’The Witcher’: Netflix’ svar på ’Game of Thrones’ er overdådig fantasy for alle pengene

4 6
’The Witcher’: Netflix’ svar på ’Game of Thrones’ er overdådig fantasy for alle pengene
Foto: Netflix

Glem alt om den selvoptagede trussetyv i ’The Tudors’, den selvopofrende helt i ’Man of Steel’ og superskurken med det flotte overskæg i ’Mission Impossible: Fallout’ – og væn dig i stedet til Henry Cavill med en lang, hvid paryk og gule øjne!

For skuespilleren med det markante kæbeparti og den store brystkasse er den selvudslettende Geralt fra Rivia i Netflix’ kæmpesatsning ’The Witcher’. Godt nok har Cavill for længst opbygget et cv, der giver ham a-liste-status, men er det her rollen, som skal udødeliggøre ham?

Med sin »Life is coin and monsters«-filosofi rider Geralt det krigshærgede ’Kontinent’ tykt og tyndt på udkig efter folk, der har brug for hans hjælp. Som ’witcher’, en person med særlige evner, lader han sig hyre for penge og nedslagter det ene monster efter det andet, men hvem er historiens monstre egentlig – er det de skabninger, som Geralt bliver betalt for at dræbe, eller er det de folk, der betaler ham?

Det første monster, Geralt slog ihjel, var i hvert fald hverken vampyr eller varulv, men derimod en stinkende voldtægtsmand med dårlige tænder.

’The Witcher’ anses for at være Netflix-konkurrenten til ’Game of Thrones’, men modsat Jon Snow har Geralt ingen helte-ambitioner. Han hjælper kun, hvis han får den ’rette’ betaling, men er ikke bleg for selv at løbe fra regningen på et bordel. He’s there to get the job done, og han søger hverken respekt eller anerkendelse.

Da Netflix først annoncerede serien, lagde Cavill billet ind på rollen, inden skaberen, Lauren Schmidt Hissrich, overhovedet havde skrevet manuskriptet eller tænkt på casting. Som kæmpe fan af både Andrzej Sapkowskis originale bøger og CD Projekt Reds videospil, som serien begge bygger på, plagede Cavill ligefrem Hissrich om Geralt-rollen, og hans dedikation og tilstedeværelse skinner da også igennem. Alligevel kan man diskutere, om han til tider fremstår en anelse for kæk – han er trods alt ikke usårlig som Superman.

(Foto: Netflix)

Sapkowskis rige fantasyfortælling skreg vel nærmest på en tilpasning, da CD Projekt Red i sin tid købte rettighederne, for hvert eneste kapitel er bygget op om en konkret case og en række moralske valg, der i spillegigantens tilfælde tillod spilleren at afgøre Geralts beslutninger og på den måde drive historien konsekventfuldt videre. Men hvordan fungerer den som tv-serie?

Geralts ’The Witcher’-verden er langt fra sort-hvid. Den er mudret og gråtonet, og man bliver som noget af det første kastet ud i et dilemma: Dræb Emma Appletons prinsesse Renfri, en mere brutal udgave af Snehvide, eller lad hende dræbe troldmanden Stregobor, spillet af Lars Mikkelsen.

»Skæbnens hvirvelstrøm omgiver os alle, Geralt, og den vokser med hvert eneste af vores valg og drager vores lod tættere på«, siger troldkvinden Triss Merigold, fortolket af ’Harry Potter’-stjernen Anna Schaffer, til Geralt i seriens tredje afsnit, mens hun praktisk talt opridser fortællingens egentlige præmis.

Skæbnen er et centralt tema, og ’Kontinentet’s godtfolk lader sig givetvis styre af den, altså skæbnen, men ikke Geralt. Alligevel ledes han mod Freya Allans prinsesse Ciri og den magtfulde troldkvinde Yennefer, portrætteret af den relativt ukendte ’Wanderlust’-skuespillerinde Anya Chalotra. Ligesom bøgerne brygger hvert afsnit på en konkret monsterkontrakt, mens vi langsomt lærer karakterne at kende og oplever deres fortællinger smelte sammen.

Det er tydeligt, at ’The Witcher’ er en ambitiøs serie, der gerne vil rigtigt meget, for på en og samme tid overværer man racefjendskhed, der meget vel kunne lede til krig, en vild, blodig monsterjagt, et utal af store moralske dilemmaer og en borgerkrig mellem det nordlige kongerige Cintra og det sydlige kongerige Nilfgaard.

Knap og nap en halv time inde i det første afsnit flyver det med hoveder og lemmer i sæsonens første, store krigsscene. Det er blodigt, eksplicit og rungende brutalt! Det er klart, at produktionsværdien har været høj, men modsat ’The Battle of Bastards’, ’Game of Thrones’s kransekageafsnit, er krigsscenerne præget af et meget højt klippetempo. Og det er først, når Geralt senere i afsnittet ryger i totterne på Renfris følge, at scenerne fremstår velkoreograferede – og i et smukt long take med herlige slow-mo-effekter understreger han sin overlegenhed med et sværd i hånden.

(Foto: Netflix)

Alt i alt er Cavill et ondt, ondt bekendtskab i kamp, og så kan man jo håbe på, at krigsscenerne generelt bliver lidt bedre, ligesom de gradvist gjorde det i ’Game of Thrones’.

Når man ser på seriens brug af lokationer, rekvisitter og kostumer, er der ingen tvivl om, at kvaliteten i top. Dog kunne CGI-arbejdet godt være bedre, især når man tænker på det enorme budget, der er lagt i produktionen. Monstrene fremstår bedst i de tilfælde, hvor der er anvendt praktiske effekter, men sammenlignet med ’Game of Thrones’s drager og giganter er det trods alt interessant at møde nye, anderledes væsner inspireret af østeuropæisk folklore som en Striga.

Her skal ’The Witcher’-holdet have credit for at levendegøre de særlige monstre, for hvordan laver man en slags kødædende abort? Alligevel er der måske lidt for mange bæster, og fantasydelen fylder væsentligt mere end i ’Game of Thrones’, hvorfor det politiske storspil ikke helt kommer til sin ret.

Dertil springer serien lige lovligt meget i tid, og selvom det også er tilfældet i bøgerne, virker det til tider mere forvirrende og uden de store tidsspecifikationer i denne remediering. Når man som udefrakommende for eksempel lige har set Cintra brænde ned til grunden, og Geralt så afsnittet efter gæster Dronning Calanthe af Cintra, spillet af Jodhi May, i netop Cintra, kan idéen om realtiden smuldre. Det er først til allersidst, at det hele går op. Men det kræver tålmodighed at nå dertil.

Til de vedvarende toner af polsk folkemusik starter sæsonen aggressivt ud, og med et hæsblæsende første afsnit, hvor der er død og ødelæggelse for alle pengene, suges man som seer hurtigt og ganske begejstret ind i Geralts moralske dilemmaer, men herefter svinger serien meget i kvalitet. Tredje afsnit er ganske enkelt fremragende, og den tematiske sammenknytning, der simultant viser Striga-bæstet og Yennefer blive ’født’ på ny, er yderst velkomponeret. Det er et afsnit præget af svigt, incest og ansvarsfralæggelse, der på mange måder lægger op til en storhed, de næste afsnit ikke kan efterleve, og man må vente til syvende og ottende afsnit, inden man igen rammer niveauet.

’The Witcher’s problem er, at seriens ‘tone’ er skizofren i både farve og manuskript. Det hele starter tilpas gråt og middelalderligt, men bliver senere for lyst, pænt og dermed utroværdigt. Jovist finder serien ’hjem’ igen til sidst, men det er en lidt for rodet omgang inden finalen, og den ellers elskværdige Jaskier, spillet af Joey Batey, fungerer desværre ikke som et comic relief, men bidrager i stedet til en ærgerlig young adult-stemning.

(Foto: Netflix)

Alt i alt gør Cavill og co. dog det casting-backlash, der fik skaberen Hissrich til tidligere på året at trække sig fra Twitter og andre sociale medier, til skamme. Det er ironisk, at racisme som helhed er så stort et tema i ’The Witcher’-serien, bøgerne og videospillene, når inkarnerede fans af universet brød ud i ramaskrig, da Netflix først snakkede om at caste en mørk Ciri og efterfølgende førte vreden videre over på castingen af Yennefer og Triss Merigold, som ikke matcher CD Projekt Reds visualiseringer.

Særligt er der langt fra Shaffers store mørke hår til videospillenes kække, rødhårede Triss. Ikke desto mindre klarer skuespillerinderne sig fortræffeligt, og Chalotra bringer en uprøvet, anderledes dybde til Yennefer, der på en måde gør hende langt mere sårbar, end de mere garvede skuespillerinder Eva Green og Kate Beckinsale, som ellers var storfavoritter til rollen, nok ville have gjort hende.

På trods af de store armbevægelser og de gode skuespillerpræstationer kan serien ikke helt konkurrere med ’Game of Thrones’, som der ellers er lagt i kakkelovnen til. Men måske skal serien i virkeligheden slet ikke forsøge at måle sig med George R. R. Martins mesterfortælling.


Kort sagt:
‘The Witcher’ er ingen ‘Game of Thrones’, og afsnittene svinger mere, end godt er, men med stærke skuespillerpræstationer, hamrende interessant polsk folklore, afskylige bæster og velkoreograferede kampscener med smæk for skillingen er der alligevel sublim, overdådig fantasy for alle pengene.

Anmeldt på baggrund af hele første sæson.

Tv-serier. Hovedforfatter: Lauren Schmidt Hissrich. Medvirkende: Henry Cavill, Freya Allan, Anya Chalotra, Lars Mikkelsen, Emma Appleton, Anna Shaffer, MyAnna Buring, Joey Batey, Jodhi May, Adam Levy. Spilletid: 8 afsnit á ca. 60 min.. Premiere: Den 20. november på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af