Netflix undskylder for »upassende« indhold efter beskyldninger om seksualisering af børn

Netflix undskylder for »upassende« indhold efter beskyldninger om seksualisering af børn
STREAMING TOGETHER

Netflix har over de seneste par dage mødt kritik for marketingmaterialet til den franske film ‘Cuties’. Streaminggiganten promoverede blandt andet filmen med en plakat, hvor de 11-årige hovedkarakterer er iklædt stramme danseuniformer og indtager suggestive poseringer.

Nu tager Netflix afstand fra materialet og undskylder: »Vi er dybt kede af det upassende artwork, som vi benyttede til ‘Cuties’. Det var ikke ok, og det var heller ikke repræsentativt for denne franske film, der vandt en pris på Sundance«, udtaler en talsperson for Netflix.

Det sker efter, at mere end 130.000 har skrevet under på en change.org-underskriftindsamling, der kræver ‘Cuties’ aflyst, så den ikke får skadelig effekt på unge piger.

På indsamlingen lyder det: »Denne film er usmagelig, da den seksualiserer 11-årige, så pædofile kan se det, og desuden har skadelig indflydelse på vores børn. Der er intet behov for denne slags indhold i den aldersgruppe, særligt når sextrafficking og pædofili er så udbredt. Der er ingen undskyldning. Dette er farligt indhold«.

Marketingsmaterialet står umiddelbart i skærende kontrast til selve filmen, der vandt instruktørprisen på Sundance Film Festival og fik positive anmeldelser. Centralt i filmen er nemlig en kritik af en kultur, der seksualiserer unge kvinder, påpeger blandt andet Indiewires anmelder.

‘Cuties’ får premiere på Netflix den 9. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af