‘Vådområder’
Sarte sjæle, gravide med let til kvalme, voldsomt religiøse folk og mænd med aversioner mod menstruationsblod bør alle holde sig langt væk fra ’Vådområder’.
David Wnendts visuelt ekstreme filmatisering af tv-værten Charlotte Roches selvbiografiske kultroman fra 2008 handler om den 18-årige Helen, hvis hobbyer er at knalde, undersøge sin fisseflora (beklager udtrykket) og dyrke avocadoplanter i små potter. Helens uhyrligt egoistiske forældre er gået hver til sit og hygger sig begge med nye partnere, mens Helen og hendes generte lillebror drømmer om, at far og mor en dag finder sammen igen.
Da Helen ryger på hospitalet med en særligt ondartet hæmoride, øjner hun en mulighed for at føre forældrene sammen ved sygesengen. Men så let skal det ikke gå for Helen, hvis besættelse af sin seksualitet skiftevis beskytter og drukner hendes øvrige følelsesliv.
Vi får for eksempel – for første gang på film? – en onaniscene med en avocadosten, der sekundet senere spirer i kvindens våde skød. Man ved ikke, om man skal dø af grin eller bruge sit popcornbæger som brækpose.
I rollen som Helen er Carla Juri på én gang frastødende og svært charmerende. Hun er en selvdestruktiv barnekvinde, en naiv forførerske uden hæmninger og med et moderkompleks på størrelse med en elefant.
Man savner, at filmens sidste del tager sindsforstyrrelserne mere alvorligt. Og er al denne intimbarbering og sædslugning i sidste ende nødvendig? Det er et ofte relevant spørgsmål, når grænsesøgende instruktører slører skellet mellem ’filmkunst’ og infantil provokation. Men i dette tilfælde er svaret ja. Historien om Helen skildrer en generation af forvirrede og sårbare unge, for hvem tidligere årtiers seksuelle kvindefrigørelse forvirrer, mere end de inspirerer.
I modsætning til Lars von Triers bitre ’Nymphomaniac’-pille med den kronisk mulende Charlotte Gainsbourg bliver Helens sexdrift skildret med varme og humor. Og med sin sprudlende æstetik og smågeniale, kulsorte tragikomik lader filmen hånt om underholdningsindustriens hykleriske præferencer, hvor voldsporno a la ’Saw’ og ’Kick-Ass’ er ok, men kvindelige perversiteter ikke er.
I ’Vådområder’ reduceres seksuelle lyster ikke til vakuumpakkede antændingsbrikker for eksplosive blodsudgydelser og libidoforstørrende robotters machokampe. Den kyles – rå, våd og kvindelig – lige smask i ansigtet på tilskueren: »Let’s talk about sex, baby!«
Kort sagt:
’Vådområder’ er en grænsesøgende stikpille til underholdningsindustriens forherligelse af voldsporno over kvindelig seksualitet – et visuelt sprudlende, kvalmeinducerende stykke tysk kuriosa om en sexbesat piges fysiske og psykiske deroute.