‘Tiger King: Murder, Mayhem and Madness’ har i flere uger trended som det mest sete på Netflix, men nu lader det til, at Joe Exotics tid på toppen af hitlisterne er forbi, skriver The Hollywood Reporter.
I en ny rapport fra streaminggiganten, der hvert kvartal opgør deres mest sete indhold, bonger en spansk dramaserie nemlig markant ud på radaren.
Det drejer sig om serien ’Papirhuset’ (’La Case de Papel’), der lige nu ligger nummer 9 på den danske top 10 og ifølge Netflix’ beregninger tager verden med storm.
Serien handler en gruppe bankrøvere, der under ledelse af et hyperintelligent mastermind sætter sig for at begå Spaniens største røveri. ’Papirhuset’s første sæson udkom i 2017 og blev allerede efter et år Netflix’ største ikkeengelsksprogede succes til dato.
Netflix regner med, at omkring 65 millioner af deres brugere vil ende med at se seriens fjerde sæson, der blev udgivet i starten af det nye kvartal den 4. april.
I løbet af 2020’s første kvartal nåede Joe og Carole Baskins eskapader at tiltrække 64 millioner seere, hvilket dog ikke helt kommer i nærheden af ’The Witcher’ fra slutningen af forrige år, der nåede 76 millioner seere.
Det skal her bemærkes, at Netflix i dag registrerer det som et view, hvis man har haft en film eller et afsnit af en serie kørende i to minutter. »Længe nok til at indikere, at brugeres valg har været med vilje,« som Netflix skrev det i en pressemeddelelse.
Tidligere talte man som seer, hvis ens konto havde afspillet 70 procent af et afsnit eller film. Derfor regner Netflix med at se en markant stigning i deres seertal fra 2020 på omkring 35 procent.
Netflix’ metode er blevet mødt med hovedrysten blandt de fleste i branchen. Men alligevel må man sige, det er imponerende, at en spansk heist-serie kan komme i nærheden af den vidt og bredt omtalte ‘Tiger King’.