’The Umbrella Academy’ sæson 2: Netflix’ mest vanvittige superhelte sparker stadig røv
Anmeldelsen indeholder spoilers for ’The Umbrella Academy’ sæson 1.
Well, af superhelte at være må man sige, at de syv adopterede søskende fra Umbrella Academy ikke ligefrem har mange succeser på resumeet: Første sæson sluttede slet og ret med apokalypsen, da månen blev sprængt i luften og vragdelene smadrede ned på Jorden.
For at redde gruppen, prøver Five (Aidan Gallagher) at foretage et tidshop, så de alle kan 1) overleve, og 2) sammen forsøge at hjælpe resten af kloden.
Resultatet er … blandet. For ganske vist sendes vor helte tilbage i tid, helt præcist til 1960’ernes Dallas, men de ankommer på forskellige tidspunkter.
Sidste mand er Five, som lander 25. november 1963, tre dage efter mordet på JFK burde have fundet sted. Men i stedet for sørgende mennesker i gaderne, er disse fyldt med russiske og amerikanske soldater, idet Sovjetunionen har invaderet USA.
Ud af ingenting ankommer også Hazel (Cameron Britton fra ‘Mindhunter’), den tidligere håndlanger fra det tidslinje-observerende bureau The Commission, og leverer den klassiske ’Terminator’-replik, »If you wanna live, come with me«.
Ja, ja, der er byttet lidt rundt på ordene, men referencen er ikke til at tage fejl af, ligesom den er symptomatisk for den mere løsslupne stemning her i seriens anden sæson.
Søskendeflokken har på forskellig vis sat deres præg på tiden og dermed skabt en alternativ tidslinje – tonen er dog mere ’Back to the Future’ end ’Dark’, om end de stadigvæk skal afværge undergangen.
Diego (David Castaneda) udlever fortsat sit heltekompleks og vil nu forhindre JFK’s død (i en tidslinje før Fives), imens Luther (Tom Hopper) hygger sig som bodyguard og underground fighter for natklubejeren Jack Ruby (yup, manden der i virkelighedens verden dræbte Lee Harvey Oswald efter Oswald havde dræbt præsidenten).
Allison (Emmy Raver-Lampman) er blevet gift og har engageret sig i borgerrettigheder og Klaus (Robert Sheehan) har, til absolut ingens overraskelse, formået at starte en kult, som hedder Destiny’s Children. Den døde bror Ben (Justin H. Min), som er kronisk knyttet til Klaus, har ikke så meget at lave – men kommer mere i fokus som sæsonen skrider frem.
Og Vanya (Ellen Page), som sprængte månen i luften? Hun blev ramt af en bil og har nu hukommelsestab.
Med Fives ankomst forenes søskendeflokken, og Dallas bliver pludselig en meget lille by – tilsat en trio af de mest arisk-udseende, morderiske svenskere (!) og Cruella de Vil-skurken The Handler (Kate Walsh), der besværliggør Fives mission.
For det er stadigvæk Five, og dermed skuespiller Aidan Gallagher, der er showets ubestridte stjerne.
Det er ikke nemt at spille en 50+ år gammel, gnaven stodder, når man selv er teenager, men med sin mimik og tale formår Gallagher at sælge illusionen.
Og så er der noget helt banalt komisk i at have en knægt, som bander værre end en fyldt sømandsknejpe, og hvis løsninger på næsten samtlige problemer kan koges ned til blodsudgydelser i store mængder (afsnit syv er et makabert, underholdende højdepunkt i den kontekst, hvor en talende guldfisk spiller en betydelig rolle…).
Den nyfundne galskab foran kameraet virker til gengæld til at have været på bekostning af den plotmæssige kreativitet, for der er ikke de store overraskelser undervejs, og den tungere karakterudvikling halter (Ellen Pages Vanya får en af de få interessante historier at hygge sig med).
Men: Hvis det er prisen for, at ’The Umbrella Academy’ nu faktisk virker til at have fundet sin identitet, er det et okay kompromis. For dén identitet kan der nemlig sagtens bygges videre på i den meget, meget uundgåelige tredje sæson.
Kort sagt:
’The Umbrella Academy’ får sig en mundfuld frisk luft i anden sæson, hvor alt lige bliver en tak sjovere og mere grotesk på den helt rigtige måde – og Aidan Gallagher er superb som gammel, sur, morderisk stodder fanget i en 13-åriges krop.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.