Robert Pattinson er blevet smittet med coronavirus. Nyheden landede i går aftes, da Warner Bros. annoncerede, at »et medlem af ’The Batman’-produktionen er blevet testet positiv for Covid-19 og er i isolation«. Vanity Fair har sidenhen fået bekræftet, at det er Pattinson, der spiller den titulære helt, som er blevet smittet.
Som konsekvens af Robert Pattinsons situation er optagelserne af Matt Reeves’ ’The Batman’ således endnu en gang blevet midlertidigt indstillet, efter optagelserne blev genoptaget for blot tre dage siden efter fem og en halv måneds coronapause.
Filmoptagelserne gik oprindeligt i gang i London tilbage i januar, men måtte lukke ned – ligesom rundt regnet alt andet – i marts grundet coronapandemien. Ifølge Reeves havde de på daværende tidspunkt kun fået omkring 25% af filmen i kassen, skriver blandt andre Consequence of Sound.