Mere end 65 millioner fulgte med da fjerde sæson af den spanske Netflix-serie ‘Papirhuset’ løb over skærmen tidligere på året.
Nu kan alle danske fans af Netflix’ største ikke-engelsksprogede succes se frem til at se karaktererne i københavnske omgivelser.
‘Papirhuset’ optages nemlig lige nu i Indre By i København, nærmere bestemt Nyhavn. Det skriver Ekstra Bladet, der har været en tur forbi optagelserne.
‘Papirhuset’ omhandler en gruppe kriminelle, der under ledelse af Professor bryder ind i Spaniens Nationalbank for at printe deres egne penge. Det er hæsblæsende spænding, men også med en sønderrivende kritik af det spanske samfund med dets fascistiske fortid og patriarkalske machismo-attitude, som vores anmelder skrev.
Hvor længe optagelserne fortsætter i København og hvornår de når Netflix-skærmen er endnu uvist.