Til marts er det et år siden, optagelserne til ’Euphoria’s anden sæson skulle have været påbegyndt. Men lige som så mange andre produktioner blev også denne sat på pause, da covid-19 sneg sig ind på verden.
Tilblivelsen – og ikke mindst premieren – på sæson nummer to har således stået hen i det uvisse i en god rum tid. Men i et nyt interview bragt af IndieWire kommer vi lidt nærmere på en reel tidsramme. Her fortæller ’Euphoria’-skaber Sam Levinson nemlig, at holdet bag HBO-hittet satser på at gå i gang med optagelserne i slutningen af marts.
Målet er ifølge Levinson således at kunne udgive nye afsnit allerede i det indeværende år – hvis alt vel at mærke går i den rigtige retning (7-9-13).
Første sæson af ’Euphoria’ rundede af for godt halvandet år siden, mens Levinson og co. dog har forsødet den forlængede ventetid med to særafsnit af serien. Første afsnit, der stiller skarpt på Rue (Zendaya), fik premiere i december, mens det efterfølgende, med fokus på Jules (Hunter Schafer), netop er landet på HBO Nordic.