Dette efterårs ‘No Time To Die’ bliver som bekendt Daniel Craigs sidste optræden i rollen som den repliksmarte superagent James Bond. Craigs efterfølger er endnu ikke fundet, og der findes vel dårligt en britisk actionskuespiller, som ikke er blevet sat i forbindelse med rollen som den martinidrikkende kvindeforfører.
Nu slår en af favoritterne, Henry Cavill (‘Man of Steel’), fast, at han er klar til at iføre sig jakkesættet, hvis han skulle blive tilbudt muligheden.
»Hvis Barbara (Bond-producer Barbara Broccoli, red.) og Mike (co-producer Michael G. Wilson, red.) var interesserede i det, ville jeg helt klart gribe muligheden«, siger Cavill i et interview til GQ Magazine og tilføjer:
»På det her stadie er alt oppe i luften. Vi får se, hvad der sker. Men ja, jeg ville elske at spille Bond, det ville blive meget, meget spændende«.
Lander Cavill rollen, vil briten både kunne kalde sig James Bond og Superman. Held og lykke med at besejre ham!
Han er dog oppe imod et enormt stærkt felt af skuespillere med blandt andre Tom Hardy, Idris Elba og skotten Sam Heughan (‘Outlander’), som lige nu er bookmakernes favorit.
Spørger man kunstig intelligens, er Cavill dog den bedst egnede. Det fandt man ud af, da man lod verdens første AI-casting-program The Bond-Seeker 3000 kombinere omfattende James Bond-data med kendte skuespillernes karaktertræk. Her vurderede supercomputeren Cavill og Bond til at være et 92,3 procent match.
‘No Time to Die’ får – efter planen! – biografpremiere 12. november.