Netflix ruller det tunge Oscar-skyts ud hen over de næste måneder. Aaron Sorkins ‘The Trial of Chicago 7’ får premiere her i oktober, og om et par måneder gælder det så David Finchers ekstremt ventede ‘Mank’, hans første film siden ‘Gone Girl’ i 2014.
Nu er den første teaser til ‘Mank’ ude, og her får vi en appetitvækker på en film, der både handler om og smager af Old Hollywood. Filmen handler om den underkendte manuskriptforfatter Herman J. Mankiewicz (spillet af Gary Oldman) og hans arbejde på Orson Welles’ klassiker ‘Citizen Kane’ fra 1941. I alt fra sorthvid-farver til lyd og kamera minder ‘Mank’ umiddelbart om netop ‘Citizen Kane’, og alt tyder på, at perfektionisten Fincher har foldet hele sin filmiske finderspidsfornemmelse ud til lejligheden.
Fincher har som bekendt haft et tæt samarbejde med Netflix på ‘House of Cards’ og ‘Mindhunter’, men dette er hans første filmprojekt for tjenesten.
‘Mank’ får premiere på Netflix 4. december, men man må også formode, at den får et biografliv herhjemme, ligesom vi så det med ‘The Trial of Chicago 7’.