Hvis du har problemer med søvnen i disse pandemitider, er der førstehjælp at hente på Twitter. Her lyder det fra musikeren Ian McNabb, at du blot skal fyre op under Peter Weirs episke krigsdrama ’Master and Commander: The Far Side of the World’ fra 2003 med Russell Crowe, og så sover du formentlig som en glad, lille baby, længe inden filmens to timer og tyve minutter er omme.
Sådan cirka således lyder søvntippet fra McNabb, der var så frisk at tagge Russell Crowe i sit tweet. Crowe bed på krogen – og kvitterede med en lille opsang til kritikeren samt en hyldest til Peter Weirs mastodont.
»Dette er problemet med børn nu til dags. Intet fokus,« lyder det fra Crowe som svar til (den 60-årige, vel at mærke) McNabb. »Peter Weirs film er genial. En fordringsfuld, detaljeorienteret, episk fortælling om troskab til riget og tjeneste uagtet prisen. Utrolig filmfotografi af Russell Boyd og et majestætisk soundtrack. Absolut en voksenfilm«.