Det pibler frem med stjernespækkede periodedramaer om forbudt lesbisk kærlighed i kølvandet på den franske gigasucces ‘Portræt af en kvinde i flammer‘.
Og blandt favoritterne af de nye skud på stammen i den hastigt voksende subgenre er Oscar-kandidaten ‘The World to Come’, der har Vanessa Kirby (‘Pieces of a Woman’) og Katherine Waterston (‘Inherent Vice’) i hovedrollerne.
Filmen om to isolerede kvinder, der forelsker sig under 1800-tallets vinterkolde USA, vandt priser ved sidste års filmfestival i Venedig og har nu kurs mod det amerikanske marked, hvor den lægger an til at søsatte en Oscar-kampagne.
På rollelisten finder man desuden Oscar-vinderen Casey Affleck og stortalentet Christopher Abbott i rollerne som de to kvinders ægtemænd.
‘The World to Come’ er instrueret af Mona Fastvold. Filmen får amerikansk premiere i februar, mens en dansk dato endnu er uvis.