DC’s superhelteserie ‘Batwoman’ nåede kun at løbe over én sæson, inden hovedrolleindehaveren Ruby Rose sprang fra.
Nu forklarer skuespilleren, hvad der ledte til beslutningen om at droppe den ikoniske rolle. I et interview med Entertainment Weekly fortæller hun særligt, at den stuntulykke, der nær kostede hende førligheden, spillede stærkt ind på beslutningen.
»Det er hårdt at være hovedrollen i en superhelteserie. Det er hårdt at være hovedrolle i noget som helst. Men jeg tror især, det blev hårdere, fordi jeg stadig var ved at komme mig efter min operation. Jeg blev opereret og vendte derefter tilbage til arbejdet 10 dage senere, hvilket muligvis ikke var den bedste idé«, siger Rose.
Hun fortæller desuden, at det ikke kun var ulykken, der ledte til hendes beslutning om at forlade serien endegyldigt under corona-lockdown, hvor optagelserne blev sat på pause.
»Det var ikke så meget ulykken, særligt fordi efter vi afsluttede optagelserne, fik vi ikke optaget den rigtige finale grundet Covid. I karantæne og isolation har man tid til at tænke tingene igennem og finde ud af, hvad man gerne vil opnå i livet. Jeg tror, at for både producerne og jeg var det en fantastisk mulighed for at have en dialog om mange forskellige ting. Jeg respekterer dem meget og de har også været respektfulde over for mig«, fortsætter Rose.
Tidligere på året blev Javicia Leslie castet som Batwoman, hvilket Rose udtrykker sig særdeles begejstret om: »Jeg tror, at hun bestemt ved, hvad hun laver, og hun virker fantastisk. Jeg var meget stolt og glad, da jeg fik at vide, hvem der skulle afløse mig«.
Serien fik en særdeles hård medfart, da første sæson havde premiere sidste år, blandt andet af vores anmelder, der kvitterede med bundkarakter. Første sæson kan ses på HBO Nordic, mens anden sæson efter planen går i optagelse i 2021.