De bedste nr. 5: GoldenEye (1995)
Seks lange år passerede mellem ‘License to Kill’ og ‘GoldenEye’ – den længste pause mellem to Bond-film nogensinde. I mellemtiden faldt Berlinmuren, Sovjetunionen kollapsede, og Den kolde krig fandt sin afslutning. Kritiske røster begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om Bond-karakteren stadig var relevant.
I flere dele af filmindustrien var holdningen, at Bond-figuren var bedst tjent med at forblive et ikon fra fortiden. Producerne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson overvejede samtidig nye koncepter for serien såsom at placere handlingen i 60’erne eller caste en sort eller kvindelig Bond – Sharon Stone blev sågar overvejet, før producerne valgte at gå back to basics.
Timothy Dalton havde i slutningen af 80’erne afløst den på daværende tidspunkt 57-årige Roger Moore, hvis Bond-karakter var blevet gradvist mere fjollet med årene. Seriens formkurve var stærkt nedadgående, og Dalton kunne ikke rette op på den. »Tim er en god skuespiller. Men han fik ikke megen hjælp. De udvandede hans karakter for meget. Bond er sexistisk. Han er en dræber. Hvis du tager de ting væk fra ham, tager du tæppet væk under hans fødder«, sagde Pierce Brosnan efterfølgende om Daltons Bond.
I sidste ende droppede producerne ideen om et dugfrisk koncept med en sort eller kvindelig Bond, men de holdt fast i tanken om at smide den politiske korrekthed over bord. Dalton selv trådte tilbage som Bond i 1994 efter et årelangt produktionshelvede med retssager om ophavsrettigheder. Mel Gibson og Liam Neeson afslog begge tilbuddet om at spille Bond, før Pierce Brosnan blev castet, tilsyneladende fordi han kostede markant mindre end andre kandidater.
‘GoldenEye’ – opkaldt efter Bond-forfatter Ian Flemings hus på Jamaica – endte med at blive en af de mest kritikerroste og økonomisk succesfulde Bond-film i årevis og var også kunstnerisk en revitalisering af serien. Brosnans Bond forsøger sammen med den eneste overlevende fra angrebet på et russisk researchcenter at stoppe Alec Trevelyan – en tidligere, formodet død MI6-agent – i dennes forsøg på at hijacke et nukleart rumvåben.
‘GoldenEye’ – som også inspirerede det mest legendariske Bond-computerspil til dato – byder på mange mindeværdige scener og karakterer. Scenen, hvor Brosnan jagter skurkene gennem Sankt Petersborg i en tank og smadrer alt på sin vej, er et af filmens absolutte højdepunkter. Filmen byder også på et fornemt skurke-trekløver i form af forræderen Trevelyan, den bedrageriske general Ourumov og ikke mindst den sadistiske Xenia Onatopp (spillet af Famke Janssen), som opnår seksuel tilfredsstillelse ved at myrde sine ofre, blandt andet ved at kvæle dem mellem sine ben under sex.
De bedste nr. 4: Goldfinger (1964)
Den tredje Bond-eskapade var filmen, der fik seriens popularitet til at eksplodere. Budgettet på tre millioner dollars svarede til budgetterne på de to første film lagt sammen, og ‘Goldfinger’ blev den første Bond-film, der endte med at blive et ægte blockbuster-hit. Hvor de to første film primært havde udspillet sig i Caribien og i Europa, blev ‘Goldfinger’-romanen valgt til den tredje film for at appellere til det amerikanske marked.
I instruktørstolen afløste Guy Hamilton manden bag de to første film, Terrence Young. Hamilton mente, at det var nødvendigt at gøre Bond mindre uovervindelig ved at få skurkene til at fremstå mere magtfulde. Det lykkedes over al forventning. ‘Goldfinger’ har to legendariske skurke – den guldfikserede Auric Goldfinger og hans tavse, koreanske håndlanger, Oddjob.
‘Goldfinger’s manuskript blev en skabelon for efterfølgende Bond-film på grund af filmens succes. For første gang får vi en åbningssekvens før de nu traditionelle fortekster, og for første gang ser vi Bond blive briefet af Q, så seerne får et indblik i udviklingen af de gadgets, der sidenhen er blevet et klassisk element i Bond-filmene. ‘Goldfinger’s succes førte til et hav af andre film i spiongenren i de følgende år, blandt andet en spoof på Flemings første roman, ‘Casino Royale’, i 1967.
Selvom ‘Goldfinger’ ikke er den bedste Bond-film til dato, er det en af de absolut mest ikoniske. Den har nogle af de mest mindeværdige karakterer i serien – Bond-baben med det geniale navn Pussy Galore, en koreansk håndlanger med en dødelig bowlerhat og skurken Goldfinger, der, i en plan præget af storhedsvanvid, forsøger at sprænge Fort Knox til atomer, så hans egen guldbeholdnings værdi vil mangedobles.
Connerys Bond står næsten for meget i skyggen af Goldfinger, og anden halvdel af filmen udspiller sig primært i Kentucky, en noget mindre scenisk og æstetisk location end Jamaica og Istanbul fra de tidligere film.
‘Goldfinger’ er dog sprængfyldt med højdepunkter, heriblandt scenen, hvor Bond er millimeter fra at komme i særdeles ubehagelig nærkontakt med en laserstråle. Men også øjeblikket, hvor Connery finder sin flirt i Miami død, dækket af et lag guldmaling, er ikonisk – så ikonisk, at ‘Quantum of Solace’ lod en Bond-babe omkomme under et lag af olie.
De bedste nr. 3: Dr. No (1962)
I den første film i serien bliver James Bond sendt til Jamaica for at undersøge en anden agents forsvinden. Bond kommer på sporet af den mystiske Dr. No, der huserer på sin hemmelige, privatøjede ø, Crab Key. Dr. No, som er medlem af SPECTRE, har en plan om at sabotere den amerikanske opsendelse af Mercury, et af de første forsøg på en bemandet rummission.
Bond-karakterens vej til det store lærred startede i 1961, da produceren Harry Saltzman købte rettighederne til at filmatisere Ian Flemings James Bond-romaner efter at have læst ‘Goldfinger’. Albert Broccoli forsøgte at købe rettighederne af Saltzman, men de to blev enige om at forme et partnerskab til at producere Bond-filmene. De to herrer ønskede at producere ‘Thunderball’ som den første film, men på grund af en tvist om rettigheder mellem Fleming og manuskriptforfatteren, faldt valget på ‘Dr. No’. Timingen var slående – der gik rygter om, at amerikanernes testaffyringer af raketter fra Cape Canaveral var plaget af store problemer.
Flere Hollywood-studier havde i første omgang afvist en Bond-film som for »britisk« og »for åbenlyst seksuel«, og flere instruktører afviste opgaven. Terence Young endte som instruktør, og han besluttede at sprøjte en god del humor ind i universet for at få filmens sex og vold forbi censorerne. Producernes førstevalg til Bond-rollen var Cary Grant, men han ville kun lave en enkelt film. Flere navne var i spil, før Sean Connery blev castet til sidst.
En række af de nu ikoniske aspekter ved Bond-filmene blev etableret i ‘Dr. No’. Filmen begynder med en introduktion til Bond-karakteren, som ses igennem løbet på en pistol – et skud lyder, og blodet løber ned over lærredet. Derpå følger en stærkt stiliseret titelsekvens, som dannede skole for resten af serien. Introduktionen af Bond i et casino, hvor han ytrer de ikoniske ord »Bond, James Bond«, er en af de mest legendariske scener i hele serien. Det samme er introduktionen af den første Bond-babe i serien, Honey Ryder, i vandkanten på Crab Key.
De bedste nr. 2: Casino Royale (2006)
Brosnan’s første Bond-film, ‘GoldenEye’, var en succes, men derefter gik det støt ned ad bakke, kulminerende med CGI-helvedet ‘Die Another Day’ i 2002. Hverken fans eller kritikere var glade for at se Roger Moore spille Bond, indtil han var 57 år, og med det i baghovedet besluttede Brosnan at trække sig i 2004. Over 200 navne var i spil, før valget faldt på Daniel Craig som den nye Bond.
Quentin Tarantino kæmpede uden held for at sikre sig rettighederne til ‘Casino Royale’. Tarantinos plan var at sætte handlingen i 1950’erne ligesom romanen, have Brosnan som Bond og lave filmen i sort-hvid. Tarantino landede ikke rettighederne, men plantede, ifølge instruktøren selv, ideen om at filmatisere ‘Casino Royale’ i producernes hoveder.
Ligesom det var tilfældet ti år tidligere, var Bond-seriens formkurve nedadgående efter ‘Die Another Day’. Og ligesom dengang valgte Eon, produktionsselskabet bag Bond-serien, at pege på Martin Campbell, manden bag ‘GoldenEye’, som filmseriens frelser.
Eon havde indset, at deres brug af CGI i de seneste Bond-film, og i især i ‘Die Another Day’, var gået for vidt. Der blev derfor lagt stor vægt på at udføre stunts på gammeldags manér i ’Casino Royale’. Manuskriptforfatterne fokuserede samtidig på at lægge plottet tæt op ad romanen og formidle Flemings dystre fortælling og karakteristik af Bond.
Disse beslutninger var med til at gøre ‘Casino Royale’ til den bedste Bond-film siden Connery-dagene. Producerne valgte at reboote serien og tage Bond tilbage til rødderne. Vi ser Bond få sin 00-status i åbningssekvensen, og vi ser i det hele taget en mindre rutineret, mere plaget og brutal Bond. Der findes næppe to mere forskellige Bond-film end ‘Casino Royale’ og ‘Die Another Day’. Førstnævnte er mere realistisk, mindre tegneserieagtig og har markant større fokus på at portrættere flerdimensionelle karakterer i et sammenhængende plot.
Daniel Craig gør det mildest talt formidabelt som den hårdtslående, men charmerende Bond. Der er skruet ned for gadget-manien, og Q er derfor slet ikke med i filmen (ligesom Moneypenny også er fraværende). Det er dog ikke kun Craigs fortjeneste, at ‘Casino Royale’ blev den succesfulde videreførelse af Bond til det 21. århundrede, som den gjorde. Filmen har både den bedste skurk og Bond-babe i lang tid. Mads Mikkelsen er iskold som Le Chiffre, et matematisk geni, der støtter internationale terrorister finansielt. Og kemien mellem Craig og Eva Green, der spiller Vesper Lynd, er med til at gøre ‘Casino Royale’ til den bedste Bond-film i nyere tid.
De bedste nr. 1: From Russia with Love (1963)
Før ‘Goldfinger’ skabte skabelonen for, hvad biografgængerne forventede af en James Bond-film, var 007 stadig ved at finde sine fødder. Hvis Bond-franchiset havde fulgt eksemplet fra ‘From Russia with Love’ i stedet, ville serien have set markant anderledes ud i retrospekt.
Før ‘Goldfinger’ kørte Bond-formularen i stilling med tegneserieagtige skurke med planer om at overtage verden, gav ‘From Russia with Love’ os et eksempel på en langt mere rendyrket spionfilm. Connerys Bond er som en John Le Carré-agtig spion og ikke en actionhelt med vilde gadgets i ærmet. Plottet er mere jordbundent – men alligevel langt mere medrivende, takket være et intelligent manuskript, end ‘Goldfinger’ og dens efterfølgere.
‘From Russia with Love’ er på mange måder en atypisk Bond-film – mere brutal, mindre ekstravagant og actionpræget. Selv ‘Dr. No’ havde markant flere nævekampe og eksplosioner.
Både Connery og Daniel Craig har nævnt filmen som deres personlige favorit, og det samme har filmseriens producere Barbara Broccoli og Michael G. Wilson. »Vi starter altid med at forsøge at lave en ny ‘From Russia with Love’ og ender altid med en ny ‘Thunderball’«, sagde sidstnævnte i et interview i 2008.
Spændingen er i top fra start til slut i den anden Bond-film i serien, og en vidunderligt foruroligende koldkrigsstemning gennemsyrer begivenhederne fra første til sidste frame. Bond bliver forfulgt, forsøgt aflyttet og overvåget i lige så høj grad, som han forfølger sine egne mål. Filmen foregår ikke i Rusland — i stedet foregår det meste af handlingen i Istanbul, som fremstår underligt overskyet og dyster. Umiddelbart en usexet setting, men instruktør Terence Young formår at gøre scenen, hvor Bond tjekker ind på sit hotel og undersøger det for bugs, ualmindeligt cool ved at spille Bond-temaet nærmest øredøvende højt.
Plottet er ændret marginalt fra Flemings roman. Det er ikke som i bogen den sovjetiske gruppe SMERSH, der forsøger at lokke Bond i en fælde, men terroristorganisationen SPECTRE. Organisationens primære skurk er den lettere komiske og voldsomt stringente oberst Rosa Klebb, der ved hjælp af den smukke Bond-babe Tatiana forsøger at lokke Bond i fedtefadet og forværre forholdet mellem Sovjetunionen og Vesten.
Handlingen bevæger sig efterfølgende ud i en sigøjnercamp til en noget bizar tvekamp mellem to kvinder og derefter videre til anden halvdel af filmen, som udspiller sig på toget fra Istanbul til Trieste. Her ser vi det endelige opgør mellem Bond og Grant (Robert Shaw), SPECTREs koldblodige dræber, der har fået til mission at gøre kål på Bond. Shaws karakter er en af de bedste skurke i Bond-serien, og de intense togscener er filmens højdepunkt.
‘From Russia with Love’ er den ultimative Bond-film, og den bliver næppe overgået.
Se vores bud på de tre værste Bond-film på de følgende sider.
De værste nr. 3: Moonraker (1979)
Klimaksets latterlige laser-skududveksling i rummet siger det meste om ’Moonraker’. Producerne besluttede sig for at tillade sig nogle markante kreative friheder med Flemings roman og tilføjede en rummission til plottet i et skamløst forsøg på at udnytte den daværende ‘Star Wars’-hype. Beslutningen var en kommerciel succes, idet filmen blev den mest indtjenende Bond-film hidtil – en rekord, der holdt indtil ‘GoldenEye’ i 1995. Til gengæld var det også medvirkende til, at filmen stadig er blandt de mindst vellykkede Bond-film.
Moores 007 var uden sammenligning den mest campy og useriøse af alle Bond-figurer, og ‘Moonraker’ når topmålet af dårlig smag. Scenen, hvor Roger Moore kører en landdreven gondol over Markuspladsen i Venedig, er slapstick, når det er allerværst. Filmen er proppet med den slags fantasiforladte og ‘humoristiske’ actionsekvenser, mens spændingen konstant er i bund.
Selv den glimrende skurk Jaws fra ‘The Spy Who Loved Me’ ender med at forelske sig og blive en good guy. Det eneste positive, der kan siges om ’Moonraker’, er, at den var blandt inspirationskilderne til Austin Powers-filmen ‘The Spy Who Shagged Me’. Scenen hvor Dr. Evils onde klon, Mini-Me, bliver skudt i rummet, er en parodi på scenen fra ‘Moonraker’, hvor den lidet karismatiske skurk Drax lider samme skæbne.
De værste nr. 2: ‘A View To a Kill’ (1985)
Christopher Walken som skurk burde være en garanti for succes. Omvendt burde producerne have erkendt, at beslutningen om at lade en 57-årig Roger Moore spille James Bond var dømt til at ende i fiasko. Moore fremstår ualmindeligt stivbenet i sin sidste Bond-film, og hans desperate forsøg på at være vittig ender blot i tåkrummende stunder. Moore har selv omtalt sin sidste Bond-optræden som sin værste. »Jeg var kun omkring 400 år for gammel til den rolle«, erkendte han.
Det er ikke kun actionscenerne, der lider under Moores fremskredne alder. Også kemien mellem Moore og Bond-babe Tanya Roberts var historisk dårlig, og Roberts blev nomineret til ‘værste skuespillerinde’ for sin rolle ved Golden Raspberry Awards (bedre kendt som Razzies). Moore erindrede sidenhen sin forfærdelse over at finde ud af, at han var ældre end Tanya Roberts mor. En aldersforskel på 28 år var der mellem Moore og Roberts, og de romantiske scener mellem de to var, ikke overraskende, patetiske.
‘A View To a Kill’ er, selv for en Roger Moore-film, usandsynligt campy. Den er fyldt til randen med dårlige jokes og tegneserieagtig falde-på-halen komik. En af filmens værste scener er da også biljagten, hvor Bond efter en påkørsel kører rundt i en halv bil, efter at den bagerste halvdel blev kappet af – Bond springer ud af bilen og lander midt i en bryllupskage, da han springer ned på en båd fra en bro.
Man lugter lunten allerede i filmens ekstremt useriøse åbningssekvens, hvor Bond flygter fra bad guys, mens han snowboarder ned ad en bjergside på en vragdel, mens Beach Boys’ ‘California Girls’ dominerer lydbilledet…
De værste nr. 1: ‘Die Another Day’ (2002)
Euforien over Brosnans revitalisering af serien med ‘GoldenEye’ sygnede hurtigt hen, da hans efterfølgende Bond-optrædener faldt gevaldigt i niveau. Den dårlige udvikling nåede sit (anti)klimaks i ‘Die Another Day’, utvivlsomt den værste Bond-film nogensinde.
Filmen starter forfærdeligt ud med en åbningssekvens fyldt til randen med eksplosioner. Derpå følger den værste Bond-sang til dato, Madonnas rædselsfulde fusion af techno og pop i en førsteklasses stinker. Madonnas cameo som fægteinstruktør i ‘Die Another Day’ landede hende desuden en Razzie som ‘værste kvindelige birolle’.
‘Die Another Day’ er instrueret af Lee Tamahori, manden bag ‘xXx: State of the Union’, og de to film har en del til fælles. For en James Bond-film er ‘Die Another Day’ overlæsset med eksplosioner og actionsekvenser, og filmen farer vild i sit eget effektorgie, mens plottet forsømmes.
Værst bliver det i scenen, hvor Bond flygter fra en tsunami i en faldskærm, en overambitiøs actionscene, der skæmmes af rædsom CGI. Et andet tragikomisk aspekt ved filmen er Q’s opfindelse af en usynlig bil…
Hvor Brosnans Bond i ‘GoldenEye’ virkede veloplagt og humoristisk, falder hans jokes konstant til jorden i ‘Die Another Day’. Scenerne med Bond-babe Halle Berry er fyldt med seksuel innuendo, men det er usjovt og klichefyldt. Filmens absurde og fornærmende dårlige plot kredser om Bonds kamp for at stoppe Gustav Graves, en britisk entreprenør, fra at bruge en kæmpe satellit til at brænde en åbning i den koreanske demilitariserede zone, så Nordkorea kan invadere Sydkorea. Gustav Graves viser sig nemlig at være en plastikopereret oberst Moon, som Bond troede, han havde slået ihjel for mange år siden. Et plottwist, der er umådeligt svært at tage bare nogenlunde alvorligt.
Forhåbentlig får vi aldrig igen en så ringe Bond-film at se.