Hvis du nogensinde har syntes, at Sherlock Holmes var badass (eller en passende pendant, der lyder lidt mere som noget, man ville have sagt for halvandet hundrede år siden), så vent, til du møder hans søster på Netflix om en måned tid.
I den nye eventyrlige krimikomedie ’Enola Holmes’ indtager Millie Bobby Brown den titulære hovedrolle som Sherlocks lillesøster, og dømmer vi ud fra filmens første trailer, skal Sherlock stå tidligt op, hvis han skal kunne holde styr på hende.
Millie Bobby Brown, som vi bedst kender som Eleven i ’Stranger Things’, er nemlig badass ud over alle grænser i den første trailer til filmen, hvor vi introduceres til både hende, hendes storebrødre Sherlock (Henry Cavill) og Mycroft (Sam Claflin) samt mor (Helena Bonham Carter). Sidstnævnte, som Enola er meget tæt knyttet til, forsvinder på Enolas 16-års fødselsdag, hvorfor storebrødrene kommer hjem for at tage sig af deres lillesøster.
Men mens storebrødrene mest af alt bare gerne gøre Enola til en præsentabel ung dame, som det sig hør og bør at være i 1880’ernes England, vil Enola langt hellere stikke af til London for at løse mysteriet om sin forsvundne mor. And so it begins …
’Enola Holmes’ er instrueret af Harry Bradbeer, der tidligere har arbejdet på titler som ’Fleabag’ og ’Killing Eve’. Særligt førstnævnte titel er bemærkelsesværdig, når man ser traileren til ’Enola Holmes’, idet Millie Bobby Brown gentagne gange henvender sig til kameraet med kvikke og ret så underholdende kommentarer på en nærmest ’Fleabag’-flirtende facon.
Filmen er baseret på romanen ’The Case of the Missing Marquess: An Enola Holmes Mystery’, der er skrevet af Nancy Springer som en udvidelse af Sir Arthur Conan Doyles oprindelige Holmes-univers.
’Enola Holmes’ får premiere på Netflix den 30. september.