelsen mellem sine kinesiske rødder og amerikanske opvækst og den tætte relation til sin kinesiske farmor var det, Awkwafina først følte sig forbundet til i manuskriptet. Efter morens død flyttede hun og faren nemlig ind hos farmoren, som stod for størstedelen af Awkwafinas opdragelse. Hun skildrer sine familieforhold i den selvbiografiske komedieserie fra Comedy Central, ‘Awkwafina Is Nora From Queens’, som de fleste kritikere dog har set som en forspildt chance.
Awkwafina var nervøs for udsigten til at spille en dramatisk rolle – og så på et sprog, hun ikke mestrede – men kunne ikke lade være med at prøve. »»Der var aldrig et øjeblik, hvor jeg vågnede op og sagde, jeg vil lave et drama, og så kom der et manuskript. Det var den anden vej rundt, hvor manuskriptet kom, og på trods af genren, måtte jeg gøre det. Der var en påtrængende nødvendighed«, siger hun til Indiewire.
Hun beskriver til New York Times rollen som »den mest ægte karakter, jeg nogensinde har spillet, i forhold til naturlige ting, jeg ville gøre som Nora med min egen familie«. Selv den kunstfærdige løgn, der er filmens præmis – familien fortæller ikke farmoren, at hun er dødeligt syg, men arrangerer i stedet et bryllup for at sige farvel – virkede helt realistisk på hende. »Jeg skammer mig over at indrømme, hvor normalt, det føltes«, siger hun.
Gik på samme skole som Nicki Minaj
Noras kunstneriske virksomhed startede oprindeligt et helt andet sted: Med en trompet. Hun begyndte at spille som 11-årig og var så dygtig, at hun blev optaget på LaGuardia High School – den fra ‘Fame’, hvor også stjerner som Nicki Minaj og Timothée Chalamet har slået deres folder.
Nora var dog efter eget udsagn en »forfærdelig studerende«. Til en skole-hjem-samtale sagde en lærer til hendes far, at »for nogle mennesker er det bedste, der nogensinde sker for dem det, at de kommer ind på LaGuardia«. Nora indså, at selvom hun havde været den dygtigste til at spille trompet på sin gamle skole, var der langt op til de dygtigste i en professionel sammenhæng. Hun var nødt til at finde sin egen vej i musikken og begyndte at interessere sig for rap.
Nora begyndte med stor iver at skrive tekster og rappe til sine egne beats hjemme ved computeren. Samtidig fandt hun som 15-årig sit kunstnernavn for sin rappersona, Awkwafina, en sammenskrivning af at være »awkward« og »fine«. Navnet var en måde at booste selvtilliden på.
»Awkwafina er en, som jeg tror, aldrig er blevet voksen, aldrig har følt behov for at blive filtreret, som er ekstremt selvsikker. Nora er grublende, neurotisk, overtænkende, fuldstændig fuld af angst, og Awkwafina overdøver al den larm«, forklarer hun til Entertainment Weekly.
Hun bruger begge personaer til skuespil, har hun forklaret: Nora Lum står for den eftertænksomme forberedelse, Awkwafina for kaos.
Den kaotiske side sikrede hende et massivt komisk gennembrud i den romantiske komedie ‘Crazy Rich Asians’, hvor hun sjæler alle scener, hun er med i som hovedpersonen Rachels outrerede og maniske veninde Peik Lin. Flere scener er improviserede.
»Helt ærligt havde jeg ingen idé om, om det ville virke. Jeg havde det sådan, det her vil enten ødelægge filmen eller løfte filmen til et andet niveau. Men hun vidste præcis, hvad hun lavede«, jubler filmens instruktør Jon M. Chu i Entertainment Weekly, hvor hendes medspiller Constance Wu også kalder hende »naturligt afslappet«.
Intet at tabe
Afslappet var hun til gengæld langt fra, da hun på sin 24-års fødselsdag på opfordring af en ven uploadede ‘My Vag’, som hun havde skrevet fem år forinden. Hun arbejdede i et job, hun hadede, som assistent på et musik-PR-bureau. Hun havde med egne ord »intet at tabe«, men prøvede alligevel at gemme sig bag et par store briller, som en anden Clark Kent. Det virkede sjovt nok ikke, og hun blev fyret.
»Det var til dato den største beslutning i mit liv at trykke på udgiv-knappen«, siger hun i The Hollywod Reporters ‘Awards Chatter’-podcast. Hun har stadig dårlig samvittighed over, at hun ikke var en bedre assistent og altid glemte at sende bestseller-lister ud. Men hun er stolt af videoen, selvom den forfølger hende for altid.
»Jeg har aldrig ønsket at rappe om ting, der var chokerende sjofle; jeg ville rappe om at være modig. Det var ikke min mening, at sangen skulle blive en feministisk slagsang, selvom jeg inderst inde vidste, at det var det, den ville blive, fordi der ikke eksisterede noget som den på det tidspunkt«, skriver hun i et essay i InStyle.
Samme mod har hun bragt til sin sprudlende filmkarriere.
»Jeg vidste ikke, om jeg kunne græde«, siger hun til Time Out om rollen i ‘The Farewell’. »Jeg var nervøs for mit mandarin. Jeg var nervøs for at spille drama for første gang. Men man er nødt til at vælge de projekter, der taler til én. Alle de usikkerheder forduftede, fordi det var så ægte. Det var en ægte forbindelse, jeg havde med Billi, som om jeg levede hendes liv. Og måske er det nøglen til dramatisk skuespil«.
Dén er de fleste enige om, at hun har fundet:
Rollen indbragte Awkwafina kæmpe kritikerroser og en overraskende Golden Globe som den første kvindelige skuespiller med asiatisk baggrund.