12 timers live-optagelser med Jude Law streamet direkte på Facebook fra den lille engelske ø Osea. Komplet med rystende kamera, ‘Midsommar’-vibes og løssluppen lejrbålfest.
Det var opskriften på den yderst ambitiøse og uden tvivl fysisk krævende event, der i weekenden løb af stablen som en »bonusafsnit« til serien ‘The Third Day’.
Serien på seks episoder er delt op i to kapitler, ‘Summer’ og ‘Winter’, hvoraf Law spiller hovedrollen i første del, og Naomie Harris overtager staffen i den sidste. Historien centrerer sig om et mystisk ø-samfund, der ved Jude Laws karakters ankomst er ved at forberede en årlig høstfest med mistænkeligt okulte overtoner.
Live-eventen med titlen ‘Autumn’ fungerer som et mellemspil, der bygger bro mellem kapitlerne og giver svar på en række af de første afsnits gåder – om end serieskaber Felix Barrett og instruktør Marc Munden har forsikret, at også man kan se og finde (nogenlunde) mening med ‘The Third Day’ uden at tage de mange ekstra timer med.
Barrett, som er grundlægger af den interaktive teatertrup Punchdrunk, fik ideen til eventen for 10 år siden, og har siden arbejdet med konceptet som en central ide for tilblivelsen af ‘The Third Day’. Jude Law er en garvet teaterspiller, og kastede sig at dømme efter live-optagelserne ind i opgaven med blod, sved og tårer (bogstaveligt talt).
‘The Third Day’ kan ses på HBO Nordic, mens live-eventen kan ses på Facebook HER.