Hvad har den franske anmelder-darling ’Portræt af en kvinde i flammer’, det biografaktuelle britiske drama ’Summerland’, den kommende Kate Winslet-film ’Ammonite’ og den norske filmmager Mona Fastvolds ‘The World to Come’ (der netop er blevet vist på filmfestivalen i Venedig) til fælles?
Alle fire film er periodedramaer, hvor pæne kvinder der i al hemmelighed elsker andre kvinder, konverserer høfligt i konservative miljøer, mens kødet skælver længselsfuldt under bindebånd og brusende skørter. Alle har haft premiere i år, eller får det inden for en nær fremtid.
I instruktør Céline Sciammas ’Portræt af en kvinde i flammer’ forelsker en 1800-tals-maler (Noémie Merlant) sig hovedkulds i en ung adelskvinde (Adèle Haenel), der skal giftes bort til en mand, hun aldrig har mødt. I ’Summerland’ er to elskende Alice (Gemma Aterton) og Vera (Gugu Mbatha-Raw) blevet skilt af fordomme og 2. Verdenskrig. I ’Ammonite’ spiller Kate Winslet den virkelige engelske palæontolog Marry Anning, der i 1840’erne indleder et forhold med den yngre Charlotte (Saoirse Ronan). I ’The World to Come’ er vi med i 1850’erne, hvor Vanessa Kirby og Katharine Watersons spiller landmandshustruer, der falder i hinandens arme.
Alle fire film favner queer-kærligheden på en baggrund af indestængt begær og maleriske, bølgende landskaber (engelske og franske er at foretrække), hvor frodige bakkedrag, salte vandsprøjt og rå kyststrækninger skiftevis synes at spejle kvindernes grænseløse, seksuelle opvågnen og ejerskab over egen natur, for ved et pludseligt vejrskifte at symbolisere det omkringliggende samfunds ubønhørlige, maskuline modstand overfor, hvad der fra dén kant ses som noget decideret naturstridigt.
Musikken er overvejende klassisk – gerne med melankolsk islæt – tableauerne Rembrandt’ske i deres asketiske interiører, der vidner om hverdagslivet i og underlagt kontrol. Hvis filmfotograferne da ikke dyrker close up-sanseligheden i de tidstypiske skønhedsmarkører, der med rød og orgasme-bløde nuancer indrammer bævrende læber og flakkende øjne (lignende set i den gudesmukke ‘Carol’ med Cate Blanchett og Rooney Mara som star-crossed lovers i 1950’erne).
Fortællingerne om lyst, forelskelse og skam er både forførende og frustrerende, og ender ofte med enten den lille eller den store død. Eller begge, hvis der skal trumf på tristessen.
Jeg er vild med, at vi nu ser flere, stort eksponerede queer-dramaer med overvejende kvindelige instruktører bag kameraet (kun ’Ammonite’ er instrueret af en mand, Francis Lee).
Men samtidig hæfter jeg mig dog også ved, at de kvindedrevne periodedramaer efterhånden tager form af en reel niche-tendens. For mens moderne kærlighed blomstrer på seriefronten, med blandt andre ‘Work in Progress’, ‘The L Word’, ’Easy’, ’Feel Good’ og danske ’Ondt i røven’ på programmet, kurtiserer det store lærred lettere insisterende fortidens knægtede kurtisaner.
Det skal ikke ligge de aktuelle fire titler til individuel last (’Portræt af en kvinde i flammer’ er et red hot mesterværk), og selvfølgelig skal vi kende vores fortid for at forstå nutiden og forme fremtiden.
Men, med fare for at lyde som en frygtelig utaknemmelig kvinde:
Kan det tænkes, at historiske queer-fortællinger med forbudte følelser som centralt selling-point (altid frækt med noget skam, der kan booste førnævnte rouge) og let afkodelige problemstillinger fortsat er nemmere at sælge til filmproducenter, frem for at skulle forholde sig til nutidige forholdsdynamikker og samfundsudfordringer, der potentielt set ville blive holdt op imod queer-seeres egne, virkelige liv?
Det var ikke sjovt at være lesbisk i 1840, det kan alle blive enige om. Måske hersker der derfor også en mere eller mindre ubevidst filmland-forestilling om, at internationale cis-biografgængere automatisk lettere kan hitte hoved og hale i queer-temaer, hvis de er hensat til »dengang for laaang tid siden«, hvor sorgfulde damsels in distress spiller Händel på klaveret, end hvis Emma Stone og Janelle Monae tungekyssede på den lokale Starbucks og småskændtes om, hvor lang tid man skal koge menstruationskoppen.
Forstå mig ret: Jeg vil ikke undvære ’Summerland’, de flammende franske kvinder, ’Ammonite’ eller ’The World to Come’. Og jeg håber, at deres succes vil give filmskabere og deres bankrådgivere blod på tanden efter at brede en hel vifte af romancer ud, fra way back when til det ydre rum. Det ene udelukker forhåbentligt ikke det andet.
Fortællelysten er der, det er jeg sikker på, men pakker filmdistributørerne helst kærligheden ind i en tendens, der overvejende fokuserer på og feticherer, hvordan tilværelsen så ud mange armslængder tilbage i tid, kan jeg være lidt bekymret for, om man belejligvis ’glemmer’ lægge biograflærredplads til at udforske og udfordre, hvordan verden ser ud i dag for kvinder, der elsker kvinder.
Dét ville være en kødelig skam.