Malou Reymann om sin personlige debutfilm: »Ved at tage ejerskab over min historie er den blevet sat fri«

Da Malou Reymanns far brød med kernefamilien og sprang ud som kvinde i Malous barndomsår, skabte det en lavine i hende af foragt, vrede, splittelse, svigt, skam, savn og sorg, som var så overvældende, at hun levede i skyggen af det i mange år og nægtede at stå ved sin fulde historie. På torsdag er der premiere på hendes spillefilmdebut ’En helt almindelig familie’, som er inspireret af hendes egen opvækst med en transkønnet far.
Malou Reymann om sin personlige debutfilm: »Ved at tage ejerskab over min historie er den blevet sat fri«
Foto: Philip Høpner for Soundvenue

Det var august måned 1999. 11-årige Malou Reymann var lige kommet hjem fra en måneds ferie på sommerlejr, da hendes mor og far indkaldte til familiemøde i huset i det nordsjællandske villakvarter.

De sad om spisebordet, mens moren med alvorlig mine fortalte Malou og hendes søster, at deres far ønskede at skifte køn fra mand til kvinde. Faren var tavs og grædefærdig og ude af stand til selv at få beskeden over sine læber. Et halvt års tid forinden havde familien haft et andet familiemøde. Dengang fortalte forældrene, at de skulle skilles. Malou var derfor forberedt på, at alt ville ændre sig, når hun kom hjem fra sommerlejr den august, for så skulle de flytte, og sommerhuset skulle sælges.

»Det var sådan: Nu sker det. Og så skete der ligesom meget mere«.

Den knap 32-årige Malou Reymann smiler og tager en tår af sin latte på havremælk på cafeen på Nørrebro. De hvide flapper på hendes skjorte stikker frem under hendes cremefarvede sweater. Ansigtet er nøgent og naturligt. Håret er brunt og tilbagestrøget i en glat hestehale.

Oprindeligt aspirerede Malou allerede i sine unge år til at blive en lovende skuespiller med en Robert- og Bodil-nominering for sin rolle som Barbara i Hella Joofs ’Se min kjole’. Senere blev hun hypet som instruktørtalent med kortfilmene ’13’, som vandt hende National Grand Prix for på Odense Film Festival, ’Seksten og en halv time’, som i 2014 blev nomineret til en Robert, og novellefilmen ’Afvej’, som i 2015 blev udvalgt til en række festivaler.

Så forsvandt hun pludselig. Malou tog til London og uddannede sig i 2015 som filminstruktør på The National Film & TV School, og udover en bachelor i litteraturvidenskab tog hun sin personlige historie med sig, som hun har holdt skjult for offentligheden i størstedelen af sit liv.

Indtil nu.

Efter lang tid faldt det på plads for mig, at det stadig er min far, men hun er bare en kvinde

For tiden er Malou Reymann premiereaktuel med sin spillefilmdebut ’En helt almindelig familie’, som for nylig vandt Big Screen Award på Rotterdam Film Festival. Filmen er inspireret af hendes opvækst med en transkønnet far, der pludselig sprang ud som kvinde, hvilket i mange år har været Malous egen lille velbevarede familiehemmelighed.

’En helt almindelig familie’ handler, som titlen antyder, om en helt almindelig familie med far Thomas (Mikkel Boe Følsgaard), mor Helle (Neel Rønholt) og døtrene Emma (Kaya Toft Loholt) og Caroline (Rigmor Ranthe). Men da Thomas fortæller familien, at han er transkønnet, vender det op og ned på alting. Familien kæmper for at holde fast i alt det, de havde sammen, mens de samtidig må acceptere, at alting bliver anderledes, nu hvor Thomas hedder Agnete.

»Der er rigtig mange ting, der er hentet fra virkeligheden, men det er ikke en 1:1 fortælling«, begynder Malou Reymann fra sin plads på den anden side af bordet en formiddag i februar.

»Jeg har samlet en masse stof sammen både fra mig selv og min far, og jeg har læst hendes dagbøger fra den periode, så jeg har haft adgang til hendes tanker i hele processen, og derfra har jeg bygget en historie op, ligesom man ville gøre med et hvilket som helst andet stof. Jeg har brugt flere år på at skrive filmen, og der er scener, som jeg har bygget op uden at tænke, at det skulle være, præcis ligesom det var«.

Total kollaps

Malou Reymann blev født 27. februar 1988 og voksede op i Amsterdam, Paris og Hellerup. Hun var lillesøsteren i kernefamilien, der boede i huset bag ligusterhækken på villavejen i Hellerup, da faren i sommeren 1999 ikke længere kunne undertrykke sin altopslugende længsel efter at skifte køn. I årene, der fulgte, gennemgik Malou flere forskellige stadier i forlængelse af farens transition.

»Til at starte med var der kun modstand«, husker hun.

»For det første anede jeg ikke, hvad det var, og netop af den grund var det farligt. Jeg vidste ikke, hvad det kom til at betyde, eller om jeg kom til at miste min far. Jeg kunne mærke: Nu ændrer alting sig, og det vil jeg ikke have«.

Forstod du også alvoren i det, fordi din far ikke selv kunne sige det?
»Ja ja, præcis. Bare det at se sin far bryde sammen er jo voldsomt, og når noget er så voldsomt, at han ikke selv kan sige det, kan man jo godt fornemme: Nu vakler de mennesker, som jeg læner mig opad i det her liv, og som jeg kan regne med og stole på. Hele fundamentet for min tilværelse vaklede, hvilket var usikkert og sindssygt skræmmende, så jeg reagerede bare ved at sige: ’Det vil jeg ikke acceptere. Gud har bestemt, at vi kommer til verden med det køn, vi har, og det kan man ikke lave om på. Sådan er det bare’«.

Havde du fornemmet noget inden, eller var det en kæmpe overraskelse for dig?
»Det var en kæmpe overraskelse. Men når jeg ser tilbage på det som voksen, tror jeg, at jeg som barn har haft en fornemmelse af noget, som jeg ikke kunne sætte ord på, fordi jeg ikke vidste, hvad det var. I dag ved jeg, at det kom frem i min far et par gange i hans ungdom, og så kom det rigtigt kraftigt frem i ham, da jeg var et par uger gammel, så der har været noget i forbindelse med min fødsel, som har sat noget i gang i ham. Men da jeg fik det at vide som 11-årig, var det total kollaps. Jeg anede ikke, at det her kunne ske for nogen«.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

Efter det skelsættende familiemøde nægtede Malou Reymann at tale med sin far, som nu hed Helene, i næsten et halvt år, så kontakten mellem dem var sparsom i den tid. Vendepunktet kom, da Malou en dag skændtes med sin mor om noget helt andet og i arrigskab kom til at sige: ’Jeg vil aldrig snakke med dig igen, jeg vil kun snakke med min far’, hvorefter moren greb knoglen og hidkaldte Helene med det samme.

»Og der nåede jeg bare at fortryde big time«, husker Malou.

»Jeg havde ikke set min far i et halvt år, så jeg vidste, at hun var kommet ret langt i sin proces, men ikke hvor langt. Men jeg havde lige sagt til min mor, at jeg aldrig ville snakke med hende igen, så jeg kunne jo ikke sige, at jeg fortrød, så jeg endte bare med at tage et halstørklæde om hovedet. Min far kom ind og satte sig på sengen ved siden af mig, og så kunne jeg se gennem en lille sprække i det der halstørklæde, at der var sådan nogle pink slangeskindsbukser, og jeg tænkte bare: Noooooo!«.

Hun klukker.

»Men så på en eller anden måde fik jeg alligevel taget halstørklædet af, og så kunne jeg både høre på hendes stemme og se i hendes øjne, at det stadig var det samme menneske. Så der begyndte vi langsomt at etablere en relation igen. Stadig med en hel masse modstand, men også med en eller anden vilje til, at vi skulle have en relation i det her«.

Det må være forvirrende at sidde over for et menneske, som stadig er der og samtidig savne den del, som ikke er der længere?
»Ja, det er virkelig specielt, at det er den samme person og en helt anden på samme tid. Det er et kæmpe dilemma at savne sin far helt ekstremt og samtidig ikke kunne rumme hende. Det er så altomfattende en proces, så i starten er det nærmest en pubertær fase med at afprøve alle mulige ting og være for vild eller for meget. Det bliver så grænsesøgende, at det også er ekstremt voldsomt at opleve som pårørende. Det kommer til at handle meget om påklædning, tøj, makeup og hår, og man tænker: Okay, var det vigtigt? Men på et tidspunkt fandt min far ligesom en ro i at være den kvinde, hun er, og så blev det også meget lettere at forholde sig til«.

Skamfuldt svigt

I sit arbejde med filmen som både manuskriptforfatter og instruktør stod Malou Reymann pludselig med en masse praktiske spørgsmål om, hvad der præcis skete, da hendes far påbegyndte sit kønsskifte, og hvornår hvad foregik. Men der opstod også spørgsmål i forhold til en masse følelsesmæssigt. Der er mange ting, Helene Reymann ikke selv kan huske, fordi det var så voldsom en krise for hende at gennemgå, så på et tidspunkt valgte hun at parkere minderne fra den tid og se fremad i stedet. Derfor foreslog hun selv, at Malou kunne få lov til at læse hendes dagbøger, fra dengang tilværelsen mildt sagt blev vendt på hovedet.

»Det er jo en enorm smuk gave at få den indsigt i hendes meget private tanker i en sårbar tid. Det var helt afgørende for mig, fordi det gav det perspektiv. For mig var det vigtigt, at det blev en film om en familie, og det er klart, at det er datterens perspektiv på det, der foregår, men det var vigtigt, at de andre karakterer blev nuancerede og aldrig endimensionelle«.

Det er okay at vise en transkønnet karakter, som er mangefacetteret og kompleks, og som også kommer til at træde forkert

Udover den psykologiske indsigt er der så noget helt konkret, du har kunnet trække på fra dagbøgerne?
»Der skete så mange ting for min far, og der var så mange ting, der handlede om det her med at blive sig selv og finde ud af, hvem hun er som kvinde. Da jeg læste, hvor meget det fyldte for hende dengang, gav det mig mod til at sige: Det er okay at portrættere, at det er så krævende en proces, at det går ud over noget. Det er ikke, fordi Agnete skulle være en negativ karakter, men da jeg læste dagbogen, turde jeg gøre hende til en problematisk karakter, fordi det er enormt skamfuldt at svigte sine børn, og når man går igennem en livskrise, kommer man til at svigte sine nære relationer. Det er okay at vise en transkønnet karakter, som er mangefacetteret og kompleks, og som også kommer til at træde forkert. Vi kan stadig godt forstå mennesket i det«.

Og også nødvendigheden i det? At det ikke er et valg?
»Lige præcis. Jeg tror også, det har givet mig noget selv at blive voksen og gå igennem min egen proces, hvor jeg har skullet finde ud af, hvem jeg er, og hvordan jeg bliver den mest sande version af mig. Det er en krævende proces for alle, og på en eller anden måde har det givet en bedre forståelse af den proces, min far har været igennem, som jo selvfølgelig har inkluderet meget mere modstand. Rationelt har jeg ikke rigtigt kunnet forstå, hvad det var, men jeg tror altid, jeg har kunnet forstå nødvendigheden. Jeg har godt kunnet se og mærke på min far: Det der er ikke et valg«.

Tante i stedet for far

Filmens fortælleperspektiv har Malou Reymann valgt at placere i børnehøjde hos den 11-årige hovedrolle Emma, fordi hun selv oplevede sin fars transition med barnets øjne, og fordi der er en renhed i Emmas modstand, som hun tror, de fleste kan genkende.

»Det er det der med gerne at ville acceptere og vide, at man måske bliver nødt til at acceptere, men at man ikke kan, fordi man ikke er klar eller bange for konsekvenserne. Der var noget i det perspektiv, som jeg synes er vigtigt også i forhold til vores samfund, hvor vi så gerne vil være rummelige og acceptere alle minoriteter, men derfra og til faktisk at gøre det er der ret langt. I de bittesmå handlinger går vi stadig hjem og snakker om dem, der er anderledes«.

Tidsmæssigt foregår filmen i de glade 90’ere med glimmer på både læber og øjenlåg, pangfarver, tyggegummipop og den ubekymrede lethed og naivitet, som farvede årtiet og lukkede manges øjne for, at livet bag ligusterhækken ikke altid bestod af konventionel Familien Danmark-hygge med en far, der grillede hakkedrenge i haven, mens mor lavede pastasalat, og teenagedatteren spillede ’Barbie Girl’ på cd-anlægget. Uden globalt internet var verden stadig for stor til, at man kunne overskue meget andet end sin egen carport, og betegnelser som ciskønnet, transkønnet, binær og non-binær havde endnu ikke fundet vej til den danske ordbog.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

For Malou Reymann var det tydeligt, at der ikke var megen hjælp eller forståelse at hente fra omverdenen, da hendes familie brød ud af normen. Familien fik familierådgivning for at få støtte til at håndtere situationen, og her blev det foreslået, at faren måske kunne være Malous og søsterens tante i stedet, nu hvor han havde skiftet køn til kvinde.

»Familierådgiverne prøvede at skabe en logik i det, som aldrig var sand for os. Det eneste, jeg kunne gå med, var, at det stadig føltes som min far, så det måtte det jo være. Efter lang tid faldt det på plads for mig, at det stadig er min far, men hun er bare en kvinde«.

Scenen hvor Emma på ferien med faren insisterer på, at Agnete skal sige til sin nye veninde på hotellet, at hun ikke er Emmas mor, men hendes far, er den sand?
»Ja, det er den. Det er igen nogle forskellige situationer, som er blevet til en scene, men det skete i denne her genforening med at finde ud af, hvem vi så var som familie og for hinanden. Det forvirrende var, at jeg havde en følelse af, at min far var min far, og min far havde en følelse af, at hun var min far, men omverdenen havde sværere ved det. Vi har været i situationer, hvor folk er gået ud fra, at Helene var min mor, og det føltes usandt for mig, og jeg havde brug for, at hun stod ved, at hun ikke var min mor«.

For på den måde stod hun også ved sig selv?
»Lige præcis. Men i samfundet er man bare stadig mor, når man er kvinde, og far, når man er mand, så på en eller anden måde har vi brudt sproget og den måde, vi forstår familie på. Men det er så svært at finde rundt i. Bare det at sige det gjorde folk utilpasse for 20 år siden, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle reagere.

Fra min fars perspektiv kan jeg sagtens forstå nu, hvorfor vi ikke skulle begynde at udrede alt det over for et menneske, som vi kom til at se i to minutter og aldrig igen. Man var overhovedet ikke klar til sådan noget dengang, og jeg tror også, det var derfor, der var så lidt reaktion fra omverdenen. Der var meget akavet stilhed, så det var noget, som foregik i familien og i fornemmelser af, at vi ikke skulle snakke for meget om det«.

Ingen sensation

For Malou Reymann har nøgleordet for spillefilmdebuten altid været genkendelighed. Det har været vigtigt for hende at etablere en helt almindelig familie, som publikum kan spejle sig i, så filmen kan være med til at brede emnet ud om transkønnede og deres familier og forhåbentlig også ramme et publikum, som identificerer sig med normen, og som måske synes, at »alt det der transkønnethed er noget lidt mærkeligt noget«.

Derfor var det også vigtigt for Malou, at rollen som Thomas/ Agnete blev spillet af en mand, så en eventuel transkønnet skuespiller ikke risikerede at farve publikums indstilling til filmen, allerede inden de så den, eller at det blev en historie i sig selv og derved overskyggede filmens fortælling og budskab.

»Det afgørende for min families historie har været, at der ikke var nogen, der så det komme. Vi var den der helt almindelige familie«, siger Malou.

»Jeg synes, at Mikkel (Boe Følsgaard) har en fantastisk evne til at være almindelig, for privat er han også en helt almindelig familiefar, men samtidig har han noget helt exceptionelt over sig og en meget tydelig maskulinitet og også en helt klar kontakt til sin femininitet. Rollen har krævet, at han turde gå hele vejen og finde ud af med sig selv, hvordan han skulle forstå og gestalte det her menneske i transition. Det kræver en helt vild psykologisk indsigt, som jeg ikke tror, min far eksempelvis ville have, og det ville være enormt smertefuldt og komplekst for hende«.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

Du har selv en baggrund som skuespiller, så har din egen indsigt i skuespilfaget også påvirket dit valg af cast?
»Ja, og jeg tror nogle gange, at folk i den der debat om transkønnede og ciskønnede skuespillere glemmer, hvad det kræver at være skuespiller. Det er så sindssygt sårbart og vildt, hvad man skal give af sig selv i hvilken som helst rolle, og det er ikke hvem som helst, som kan det. Jeg synes også, man skal anerkende den faglighed, der er i det, udover det personlige mod det kræver«.

Men hvorfor så ikke benytte sig af en transkønnet skuespiller?
»Helt lavpraktisk har vi ikke særlig mange transkønnede skuespillere herhjemme. Forhåbentlig ændrer det sig, så billedet bliver meget mere mangfoldigt. Udover det tror jeg også, det ville være sindssygt svært og krævende både fysisk og mentalt for én, der har gået den der lange, lange udfordrende rejse igennem for at blive sig selv i sit rigtige køn og så gå tilbage og spille mand. Jeg vil ikke sige, det ville være umuligt, men jeg tror, det ville være så smertefuldt at gå tilbage og gennemleve et traume på en professionel måde«.

Er der nogle klichéer i din portrættering af en transkønnet, du har været bevidst om ikke at falde i?
»Det måtte ikke blive en overfladisk behandling af emnet, hvor det blev en fascination af dametøj for eksempel. Jeg var ikke interesseret i det sensationelle i stoffet, så nøglen lå hele tiden i det følelsesmæssige i karaktererne, så i virkeligheden har jeg forsøgt at underspille det og gøre det mere underordnet, så det ikke er det, der driver det«.

Der er vel også en fare for, at man kan komme til at lave en mere eller mindre ufrivillig komisk fremstilling?
»Det er der. Det var vigtigt for mig at have en let tone i min måde at fortælle historien på, men der er en grund til, at vi ikke har lavet den som komedie, for så skulle vi hele tiden finde komikken i stoffet og forstørre det. Der ligger en komik og absurditet latent i situationerne, og jeg ville heller ikke trække dem ud og gøre det melodramatisk. Hvis man får lyst til at grine, er det okay. Men det er uden at male med så bred en pensel, at vi gør grin med transkønnede«.

En ny start

I de år hvor Malou Reymann og hendes far prøvede at finde hinanden igen, boede Helene Reymann i København, og Malou havde »kæmpe meget skam« over at gå rundt udenfor med hende. Hun var »vildt angst« for at møde nogen, hun kendte, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle tackle alle de forvirrende og kaotiske situationer, det typisk medførte.

Generelt skulle Malou evig og altid tage hensyn til alle andre end sig selv, så da hendes far flyttede til Paris og senere Geneve, var det på én gang en kæmpe lettelse og et kæmpe svigt, fordi det skabte endnu et afsavn i dagligdagen, men samtidig kunne Malou ikke rumme, at Helene var en del af den dagligdag.

Med tiden var afstanden medvirkende til, at de to genfandt hinanden, og i dag kan Malou sagtens forstå, at det var nødvendigt for hendes far at søge mod andre himmelstrøg og starte på en frisk, ligesom hun selv havde brug for det, da hun søgte tilflugt fra sine egne og andres fastgroede forventninger og forestillinger om hende og slog sig ned på filmskolen i London.

»Fra jeg tog halstørklædet af og kiggede Helene i øjnene, har der været en accept af: Okay, det der er sindssygt svært for mig at acceptere, men det er sådan, det er. Så har der været hele den rejse, som er: Hvordan lever jeg med denne her historie, og hvordan finder jeg ud af, hvordan jeg står ved alt det, det medfører? Når noget som det her sker så tidligt i ens liv, bliver det en historie, som går forud for én. Jeg endte også med at skifte skole, for ellers var jeg hende, hvis far var kvinde, og jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var udover det«.

I øjeblikket skriver Malou Reymann på sin næste film, som kort fortalt handler om stærke kvinder, der er for stærke til deres tid. Denne gang tager hun ikke udgangspunkt i egne oplevelser, men det er endnu et emne, hun brænder for, og som føles vedkommende. Som historiefortæller er ledetråden for Malou altid, at historien skal udspringe af en nødvendighed. Den skal være vedkommende, ikke kun for hende, men også for andr –, og tale ind i noget samfundsrelevant.

Hun håber, at publikum ikke kun ser et transkønnet menneske i ’En helt almindelig familie’, men at de også ser den helt almindelige familie og spejler sig i familiekrisen, som kan opstå af mange forskellige grunde. På den måde kan filmen måske gøre afstanden mellem normen og det anderledes en lille smule kortere.

»Personligt har det været sindssygt vigtigt for mig at se min far tage sig tid og have modet til at gå imod alle samfundsnormer – også det som er ekstremt tabubelagt, nemlig at svigte sine børn i den proces, fordi det er så vigtigt at gøre. Faren ved ikke at blive sig selv er så ekstremt meget større, for så kan det komme ud på alle mulige andre måder, som for eksempel et misbrug, for at kompensere for den længsel«.

Det er socialt acceptabelt, at unge realiserer sig selv, men det er ikke på samme måde acceptabelt, at voksne realiserer sig selv, så et budskab kunne måske også være: Hvorfor skal man være helt færdiglavet som menneske, når man fylder 30?
»Lige præcis. Vi er nødt til at være i bevægelse. De fleste i min families omgangskreds støttede fuldstændig op omkring min fars kønsskifte, men de kunne ikke acceptere, at hun svigtede sine børn, og det har været super problematisk for os, for det krævede, at hun svigtede sine børn. Jeg tror stadig, vi har et arbejde at gøre der som samfund, hvor vi på alle mulige måder bliver nødt til at acceptere, at forældre svigter deres børn«.

Fri kærlighed

Helene har allerede set filmen sammen med Malou. De har både grint og grædt i biffen, og hele tiden har Helene været »enormt støttende«, fortæller Malou.

»Helt ordret sagde hun: ’Du er fri til at fortælle historien, som du vil’. Hun har været bekymret for, om jeg var klar til det, fordi jeg før har været privat omkring det og skammet mig over hende, men jeg har ikke oplevet, at bekymringen handlede om hende. Det handlede helt klart om en omsorg for mig. Fordi vi har kunnet snakke om det ud fra en film, har det været nemmere at snakke om. Der var en grund til det, som gav en helt anden lethed, og som gjorde, at hun ikke oplevede, at jeg kom og bebrejdede hende«.

Det er ikke, fordi det har været en terapeutisk proces for Malou at lave ’En helt almindelig familie’. Det forarbejde har hun gjort for længst, siden hun startede i terapi som 22-årig og fandt ud af, at det var på tide at tage sig selv seriøst og stå ved, hvem hun er. Men i kraft af hendes nyvundne identitet som uddannet filminstruktør er det først rigtig lykkedes for hende at forene sig med sin families historie i forbindelse med spillefilmdebuten.

Som knap 32-årig og mor til et barn er Malou Reymann landet i sig selv som menneske og filmskaber og omsider også som datter af en far, der hedder Helene.

»Det er den der med at tage magten tilbage til at definere sig selv. Hvis man kan mødes der, hvor det gør ondt, og hvor man kan få en forståelse for den anden i det smertefulde, man har gået igennem, slipper man det på en måde, og så er den kærlighed, man har til hinanden, fri til at eksistere. Filmen er fortalt fra et sted, hvor der er kærlighed til karaktererne og til denne her proces af at blive sig selv. Jeg tror, det er det, der definerer sunde relationer. At man kan sætte hinanden fri og turde sige: Forhåbentlig ses vi igen, men vi ser, hvad der sker, for det er vigtigere, at du er glad«, siger hun og fortsætter:

»Det er et underligt paradoks, at når man prøver at holde noget tilbage, får det vildt meget plads inde i en selv, men ved at tage ejerskab over min egen historie er den blevet sat fri. Vi er jo stadig et sted, hvor langt de fleste historier bliver fortalt af mandlige filminstruktører, så særligt som ung kvindelig filminstruktør kan man godt tænke: Må jeg godt være her? Der har jeg fundet ud af, at hvis jeg skal være her, skal jeg være her rigtigt med hele mig selv«.

Hun åbner armene.

»Og det er alt det her«.

’En helt almindelig familie’ har premiere torsdag den 20. februar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af