’History of Swear Words’: Nicolas Cage er fucking guld i bandeordsserie på Netflix

’History of Swear Words’: Nicolas Cage er fucking guld i bandeordsserie på Netflix
Foto: Adam Rose/Netflix

»Killing me won’t bring back your goddamn honey!«

Eller hvad med: »What are these fucking iguanas doing on my coffee table!?«

Eller endnu bedre: »That goddamn contract is somewhere in those goddamn fucking files!«

Filmcitaterne taler for sig selv. Gennem sin lange karriere og snart 100 (!) filmroller har Nicolas Cage mere end nogen anden skuespiller været garant for at levere mindeværdige replikker krydret med skældsord. Derfor virker det kun passende, at Netflix og Funny or Die har skænket ham værtsrollen i deres nye humoristiske dokumentarserie ’History of Swear Words’, der forsøger at gøre os klogere på nogle af det engelske sprogs mest udbredte bandeord: fuck, shit, bitch, dick, pussy og damn.

I de seks letfordøjelige episoder møder vi en habitklædt Cage siddende alene i sit herreværelse komplet med bogreol, pejs og naturligvis en globusbar. Herfra tager han os i hånden og præsenterer de kulørte gloser og stiller spørgsmålstegn ved deres ophav og betydning.

Han bakkes op af et bredt udvalg af komikere, skuespillere (heriblandt Sarah Silverman, Nikki Glaser og Nick Offerman) og sprogeksperter, der alle i større eller mindre grad er med til at oplyse om ordenes betydning og mening. Hvor komikerne og skuespillerne primært kommer med kække og morsomme observationer om alt lige fra dickpics til forskellen på at være »shit« og »the shit«, sætter forskerne og eksperterne ordene ind i en større historisk kontekst.

History of Swear Words

Og det er netop, når den kulturelle betydning og vores konstant forandrende opfattelse af ordene tages op til diskussion, at serien for alvor slår gnister. Især i afsnittene om bitch og pussy, hvor de dykker ned i, hvordan netop de ord er genstand for en feministisk generobring, er overraskende vedkommende og oplysende.

Der skal også lyde en stor ros til serien for at gøre den mere lingvistiske og semiotiske side af sagen underholdende og let tilgængelig for folk uden en universitetsgrad i etymologi. Godt hjulpet på vej af en række simple – men sjove – animationer. Man kunne fristes til at tro, at en Funny or Die-produceret serie med meme-kongen Nicolas Cage ville blive mere pjattet end lærerig, men den balancegang klarer ’History of Swear Words’ til ug med kryds og slange.

Og så bliver vi simpelthen nødt til at vende tilbage til Nicolas Cage, seriens helt store attraktion. ’History of Swear Words’ markerer nemlig skuespillerens første seriøse favntag med tv-formatet (forud for den kommende serie om Joe Exotic). Han er mildest talt guld værd og besidder den samme karisma, som vi kender fra hans mere komiske og jordnære filmroller. Ligesom det ofte er tilfældet med hans skuespil, smitter den totale tilstedeværelse og dedikation også her af på seeren.

Man føler sig overordentlig godt tilpas i de barokke omgivelser, og man ønsker sig med det samme flere serier om kulturhistoriske fænomener med Cage i front.

Løbende giver han også sine fans små godbidder, som når han i første afsnit med et langstrakt »Fuuucck!!!!« sender en kærlig hilsen til den obskure b-film ’Deadfall’ eller senere udtryksfuldt og humoristisk beskriver det kvindelige kønsorgans mystik, mens han maler et billede af noget, der ligner en orkidé. En sammenligning, vi også så udfoldet i Spike Jonzes mesterværk ’Adaptation’, der havde Cage i en dobbeltrolle.

Det ærgrer mig en smule, at serien ikke går linen ud, når den giver eksempler på bandeordenes brug i film. I stedet for at vise klip fra titler som ’Scarface’, ’Jurassic Park’ og ’40 Year Old Virgin’, ville det have været et noget nært genialt træk, hvis man i stedet udelukkende brugte klip fra Cages eget udtømmelige bagkatalog, der jo i den grad har beriget os med ukvemsord.

Men der er måske også grænser for, hvor meget Cage den gennemsnitlige Netflix-seer kan kapere, hvor uforståeligt det så end måtte være for nogle af os.


Kort sagt:
Med Nicolas Cage som karismatisk kustode giver ’History of Swear Words’ os en både festlig og overraskende oplysende gennemgang af historiens mest brugte skældsord.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’History of Swear Words’. Serie. Instruktør: Christopher D'Elia. Medvirkende: Nicolas Cage m.fl. Spilletid: 6 episoder á 20 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af