’Work In Progress’: Genial sorthumoristisk serie kan bygge tiltrængte broer i LGBTQ-miljøet
»Jeg er omgivet af helstøbte mennesker, mens jeg selv er et forsinket byggeprojekt«, fortæller Abby sin terapeut, der lytter uden indvendinger. »Jeg er 45. Jeg er tyk. Jeg er den her queer lebbe, der ikke har gjort en skid med sit liv, og det er min identitet?!«
Som prikken over i’et har en kollega foræret Abby mandler med opfordring om at gå på slankekur. Dem har Abby arrangeret 180 styk af i snorlige rækker oven på sit fjernsyn. Hver dag vil hun kyle én ud, og har hun det ikke bedre, når alle mandler er væk, vil hun begå selvmord.
Terapeuten siger stadig ingenting. Det viser sig nemlig, at hun er død under Abbys monolog. Tre hurtige klip tager os fra terapeutens tomme øjne til gaden nedenfor, hvor en kernefamiliemor med klapvogn forskrækkes af Abbys skrig, og derfra videre til Abbys søsters chokeret åbne mund over en kaffeaftale. Så er seriens sorthumoristiske scene ligesom sat.
Skaberne bag ’Work In Progress’, Abby McEnany og Tim Mason, havde oprindeligt forestillet sig en beskeden webserie. Piloten vakte imidlertid så stor begejstring på Sundance sidste år, at det fik selveste Lilly Wachowski fra søskendeduoen bag ’The Matrix’ til at annullere sin pension for at medproducere serien til et opgraderet format. Og gudskelov for det! Resultatet er nemlig hamrende intelligent skrevet og på én gang genkendeligt og fuldstændig nyt.
Genremæssigt er vi i klassisk indie sitcom-territorium, hvor en utilpasset hovedperson søger kærlighed med komik og bump på vejen. Abby er imidlertid langt fra den klassiske sitcom-hovedperson. Og den prinsesse-prins på den hvide hest, hun længes efter, viser sig til Abbys overraskelse at være Chris, som er en 22-årig, drop-dead-gorgeous transmand.
Den romance, der følger, rammer generationskløften i LGBTQ-miljøet på kornet, når Abbys lesbiske veninder sprogligt kludrer rundt i pronominerne: »He’s a man – Abby’s new girlfriend!« En af veninderne vil vide, om Abby så ikke er lesbisk længere, men det mener Abby nu aldrig, at hun har været: »Jeg er queer lebbe. Lesbiske er gamle damer!«
Faktum er, at i queermiljøet er 45 tudsegammelt. Derfor kunne en sitcom om ældre lebbes romance med ung moderne transperson let forfalde til humor baseret på, at den ældre generation er gået bag om dansen. ’Work In Progress’ insisterer på flere nuancer. Vel er Abby ude af sit element, da Chris tager hende med på queer-klub komplet med SM-lædervareudsalg og burlesqueindslag, men hun fremstår nysgerrig frem for forstokket.
»Vær ærlig: Blev du skræmt af alle de unge mennesker her til aften?« spørger Chris bagefter. »Jep«, indrømmer Abby, »men så tænkte jeg: Jeg prøver da bare at etablere dominans og blive deres leder! Det lykkedes ikke…«
Udvekslingen er et eksempel på, at serien aldrig latterliggør Abby, når hun har svært ved at navigere i nye måder at gøre køn og LGBTQ-miljø på. Det er der noget omsorgsfuldt i, som jeg til tider kan savne i den virkelige verdens LGBTQ-miljø: et rum til at vakle og kvaje sig. Hvor man ikke prompte bliver likvideret af ’The Feminist KillJoy’, men kan lære af fejl og forene umiddelbart forskellige grupper.
I tilfældet ’Work In Progress’ betyder det, at forholdet mellem Abby og Chris bliver ligeværdigt trods aldersforskel. Abby har også viden at byde ind med. Hun kan for eksempel huske, at den moderne queer-klub engang var en lesbisk bar. Cue til flashback til 2005, hvor to guitarspillende damer sørgede for indiesange, mens andre damer flirtede over cocktails i dæmpet belysning. 2005 var dét år, jeg selv sprang ud som lesbisk, og skildringen af den tids lesbiske miljø er så spot on, at jeg på en gang krummede tæer og følte et sug af nostalgi.
Jeg følte mig ikke udstillet. For serien balancerer komik og alvor med en nænsomhed, der bringer den i øjenhøjde med både den queer generation Z, de homofile baby boomers og mig, der blev født midt imellem. Derfor kan den potentielt bygge broer i LGBTQ-miljøet, der lige nu er vildt vigtige. For tiden føler nogle ældre lesbiske sig truet af, at transpersoner er blevet mere synlige – og Abby og Chris viser, at der ikke er spor at være bange for.
’Work In Progress’ løfter med menneskelig visdom sitcom-genren op på et højere niveau. Det skyldes både et solidt manuskript og castingen – Chris spilles af en transperson, og Abby spiller nærmest sig selv. Resultatet er troværdig, mangefacetteret repræsentation af grupper, vi sjældent ser. Tykke, ældre, butch kvinder og folk med psykisk sygdom skorter det på i sendefladen. ’Work In Progress’ vover at kombinere dem i én og samme hovedperson uden at tale ned.
Seere, der kan deres queer-kanon, vil nok tænke på Alison Bechdels spidsfindige stribe ’Dykes to Watch Out For’. Seere, der intet aner om LGBT, kan måske blive tabt på vejen, når begreber som deadname” og queer ikke skæres ud i pap. På den anden side bliver seriens heteroseksuelle karakterer behandlet lige så nænsomt som Abby, når de fucker up, så længe de lytter.
Det omsorgsfulde læringsrum favner altså alle køn og orienteringer, og vi bliver inviteret ind i dét, selvom vi er uvidende og klodsede. Vi får oven i købet anledning til at grine med undervejs.
Kort sagt:
’Work In Progress’ er en genial gentænkning af sitcom-genren, som skildrer generationsforskelle, psykisk sygdom og LGBTQ-miljøet på måder, der på én gang vækker latter og gør os klogere.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.