Der er høje forventninger til Francis Lees Oscar-bud ‘Ammonite’ om et stormombrust kærlighedsforhold mellem to kvinder, spillet af Kate Winslet og Saoirse Ronan, i 1840’ernes England.
Og de bliver bestemt ikke mindre, når selveste Kate Winslet fremhæver filmen som et karrierehøjdepunkt. I et interview med The Hollywood Reporter fortæller Winslet, at hun særligt er stolt af sexscenerne, som hun selv koreograferede sammen med Ronan:
»Det er bestemt ikke ligesom at spise en sandwich. Jeg synes dog, at Saoirse og jeg følte os meget trygge«, siger Oscar-vinderen. Hun uddyber, at instruktør Francis Lee var meget nervøs over at skulle optage elskovsscenerne. Derfor tog de to stjerner sagen i egen hånd:
»Francis var naturligt nok meget nervøs. Og jeg sagde bare til ham: ‘Hør, lad os finde ud af det’. Og det gjorde vi: ‘Vi starter her. Vi gør det her med at kysse brysterne, du går ned der, så gør du det, og så klatrer du op her’«, siger Winslet.
»Det, jeg mener er, at vi noterede os tempoet i scenen, så vi var forankret i noget, der understøttede narrativet. Jeg følte mig mere stolt end nogensinde før, da jeg lavede elskovsscenerne i ‘Ammonite’. Og jeg følte mig klart mindre selvbevidst end nogensinde før«.
Francis Lees lovende film ‘Ammonite’ – som vi fik en trailer af i går – portrætterer en spirende romance mellem den arme fossilsamler Mary Anning (Kate Winslet) og den ulykkeligt gifte overklassefrue Charlotte Murchison (Saoirse Ronan), som Anning bliver betalt for at tage sig af.
‘Ammonite’ bliver vist på en stribe af festivaler over efteråret og får højst sandsynligt premiere i de danske biografter i foråret 2021.