I 2013 løb Anne Hathaway med en Oscar for sin birolle i Tom Hoopers ’Les Misérables’ foran næsen på navne som Amy Adams, Sally Field og Helen Hunt. Rollen vandt hende endda også priser ved både BAFTA-uddelingen, SAG Awards og Golden Globes.
Ikke desto mindre var stemningen mildest talt lunken – for ikke at sige pænt kold – i kølvandet på Hathaways sejre, der blev kritiseret vidt og bredt af forskellige medier og internetkrigere. Da Anne Hathaway gæstede ’The Ellen DeGeneres Show’ året efter, fortalte hun da også, at hun havde googlet sig frem til en artikel, der havde overskriften ’Hvorfor hader alle Anne Hathaway?’.
Men man siger jo som bekendt, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere – og det lader til at have været tilfældet for Anne Hathaway. I et nyt interview med The Sun indrømmer skuespilleren, at hun mærkede internettets had imod hende, men at det fik hende til at oparbejde en selvtillid, hun ikke ville være foruden.
»Det var en rigtig god ting for mig personligt. Du kan blive utroligt stærk på grund af sådan nogle ting. Så jeg tror, hvad jeg vil sige, er, at når dårlige ting sker, skal du ikke frygte det – just go with it, flow with it,« udtaler hun.