I ‘Freaky Friday’ byttede Lindsay Lohan krop med sin mor. Men instruktør Christopher Landon tager kropsombytningen skridtet videre i komediegyseren ‘Freaky’, hvor en ung high school-elev bytter krop med en seriemorder.
Kathryn Newton (‘Big Little Lies’, ‘Halt and Catch Fire’) spiller 17-årige Millie, der kæmper sig gennem high school, hvor drengene ikke ser hendes vej og de populære piger kan være ondskabsfulde. Men da den lokale seriemorder Bødlen (Vince Vaughn) udser sig Millie som sit næste offer, bliver det hendes mindste problem.
Millie bliver nemlig stukket med en overnaturlig kniv, som gør, at hun skifter krop med Bødlen. Og det fører naturligvis til en række forviklinger og et kapløb mod tiden for at hæve forbandelsen og få sin egen krop tilbage.
‘Freaky’ er instrueret af Christopher Landon, der tidligere har stået bag en række ‘Paranormal Activity’-film og desuden fik succes med den originale slasherfilm ‘Happy Death Day‘.
Der er dansk biografpremiere 26. november.