»Du finder ikke en mere perverst lækker serie i år«. Således lød vores anmelders dom over Ryan Murphys Netflix-serie ’Ratched’, der fortæller historien om den stygge sygeplejerske fra Miloš Formans ’Gøgereden’, der i sin tid blev portrætteret til en Oscar af Louise Fletcher, men som i serieversionen varetages af Sarah Paulson.
Og den perverse lækkerhed fortsætter. Allerede inden første sæson løb over skærmen, havde Netflix givet grønt lys til sæson nummer to. I et nyt interview med The Wrap fortæller Sarah Paulson, at målet for serien er at gå endnu længere end til sæson to, så serien kan ende i 70’erne, hvor ’Gøgereden’ udspiller sig. Men ifølge Sarah Paulson betyder det ikke, at hendes sygeplejerske skal mødes med Jack Nicholsons figur på hospitalet.
»Jeg ved ikke, om vi nogensinde ville gå ind på hospitalet (fra ’Gøgereden’, red.) – og det er mig, der siger det her, jeg ved ikke, hvad Ryans (Ryan Murphy, red.) plan ville være – jeg vil i hvert fald ikke se mig spille over for en computer-genereret Jack Nicholson,« fortæller Paulson.
Paulson vurderer, at hvis serien skulle snige sig op i perioden, hvor ’Gøgereden’ udspiller sig, ville den nok snarere komme til at handle om, hvad der sker, når Ratched kommer hjem og lægger sin uniform efter de foruroligende begivenheder på hospitalet. Paulson afslører sidst, men ikke mindst, at vi i den kommende sæson kan forvente en mere hærdet, hårdere Mildred Ratched.