’The Umbrella Academy’: Ny Netflix-serie er for alle, der er kørt træt i superheltegenren
»I den 12. time på den første dag i oktober 1989 fødte 43 kvinder fra hele verden. Dette var kun usædvanligt, fordi kvinderne indtil da ikke havde vist nogen tegn på at være gravide«.
’The Umbrella Academy’ er fra første minut et utraditionelt bekendtskab og bliver kun mærkeligere for hvert afsnit. Netflix-serien, der er baseret på tegneserien af samme navn, har en præmis, der er så langt ude, at den grænser til det gale eller geniale.
Den excentriske rigmand Sir Reginald Hargreeves adopterer syv af børnene, navngivet med numre fra et til syv. Hans mål er at skabe et hold af superhelte, der skal redde verden. Men ingen ved fra hvad.
I nutiden mødes den brogede søskendeflok til dén ene begivenhed, der stadig kan forene dem: Deres fars begravelse. Meget er sket i de forgange år. De er blevet voksne, og superhelteholdet er for længst gået i opløsning.
Da den forsvundne Number Five imidlertid dumper ned fra himlen midt under begravelsen med en besked om, at Jorden vil gå under om syv dage, må gruppen arbejde sammen for at stoppe den kommende apokalypse.
Tegneserieforlægget er skrevet af Gerard Way, kendt som forsanger i My Chemical Romance, og illustreret af den brasilianske tegner Gabriel Bá. Det er maksimalisme med stort M – med en evne til at skabe troværdige karakterer i et kaotisk univers.
Heldigvis har den nye tv-serie valgt at omfavne mange af tegneseriens syrede, absurde og kulsorthumoristiske elementer i stedet for at tone ned og normalisere universet. Tegneserien bevæger sig ellers faretruende tæt på det ufilmatiserbare, men serien slipper i de fleste tilfælde godt afsted med det.
Teenagere med superkræfter er snart udtrådt af diverse YA-filmatiseringer samt i ’X-men’-universets mange inkarnationer, og superhelte med voksenproblemer har vi før set i både ’Watchmen’ og ’De utrolige’. ’The Umbrella Academy’ adskiller sig ved hverken at handle synderligt meget om superkræfter eller heltegerninger. Snarere er det en historie om familie.
Gruppen er vokset op sammen i et unikt miljø under Hargreeves strenge træning, og de er det nærmeste, de kommer på en familie. Det er især i søskendeflokkens forhold til hinanden, at serien blomstrer.
Castet er solidt med Ellen Page som violinvirtuosen Vanya, Tom Hopper som muskelbundet Luthor, David Castañeda som selvtægtsmanden Diego, Emmy Raver-Lampman som Allison, der kan gøre rygter til virkelighed, Robert Sheehan som clairvoyanten Klaus og Aidan Gallagher i de bærende roller. Særligt udmærker den kun 15-årige Gallagher sig som Number Five, en 65 år gammel tidsrejsende mand fanget i en 13-årigs krop. Det er få teenage-skuespillere, der kan spille voksen troværdigt, men han gør det, så man tror på, at han både er supergeni og psykopat.
Hvor diverse actionscener og sideplots kan føles en kende for overfladiske, er det kemien mellem gruppens medlemmer, der bærer serien fremad og leverer dens virkelige nerve. Mellem alle absurditeterne bliver deres problemer og psykiske eftervirkninger af at være opfostret som børnehelte behandlet overraskende seriøst. Det handler mindre om Jordens endeligt end om en familie, der må lære at leve med hinanden og se deres fortid i øjnene.
Der bliver også plads til en del stileksperimenter, i stil med hvad man har set i tegneseriefilmatiseringer som ’Preacher’ og ’Legion’. Ikke alle tiltagene lander lige let, men ambitionen om at forny de gamle formler er prisværdig. Det bidrager til følelsen af, at alt kan ske.
Kort sagt:
’The Umbrella Academy’ indfanger forlæggets punkede og uforudsigelige stemning som den perfekte aftenunderholdning for alle, der er kørt træt i superheltegenren.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Det skal du streame på Netflix, Viaplay, HBO Nordic mv. i februar