’Happy Death Day 2U’: Fantastisk scream queen redder næsten bizart remix af horrororiginal
Det var svært at forestille sig, at instruktør og manuskriptforfatter Christopher Landon kunne følge sin ’Groundhog Day’-inspirerede slasher-film ’Happy Death Day’ op med en lige så stærk toer.
Mean girlen Tree (Jessica Rothe) var i den første film tvunget til at gentage sin fødselsdag igen og igen, indtil hun fandt frem til, hvem der myrdede hende aften efter aften. Præmissen var original, men også en gimmick af den slags, at der kun fungerer én gang.
Derfor er det heller ikke dumt, at Landon efter en kort prolog, der gentager og forklarer tidsløkken, skifter vognbane, sjovt nok ved at gå tilbage til originalen. Tidsløkken skyldes det ældste filmtrick i bogen: Fejlslagen pseudovidenskab.
Synderen viser sig at være et kvantefysikeksperiment udført af en bikarakter fra den første film, Ryan, og da han selv fanges i en tidsløkke, som han prøver at stoppe, sendes Tree til en parallel dimension, hvor hun endnu en gang vågner op på sin fødselsdag efter hver død.
’Happy Death Day 2U’ er dermed et bizart remix af den første film med et par brikker rykket rundt. Trees snobbede veninde dater hendes kæreste Carter, og der er en ny morder på universitetsgrunden, som ikke længere er interesseret i Tree. Der er en lignende montage som i den første film, men i stedet for at blive slået ihjel begår Tree selvmord igen og igen, mens hun venter på, at Ryan finder en måde at få hende tilbage til sin egen dimension.
Det betyder samtidig, at filmen mere eller mindre forlader slasher-genren igennem det meste af spilletiden. Ja, der skulker stadig en babymaskeklædt morder rundt i manegen – og ja, det syn er stadig utrolig morsomt – men opklaringen af, hvem morderen er, er så perifer, at Landon helt burde have droppet det. Navnlig fordi instruktøren ikke er særlig dygtig til at gøre mordscenerne nervepirrende.
Frem for mordmysteriet er filmen langt mere optaget af sin hovedperson Tree. Og hvis man skulle være i tvivl om Jessica Rothes åbenlyse talent og komiske timing efter den første film, nagles det fast her. Hun hvæser sirligt af fysiknørderne, når de begynder at køre motormunden om multiverse-teorier og kvantefysik og skriger forståeligt hovedet af, da hun finder ud af, at hun er tilbage ved startpunktet. Hun var en fantastisk scream queen i den første film, og her viser hun sig som en fænomenal hovedperson til en romantisk komedie med den samme rå energi som en ung Lindsay Lohan.
Men mens præstationen er fantastisk, bliver Tree som en karakter også filmens største akilleshæl. Hun lærte allerede sin lektie om at blive et bedre menneske i ’Happy Death Day’, så nu skal der findes en arbitrær grund til, at hun igen skal vokse.
’Happy Death Day 2U’ bruger derfor al for lang tid på at puste vigtigheden af Carter, nørden, som Tree endte sammen med i den første film, op. Til det punkt hvor hun med julelys i øjnene snakker om, at han betyder alt for hende, hvilket ikke rigtigt stemmer overens med, at de to kun har kendt hinanden en dag. Det er en skam, for den spirende romance mellem de to i ’Happy Death Day’ var charmerende.
Samtidig er det skuffende, at ’Groundhog Day’-præmissen mere eller mindre spiller sig ud på samme facon som i den første film. Forskellene mellem det parallelle univers og etteren skaber i det mindste et par interessante karakterrelationer – to personer vender blandt andet tilbage fra døden – men taget i betragtning af, at det er filmens nye gimmick, fylder forskellighederne for lidt.
Tidligt i filmen sammenligner Carter Trees nye situation med ’Back to the Future: Part 2’. Den sammenligning holder ikke rigtigt, men begge efterfølgere fulgte i fodsporene på film, som åbenlyst ikke var tiltænkt en toer. Og ligesom ’Back to the Future: Part 2’ smider Christopher Landon så mange ideer mod kanvasset, at man næsten ikke kan lade være med at blive fænget.
Forhåbentligt bliver vi dog ikke udsat for ’Happy D3ath Day’ i det vilde vesten.
Kort sagt:
En stjernepræstation fra Jessica Rothe retfærdiggør næsten toer med tvivlsomt eksistensgrundlag.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år