11 opløftende LGBTQ-perler, du kan streame under Pride Week

LGBTQ-film er mere og andet end lidelseshistorier om de yderste konsekvenser af fordommene, miljøet er blevet mødt med igennem historien. Vi fejrer Pride-ugen med 11 streaming-titler, der hylder livet og kærligheden.
11 opløftende LGBTQ-perler, du kan streame under Pride Week
Andrew Scott i 'Pride'.

’Pride’

Instruktør Marcus Warchus britiske feelgood-komedie ’Pride’ er en prisvindende lille livshyldest om et stykke virkelig historie, der til trods for småsten i skoen konsekvent varmer sokkerne af en.

I 80’erne kæmpede Englands minearbejdere en bitter strid mod premierminister Margaret Thatchers jernhårde nedskæringer, mens LGBTQ-miljøet oplevede stadigt stigende samfundsstigma fra samme kant (Thatcher indførte i 1988 sågar den antihomoseksuelle ’sektion 28’-lov, der decideret forbød at stille homoseksualitet i et positivt lys).

Uretfærdighederne fik i ’84 en gruppe LGBTQ-personer fra London til at pakke et folkevognsrugbrød og køre til Wales, hvor de dannede fælles front med de gammeldaws’ minearbejderne i landsbyen Dulais under sloganet ’Lesbians and Gays Support the Miners’. Filmen flirter heftigt med sentimental melodramatik i skildringen af den overraskende alliance og lillebysamfundets reaktioner, men Stephen Beresfords manuskript lader hverken politik eller karakterer drukne i sødsuppe.

Og så kan ’Pride’ bryste sig af lidt af en stjernecast med ’Fleabag’s ’Hot Priest’, Andrew Scott, Bill Nighy som pensioneret minearbejder med en hemmelighed, ’1917’-hovedrollen George MacKay som bortløben homoseksuel teenager og ’The Wire’s Dominic West som storcharmør på mandejagt.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Armie Hammer, Timothée Chalamet og Michael Stuhlbarg i ‘Call Me By Your Name’.

’Call Me By Your Name’

Luca Guadagnino skabte en af nyere tids mest sensuelle filmforelsker med ’Call Me By Your Name’, der katapulterede Timothée Chalamet mod toppen af Hollywood og langsomt knuste vores hjerter.

Men selvom filmens slutning får tårerne til at trille ned ad kinderne, står filmen som en hjertevarm hyldest til kærligheden og et smukt øjebliksbillede på en snotforvirret teenagers overgang til voksen.

Guadagninos sansemættede billeder og det fantastiske score fra Sufjan Stevens formidler et italiensk paradis af ferskner og korte shorts, der sætter sig i kroppen som en indre varme. Man kan måske anfægte, om filmen er lidt berøringsangst, når det gælder de omdiskuterede sexscener, men det tager ikke noget fra det stærke helhedsbillede af en af 10’ernes mest ikoniske kærlighedshistorier.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster, HBO Nordic.

‘God’s Own Country’.

’God’s Own Country’

Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.

Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.

’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han står over for sit store gennembrud med ’Ammonite’, der får premiere næste år med Kate Winslet og Saoirse Ronan i hovedrollerne.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster, HBO Nordic og Filmstriben.

Tessa Hoder i ‘Ondt i røven’.

‘Ondt i røven’

Tyske ’Vådområder’ møder ’Klovn’ møder virkeligheden anno Vesterbro 2019 i Rikke Koldings røvcharmerende TV 2-serie.

Præmissen er klassisk – ung pige flytter til storbyen på jagt efter sig selv og kærligheden – men eksekveringen bobler af sprudlende originalitet med en vildt morsom og vildt vedkommende skildring af Københavns unge queer-miljø, der inkluderer, selvironiserer og drillende skoser både seerens og hovedpersonen Tessas (Tessa Hoder) velmenende forvirring omkring alt fra cisheteronormativitet og menstruationskopper til veganeridealer og flydende køn. Inspireret af Rikke Kolding og vennernes egen hverdag.

Prøv bare selv at holde masken foran skærmen, når Tessa for åben badeværelsesdør og med hænderne smurt ind i blod frustreret himler op over, at hendes vagina har skabt et uhensigtsmæssigt vakuum, der har suget den nyindkøbte, propfyldte menstruationskop fast – samtidig med, at crushet Loui (Loui Buhl) pludselig stikker hovedet ind…

Kan ses på TV 2 Play.

‘Work in Progres’.

’Work in Progress’

Det var med vild begejstring, at vores anmelder sidste år gav LGBTQ-serien ’Work in Progress’ fornem topkarakter, men alligevel er det ikke meget, man har hørt til den siden. Not so anymore!

Historien følger den 44-årige lesbiske Abby (Abby McEnamy, som også er den ene skaber af serien), hvis selvmordstruede midtvejskrise får romantisk elektrochok, da hun møder über-hotte Chris, en 22-årig transmand (Theo Germaine). »He’s a man – Abby’s new girlfriend!«, udbryder veninderne forbløffede, og Abby kan da heller ikke selv helt forklare, hvad der foregår – med eksistentielle kvababbelser og kærligt-satiriske jabs til LGBTQ-miljøet til følge.

’Work in Progress’ var oprindeligt tænkt som en lille webserie, men da piloten høstede et hav af roser på Sundance i 2018, fik det Lilly Wachowski fra søskendeduoen bag ’The Matrix’ til at medproducere projektet til et opgraderet format. Og mange tak for det.

Kan ses på HBO Nordic.

‘Portræt af en kvinde i flammer’.

’Portræt af en kvinde i flammer’

Céline Sciammas visionære kærlighedsmanifest har kun ét år på bagen, men alligevel har ’Portræt af en kvinde i flammer’ allerede skrevet sig ind i filmhistoriebøgerne med sit udtalt feministiske filmsprog, der med bjergtagende billeder skildrer forbudt lesbisk kærlighed ved Bretagnes kyst anno 1770 – renset for enhver mandlig tilstedeværelse.

Noémie Merlant spiller portrætmaleren, der bliver hyret til at male Héloïse i smug, så kvindens forældre kan gifte hende bort. Det udvikler sig til en af alletiders smukkeste romancer, der kun står så meget desto stærkere, fordi filmen hele tiden påminder os om udløbsdatoen i horisonten. Filmen tager en gennem hele følelsesregistret, når man følger de to kvinders forhold frem mod et åndeløst spændende crescendo.

»’Portræt af en kvinde i flammer’ både knuste mit hjerte, styrkede min tro på kærligheden og fik mig til at genforelske mig i filmkunsten som genopfundet af Céline Sciamma«, skrev vores anmelder og udråbte filmen til et »mageløst mesterværk«.

Kan ses på Blockbuster og Viaplay.

‘Disclosure’.

’Disclosure’

Netflix-dokumentaren ’Disclosure’ er et af de bedste argumenter for, hvorfor repræsentation på film og tv er så forbandet vigtig. Hvorfor alle mennesker har brug for at se deres historier projekteret op på lærredet og ikke forældede stereotyper om, hvordan det er at være minoritet.

Omdrejningspunktet for filmen er repræsentationen af transkønnede gennem filmhistorien, der indtil for relativt få år siden hovedsageligt blev skrevet af hvide, ciskønnede mænd. Filmen stiller spørgsmålstegn ved, hvilke konsekvenser det får, når transkønnede primært portrætteres i tragiske lidelseshistorier eller som decideret farlige á la Buffalo Bill i ’Ondskabens øjne’.

Og så slår den selv et forbilledligt slag for repræsentation ved udelukkende at lade transkønnede komme til orde, når de mange medvirkende deler deres oplevelser med transrepræsentation på film.

Kan ses på Netflix.

Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Lotoft

’En helt almindelig familie’

Den unge danske filmskaber Malou Reymann fik en fremragende instruktørdebut tidligere i år med dramatiseringen af sin egen familiehistorie.

Da Malou var barn, sprang hendes far Thomas ud som Agnete, og i filmen foldes oplevelsen ud fra den 11-årige Emmas synsvinkel. Pigen reagerer først med forfærdelse og siden langsom forståelse for farens valg, og det er et originalt og dybfølt perspektiv, der rammer alle følelsesnuancerne rent i en ellers kompliceret tematik.

Tilmed er filmen præget af en øm humor og et ultrapræcist tidsbillede fra 90’ernes mavebluser, Hawaii-pizzaer og hesteskoskonfirmationer, der giver et vellykket filmisk lag. Og ud over Mikkel Boe Følsgaards underspillede, meget værdige præstation som Agnete kan man kun tage hatten af for debutanten Kaya Toft Loholt, der leverer en mirakuløst registrerende indsats som Emma.

Kan ses på Blockbuster.

MJ Rodriguez og Ryan Jamaal Swain i ‘Pose’.

’Pose’

Bølgebryderen ’Pose’ tager os over to sæsoner (en tredje er på vej) med til 80’ernes ball-kultur i New York, hvor serieskaber Ryan Murphy (den største aktør indenfor progressiv LGBTQ-repræsentation i mainstream-Hollywood) ikke alene tegner flerfacetterede portrætter af en af de mest stigmatiserede grupper i det amerikanske samfund – farvede, transkønnede kvinder fra underklassen – men også caster lutter transkønnede i hovedrollerne.

Og dermed sætter serien en fed streg under, at der absolut findes talentfulde transskuespillere, der bare venter på at få chancen, i modsætning til hvad producenter ofte påstår for at bortforklare straight-casting

Budskabet om at favne sin identitet krystalliseres af datidens aids-frygt spædet op med skarpe paralleller til det moderne USA’s indskrænkelser af LGBTQ-rettigheder. ’Pose’ balancerer ofte på kanten af melodramatik, men seriens symbolværdi er historisk for kønsligestilling på tv – og ja, så er den rasende underholdende, sjov og rørende med en storspillende MJ Rodriguez i front.

Kan ses på HBO Nordic.

Angelica Ross i ‘Her Story’.

’Her Story’

Den Emmy-nominerede webserie ’Her Story’ har efterhånden fem år på bagen, men seriens seks små episoder føles ikke mindre relevant eller skarp i dag i sine ligefremme skildringer af dating blandt transpersoner og lesbiske, og de fordomme, som begge grupper kan blive mødt fra selve homomiljøet.

’Her Story’ er skabt af Jen Richards (som selv er transkvinde) og Laura Zak, og begge medvirker også foran kameraet sammen med veninden (og Richards’ tidligere roommate) Angelica Ross (som senere blev scenestjæler i ’Pose’). Ross spiller den succesfulde, sorte advokat, Paige som aldrig har fortalt nogen, at hun er transkvinde, mens Zak spiller journalisten Allie, der vil skrive en historie om transkvinder i L.A. for et lokalt magasin. Hun sætter transkvinden Violet (Richards) i stævne, men interviewdaten afføder langsomt også små sommerfugle mellem de to.

Richards, Zak og Ross’ virkelige venskab skinner charmerende igennem karaktererne, og dialogerne flyder hverdagsnaturligt og – for den uindviede seer – oplysende i forhold til særligt Violets perspektiver på køn og seksualitet som transkvinde, der tidligere som mand datede kvinder, men nu dater både kvinder og mænd.

Kan ses på Youtube.

‘I morgen danser vi’.

’I morgen danser vi’

Det førte til massive højreorienterede protester i gaderne i Georgien, da den georgisk-svenske instruktør Levan Akins’ smukke coming of age-drama fik premiere sidste år – men det forhindrende ikke filmen i at få en fornem international modtagelse med et hav af prisnomineringer til følge.

’I morgen danser vi’ kombinerer maskulin folkedans med forbudt homoseksuelt begær i fortællingen om den unge Merab (Levan Gelbakhiani), der træner traditionel georgisk folkedans hos Georgiens Nationale Ballet i hovedstaden Tbilisi i håbet om at blive professionel danser og opnå en bedre tilværelse for sig selv og sin familie.

Da Merabs strenge balletmester fortæller, at det professionelle hovedkompagni søger en ny mandlig danser, øjner Merab sit gennembrud forunde – men rivalen Irakli (Bachi Valishvili) spøger på både dansegulvet såvel som i Merabs forvirrede, bankende hjerte.

Gelbakhiani leverer intet mindre end en pragtpræstation i hovedrollen i en film, der er lige så elskelig og melankolsk, som den er indtrængende vigtig.

Kan ses på Viaplay, Filmstriben og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af