Francis Ford Coppola er klar med en ny version af den skuffende ’The Godfather’-finale, der kom næsten 16 år efter den legendariske forgænger, der vandt intet mindre end seks Oscars.
Det er langt fra første gang, at mesterintruktøren genudgiver sine film i nye versioner. Både ’Apocalypse Now’ og ’The Cotton Club’ har før fået turen, og der har sågar også været tale om en redigering af ’Tucker: The Man and His Dream’.
Men i denne omgang har Coppola forsøgt at redde ’The Godfather Part III’, der handler om den aldrende gangsterboss Michael Corleones (Al Pacino) forsøg på at gøre familien og dens virksomhed legitim.
Selv har Coppola ved flere lejligheder udtalt, at han oprindeligt ikke var opsat på at følge op med en tre’er, men endte efter sigende med at gøre det, da hans ven og manuskriptforfatter på de øvrige film, Mario Puzo (manden bag romanforlægget til ‘The Godfather’), var økonomisk presset.
Den redigerede udgave kommer lige i tide til filmens 30 års jubilæum og har den nye mundrette titel ’Mario Puzo’s The Godfather, Coda: The Death Of Michael Corleone’, hvor den nu ti minutter kortere finale indeholder en ny åbning, slutning og omstrukturering af både klip, skud og musik.
Filmen får amerikansk biografpremiere 4. december, mens en dansk premiere endnu er uvis.