I anledning af den nye ’Borat’-efterfølger, som får premiere om et par dage, var Sacha Baron Cohen forklædt som Borat gæst i ’Jimmy Kimmel Live’.
Og det gik absolut ikke stille for sig.
Den kasakhiske journalist overtager showet fuldstændig fra start, da han kommer væltende ind på scenen og desinficerer alt og alle, hvorefter han ellers giver sig i kast med at foretage en yderst spektakulær coronatest på Kimmel, hvilket blandt andet indebærer et påtrængende spørgeskema.
»Som medlem af Hollywood-eliten har du drukket noget upasteuriseret børneblod?«, lyder et af spørgsmålene fra den kontroversielle journalist.
Herefter tager det fart, da Borat pludselig hiver sit voldsomme termometer frem, som han insisterer på at måle temperaturen på værtens ædlere dele med.
Interviewet kulminerer, da Borats teenagedatter (Maria Bakalova) til sidst tilslutter sig showet og får en noget forlegen og rødmende Kimmel til at smide tøjet, da hun pludselig kræver hans bukser.
’Borat: Subsequent Moviefilm’ kan ses på Amazon Prime fra den 23. oktober.