Disney har netop annonceret, at de vender stærkt tilbage med en live action-efterfølger til sidste års massive biografhit ’Løvernes konge’, skabt over tegneserieklassikeren fra 1994.
Og det bliver ingen ringere end instruktøren bag Oscar-vinderen ’Moonlight’ og ’If Beale Street Could Talk’, Barry Jenkins, der skal stå ved roret.
»Jeg hjalp min søster med at opdrage to unge drenge gennem 90’erne, så jeg voksede op med disse karakterer«, fortæller den Jenkins (som også vandt en Oscar for sit ‘Moonlight’-manuskript) i en pressemeddelelse.
»At få muligheden for at samarbejde med Disney i udvidelsen af denne storslåede fortælling om venskab, kærlighed og arv, mens jeg videreudvikler mit arbejde med at formidle den afrikanske befolknings liv og sjæl er en drøm, der går i opfyldelse«
Filmen vil blive lavet med den samme virtual reality-teknologi, som instruktør Jon Favreau anvendte i den første ’Løvernes konge’-genindspilning – som vi i øvrigt gav hele seks stjerner i vores anmeldelse med ordene ’en Hollywood-historisk gamechanger’.
Ifølge Deadlines kilder bliver efterfølgeren angiveligt en prequel, der skal fokusere på karakterernes mytologi og tage udgangspunkt i Mufasas oprindelseshistorie.
Disney har endnu ikke løftet sløret for, hvem der skal lægge stemme til karaktererne, og en premieredato eller dato for produktionsstart er heller ikke blevet bekræftet.
Foruden efterfølgeren til ‘Løvernes konge’, kan vi i den nærmeste fremtid se frem til en række af nye live action-genindspilninger fra Disney. Dette inkluderer blandt andet David Lowerys ‘Peter Pan & Wendy’ med Jude Law i rollen som Captain Hook, Rebecca Thomas’ ‘Den lille havfrue’ og Robert Zemeckis’ ‘Pinocchio’, der efter sigende vil have selveste Tom Hanks i rollen som Geppetto. Ingen af filmene har dog fået bekræftet en endelig premieredato.