En af 2021’s foreløbigt mest bizarre kendisskandaler blussede op i weekenden, da en række Instagram-DM’s angiveligt sendt af ‘Call Me By Your Name’s Armie Hammer begyndte at florere på Twitter.
I beskederne – der blev delt af en anonym kvinde – beskriver Hammer (hvis det da er ham) blandt andet, at han er »100 procent kannibal«, at han har lyst til at »æde« kvinden, han skriver til, og at han vil »fange dig og kaste mig over dig så hurtigt, hvis du prøvede at gå fra mig«.
I første omgang kommenterede Hammer ikke selv på beskederne, men det gjorde til gengæld journalisten Jessica Ciencin Henriquez, som sidste år kort datede Hammer efter hans skilsmisse fra Elizabeth Chambers. På Twitter skrev Henriquez, at beskederne var ægte, og at vi burde overveje, hvad det er for en kultur, vi lever i, »hvor man lader tvivlen komme krænkere til gode i stedet for ofrene«.
Nu er der så udvikling i miseren i Hammers lejr, idet skuespilleren netop har trukket sig fra den romantiske komedie ‘Shotgun Wedding’ med Jennifer Lopez, hvis optagelser skulle være skudt igang lige om lidt.
Til The Hollywood Reporter siger Hammer:
»Jeg vil ikke kommentere på de her bullshit-påstande, men i lyset af de ondskabsfulde og falske onlineangreb kan jeg ikke med god samvittighed forlade mine børn i fire måneder for at optage en film i den Dominikanske Republik. Produktionsselskabet Lionsgate støtter mig i min beslutning, og det er jeg taknemmelig for«.