Man får kvalme.
En voksen mand ligger oven på en nøgen 13-årig pige. Hendes ansigtsudtryk er en maske af autoritetstro eftergivenhed og ængstelse over, hvad der er ved at ske. Han overøser hende med lovord: Han elsker hende, hun er smuk. Så forsøger han at trænge op i hende. Hun vrider sig af smerte, og han stopper. Det er okay, siger han. De skal bare blive ved med at prøve, så »vi kan udvide dig langsomt«.
Scenen giver en umanerlig lyst til at tale et alvorsord med en hækkesaks med manden, der forgriber sig på barnet og foregiver, at true love legitimerer situationen. Afskyvækkende og løftet fra virkeligheden.
HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig. Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.
Voksne Jennifer slår indledningsvist stilens indhold hen: Hun ville det jo selv og oplevede ingen fysisk tvang. Men da hun ser et billede af sit purunge 13-årige jeg, synker realiteterne ind, mens årtiers fornægtelse siver ud.
Den voksne kvinde og barnet, der var, strides: »Det er mit liv. Lad mig selv bestemme!«. 48-årige Jennifer svarer igen: »Du var for ung til at forstå, hvad der blev gjort imod dig«. Særligt hårdt rammer det, da Jennifer erindrer, at de to voksne endog planlagde et orgie med hende og en anden teenagepige.
Lolita’ernes frækhed
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.
Mindreårige pigers seksualitet på film udmunder sig ofte i skildringer af barnet som ’nymfen’: Den smukke, dugfriske sirene, der udforsker sin spirende ’magt’ med en nysgerrighed, der tilfredsstilles af den erfarne voksne mand som kyndig mentor og/eller sagesløst ‘offer’ for naturkraften. Ideen er tydeligvis, at der hersker en form for indforstået maskulin samfundskonsensus om, at kvinders seksualitet er præget af instinktiv honey-trap-forførelse foranledigt mere eller mindre bevidst af dem selv fra en tidlig alder.
Hun vil gerne: Et forsvar, der ekkoer igen og igen i #MeToo-ildebrandene. Og Hollywood har ikke haft nævneværdige skrupler ved at lefle for den specifikke fantasi.
Jodie Fosters barneluder i Martin Scorseses ’Taxi Driver’ fra 1976 og Brooke Shields ditto i Louis Malles ’Pretty Baby’ fra 1978 er eksempler på en tid, hvor Lolita-tropen gerne blev erotisk glamouriseret. Jovist, begge er triste karakterer og deres situationer udsprunget af nød og ikke lyst, men måden, hvorpå de er gået over i historien som ikonografiske kultfigurer, der sågar har affødt modetrends, vidner om, hvordan det først og fremmest er filmlands romantiseren af pigerne, der har vakt genklang i kulturen, ikke deres tragedie.
Det samme gælder for de to filmatiseringer af Vladimir Nabokovs toneangivende romanværk ‘Lolita’: Stanley Kubricks filmversion fra 1962 med James Mason, Peter Sellers og Sue Lyon spillede romanens sorte humor op for at kilde datidens publikummer frækt (og gjorde Lolita ældre end forlæggets 12 år for censurens skyld), mens Adrian Lynes visuelt ambitiøse filmatisering fra 1997 med Jeremy Irons, Melanie Griffith og Dominique Swain gik mere kontroversielt til stålet med en yngre hovedrolleindehaver og en provokerende, smægtende poetisk æstetik, der udfordrede seeren til ikke at finde filmen sexet. Et ikke uinteressant greb, der imidlertid druknede en kende i karakteristisk Lyne’sk lummerhed.
Barnet kommer til orde
Maj-december-romancerne beskrives typisk fra mandens synsvinkel – det er jo ham, der har overblikket, skal vi forstå – men i senere år har den selvbiografiske ’The Diary of a Teenage Girl og den socialrealistisk trøstesløse ’Fish Tank’ beskuet Lolita-klingende tematikker igennem pigernes blik med anderledes interesse for de psykologiske konsekvenser, når grænserne mellem overgreb og samtykke sløres af voksne autoriteter. Begge titler er uomtvisteligt vellykkede, men det er først i ’The Tale’, at den utilslørede barnestemme under den rebelske teenager for alvor er kommet til orde.
Fox’ taler ikke for sit yngre jeg, men igennem og til hende. Samtalen mellem de to Jennifers er lige så fascinerende, som den er smerteligt nøgtern i sit portræt af de seksuelle detaljer. Her skal ikke antydes for hverken pirrings eller seernes sarte nervers skyld.
Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball. 13-årige Jennifer skal høres og afføde debat og ikke kultdyrkes eller kickstarte en sommer-craze for highstreet-t-shirts i str. 16 år med ‘LOLITA’ printet over brystet.
’The Tale’ er blevet kaldt både en tidssvarende #MeToo-film og en problematisk genfortælling af en hændelse, Fox ikke engang selv ved, hvad hun skal mene om. Men det er netop i fravalget af firkantede, moralsk forløsende skabeloner, hvor forbudt begær får fatalistiske følger, at ’The Tale’ udstiller Hollywoods labert sensationaliserede omgang med emnet. Og det helt uden Ennio Morricone-violiner, opblødende humor eller en sassy hovedperson, hvis blændende skønhed og selvsikre voksenadfærd bruges som forkølet undskyldning for affæren (a la gudesmukke Alicia Silverstone i Lolita-filmen ‘The Crush’ og Drew Barrymore i den beslægtede ‘The Babysitter’).
På den røde løber ynder Hollywood fortsat med hovedrystende hyppighed at seksualisere unge stjerner helt ned i Millie Bobby Brown-alderen, men ‘The Tale’ flår skyklapperne af dem, der måtte forveksle pædofile tematikker med påstået kunstnerisk sensualitet. Det skal ikke være nemt at tale om. Og det skal heller ikke være kønt.
‘The Tale’ kan ses på HBO Nordic.
Læs også: Stop med at seksualisere 13-årige Millie Bobby Brown