Hvad har Darth Vader, Hannibal Lecter og Mildred Ratched til fælles?
De figurerer hyppigt på lister over filmhistoriens værste skurke. De to første giver sig selv, men hvad laver en pligtopfyldende sygeplejerske på listen? En kvinde, der smiler, lytter og opretholder ordenen på et psykiatrisk hospital i Oregon med en ophøjet ro? En mellemleder, der driver hospitalet så effektivt, at hun har opbakning fra sin ledelse til at træffe beslutninger, der ligger uden for hendes ressortområde?
Frem for at være den inkarnerede, uudgrundelige ondskab er figuren fra Jack Nicholson-klassikeren ’Gøgereden’ en magtfuld repræsentant for bureaukratiet. Og det er i virkeligheden det, der gør hende så frygtindgydende. For hvad kan de indespærrede patienter stille op, hvis de er uenige med hendes stil og beslutninger?
Evan Romansky og Ryan Murphys nye Netflix-serie ’Ratched’ udspiller sig omkring 15 år før hændelserne i ’Gøgereden’: I 1947 i North Carolina, hvor Ratched (Sarah Paulson) søger arbejde på et psykiatrisk hospital, der er begyndt at lave mildt sagt kontroversielle eksperimenter på det menneskelige sind.
I modsætning til i ’Gøgereden’ møder vi her Ratched uden for hospitalets vægge. Vi får at vide, at hun blev skilt fra sine forældre som barn, og vi bliver indviet i hendes komplekse seksualitet. Vi får således et mere nuanceret indblik i mennesket bag den sygeplejerske, der 15 år senere misbruger sin magt på Jack Nicholson og de andre tosser på den anden side af USA.
Og det er netop muligheden for at nuancere Ratched-karakteren, der har drevet makkerparret til at lave en prequel:
»Hun blev nærmest en catchphrase for enhver form for misbrug af institutionel magt. Hvad der var interessant, var at prøve at skabe en følelsesladet karakter ud fra et rygte, der var meget koldt, og prøve at udregne alle små detaljer om hendes barndom, hendes forhold og hendes seksualitet«, har Ryan Murphy sagt til Vanity Fair.
Oscar-vindende præstation
Mildred Ratched så første gang dagens lys i Ken Keseys roman ’Gøgereden’ fra 1962, og godt 13 år senere blev karakteren udødeliggjort, da Louise Fletcher i en Oscar-vindende præstation portrætterede hende som en isdronning i Miloš Formans filmversion af samme navn.
’Gøgereden’ blev den blot anden film i Oscar-uddelingens historie til at vinde The Big Five: Bedste film, instruktør, mandlige og kvindelige skuespiller og manuskript. En præstation, der kun er blevet gentaget én gang siden.
Vi møder første gang Ratched, da hun stempler ind på hospitalet iført en fornem sort frakke og en stilfuld sort hat i stærk kontrast til det psykiatriske hospitals kridhvide infrastruktur. På hospitalet har Ratched noget, der minder om uindskrænket magt. Hun uddelegerer stabens arbejdsopgaver, hun doserer patienternes medicin, og hun superviserer de daglige terapisessioner.
Alting går rutinemæssigt efter planen, indtil Jack Nicholsons karakter Randle McMurphy – efter adskillige voldelige overfald og et overgreb på en mindreårig – lader sig indskrive på institutionen og observerer, hvordan patienterne bliver undertrykt af et rigidt hospitalssystem med oversygeplejerske Ratched i spidsen.
McMurphy gør det til sin fornemmeste opgave at revolutionere kulturen på det psykiatriske hospital. Han vil frigøre de indsatte, bogstaveligt og billedligt talt. I starten virker stridighederne uskyldige. McMurphy anmoder om ændringer til lydniveauet på højtaleranlægget, og han beder Ratched om lov til at se finaleserien i amerikansk baseball.
Ratched er dog ikke lige sådan til at forhandle med, og snart udvikler konflikten sig til en mere blodig en af slagsen.
Korrumpering af magt
Ratcheds abstrakte ondskab kan sammenfattes til at dække noget ala: Korrumpering af institutionel magt.
Og hvad vil det så sige?
’Gøgereden’ er blevet kendt for at inspirere et syn på psykiatrien som et sted, der institutionaliserer psykisk syge mennesker. Patienterne bliver med andre ord så afhængige af hospitalets strukturer, at de ikke kan fungere uden. Strukturerne er naturligvis sat i verden for at hjælpe, men når de fratager patienter deres individuelle frihedsrettigheder og fastholder dem i en position, der gør dem skrøbelige, bliver det et problem.
Det er netop dét, Ratched personificerer. Hendes motiver går mere på at gøre de overordnede tilfredse end at skabe et sundt rehabiliteringsmiljø for de indsatte ved at imødekomme deres behov. Hun vil have kontrol for enhvers pris – også de indsattes.
Kontrollen etablerer hun ved sin blotte tilstedeværelse. Hun er overordnet, og patienterne er underordnede. Det er ikke nødvendigt for Ratched at udbasunere sin magt, da hun til enhver tid kan trække på det farligste af alle våben: sit kendskab til patientenes sårbarheder.
Det våben trækker hun mod slutningen af filmen, da det ellers ser ud, som om McMurphy har fået skovlen under hende, efter han har smuglet alkohol og prostituerede ind på hospitalet og festet med de indsatte hele natten. Da Ratched næste morgen møder ind til det hærgede hospital, opdager hun, at den angstplagede Billy er forsvundet ind på et af værelserne med en af de prostituerede.
Med fuldt overlæg fremprovokerer hun et psykisk kollaps hos Billy, da hun i en strafaktion meddeler ham, at hun vil informere hans mor om begivenhederne.
’Gøgereden’ har forandret psykiatrien
’Gøgereden’ (bogen og filmen) er i dag bredt anerkendt for at have ansporet en forandring i psykiatrien – på godt og ondt. Vores kultur har (heldigvis) gjort positive fremskridt henimod en afinstitutionalisering af psykiatrien, mens chokterapi som strafredskab for længst er blevet fejet af bordet.
En anden bevægelse, filmen ufrivilligt har været med til at udbrede, er antipsykiatrien – en bevægelse, som stiller sig kritisk over for psykiatrien ved at hævde, at psykiske sygdomme udelukkende er psykologisk og socialt betingede. Forman har aldrig tilkendegivet, at det skulle være tilfældet med ‘Gøgereden’, men det er svært ikke at se det indhegnede psykiatriske hospital i ’Gøgereden’ som en metafor for et fængsel med personalet som dets fængselsbetjente og patienterne som dets fanger.
Antipsykiatrien er i dag mere eller mindre udvandet, men det er ikke det indtryk, man får, når man ser på de psykiatrifilm, der er blevet lavet siden ’Gøgereden’: ’Girl, Interrupted’, ’Shutter Island’ og ’Sucker Punch’ er eksempler på film, der spiller på ideen om det psykiatriske hospital som en institution, der skaber psykisk sygdom.
Et godt bud er, at ’Mildred Ratched’ har spøgt i baghovedet på folkene bag.
Ratched får premiere 18. september på Netflix.