»Hallo…? Er der nogen derinde?«
Min veninde og jeg træder over tærsklen til en gabende tom biografsal, og jeg er lige ved at kalde ovenstående højt ud i mørket, inden vi som de eneste indtager vores designerede pladser på række 5 midtfor. To hoveder i havet af tomme sæder.
Det er en sen torsdag eftermiddag, en koldfront er så småt på vej mod København, og der er Oscar-stjerner på programmet i dramaet ’Dark Waters’ med Mark Ruffalo og Anne Hathaway. Så hvorfor er der stille som graven i en af byens bedste biografer? Camperer hovedstadens kulturforbrugere fortsat i burgerkøen til Nomas køkkenhave, hvor første fært af fråderen budgetfermentering fik forsamlingsangsten til at fordufte som dug for solen?
Lad mig tilbyde lidt kontekst:
Den 30. marts skrev jeg her på sitet en kommentar under overskriften, »Nøj, hvor jeg glæder mig til at tysse på dig i biografen igen«, optændt af længsel efter den lykkelige dag, hvor alle vi cineaster landet over atter skulle gnubbe skuldre i forhallerne, de dydigt afsprittede lapper fulde af popcorn og billetter til ’Little Women’ og ’Tenet’.
For undertegnede filmskribent og anmelder føltes det noget nær naturstridigt at være blevet afskåret fra habitatet, som en magteløs FCK-fan i afgrundsdyb eksistentiel krise foran Parkens aflåste porte, så da regeringen gav grønt lys til biografernes genåbning 21. maj, tog jeg med kyshånd (og uden nærmere granskning af at være blevet udnævnt til redaktionens forsøgsdyr) imod følgende rekognosceringsidé fra Soundvenues filmredaktør:
My mission, should I chose to except it (duh) gik på at tilbringe en dag på bio-tour-de-chambre rundt i København for at undersøge, hvordan the movie going experience post-corona tager sig ud. Og ikke mindst om tvangsbilledet af biograf-hoste-scenen i ’Outbreak’ – der borede sig fast på min nethinde, fra det øjeblik ordet »superspreder-event« gav Brostrøm nervøse trækninger – ville få smitteklaustrofobien til at løbe løbsk ved det mindste snøft fra sidemanden. Aka. sidemanden to sæder længere henne, forstås. For hvordan nu lige med alle de nye regler?
Vejledningen fra Sundhedsministeriet lyder: Der skal være mindst ét sæde imellem besøgende, med mindre man kommer i en gruppe, og der må maksimalt sidde 500 i én sal (Danmarks største sal, i Imperial, har normalt kapacitet til 1.002 personer).
Samtidig må der højst være én gæst per to kvadratmeter gulvareal i foyeren, hvorfor særligt de små biografer skal tænke i logistik i forhold til start- og sluttidspunkter på filmene (ligeledes skal der afsættes mere tid til rengøring af salene imellem forestillingerne).
Anderledes? Ja. Afskrækkende? No way.
Og således rustet med retningslinjer, sprit og engangsservietter lagde jeg en slagplan med henblik på at se to – i dansk kontekst – spritnye Hollywood-titler, ’Little Women’ og ’Dark Waters’ samt det franske periodedrama ’Portræt af en kvinde i flammer’, der ganske vist fik premiere helt tilbage i februar, men som selvsagt ikke nåede at kapitalisere fortjent på sine absurd mange anmelderroser (og som jeg ærgrede mig gul og grøn over, at jeg ikke nåede at se, inden coronaklappen gik ned).
Første stop: Grand kl. 11.45
Ah, smukke, gamle Grand.
Jeg bliver altid hensat i en lækker-kulturel hyggetilstand, når jeg træder ind i auteuraficionadoernes lille palads (og en af Københavns ældste biografer) i Mikkel Bryggers Gade, med det pariserlignende cafe-interiør og den vagt belle époque-dekadente, blodrøde store sal. Få biografoplevelser har splittet mig så meget som dem, jeg har haft her – fra dengang jeg i en alder af 11 år så min allerførste rigtige voksenfilm (’Shine’ i 1997), til den skæbnesvangre date, hvor Charlotte Gainsbourgs maniske onani i ’Nymphomaniac’ (vol. 1 og 2, jo tak) konsekvent lullede mig i søvn (hvad min ledsager udledte fra dén reaktion, fandt jeg sjovt nok aldrig ud af).
I dag er det første syn, der møder mig, en ordentlig dunk med håndsprit af den industrielt udseende variant, som man for tre måneder siden ville have reprimanderet en uopmærksom rengøringssjæl for at have efterladt i etablissementets finæstetisk orienterede publikummers åsyn. Men som nu selvfølgelig er en så lige obligatorisk del af inventaret som toiletpapir på wc’erne. Fagre nye virusfri filmformiddag.
Det næste, jeg spotter, er min DR-kollega Per Juul Carlsen, hvis tilstedeværelse som den eneste anden ud over mig selv og tre biografmedarbejdere snarere giver indtryk af, at vi er til en lukket pressevisning end en almindelig forestilling. Han har lige set ’Parasite’ i sort-hvid. Jeg er klar til kvinderne i strålende farver. Der er enighed om, at det er godt at vise flaget.
Desværre giver min billet mig ikke adgang til føromtalte røde sal, men derimod til Sal X. Kanske mere meningsfuldt til en film om dampende passioner, men også lidt som at snige sig ind til et kældershow i ’The Deuce’.
Jeg er faktisk lettet, da der viser sig at sidde tre andre i salen, selvom den første sexede stønne-scene gør mig opmærksom på det ubestridte intimsfærefaktum, at nogle forsamlinger også kan blive for små til, at safterne fra lærredet anonymiseres, når de drypper på publikum i salen.
Pyt – i mørket kan ingen se hinandens røde ører (og da slet ikke med en halv københavnerlejlighedskvadratmeter imellem sig). Og filmen er vitterligt bjergtagende: Billeder og følelser går op i en højere enhed, og i den forrygende slutscene får et stykke klassisk musik for fuld udblæsning stoleryggen til at vibrere, mens mit hjerte svulmer lidt af begejstring over, at ja, nogle film skal jo bare ses i biografen. Uagtet at forestillingens første reklame på forræderisk vis var for Netflix-serien ’Papirhuset’ via Telmore.
Da lyset tændes igen, opdager jeg, at jeg helt glemte min kaffe (skænket af en smilende, håndspritmandsopdækket medarbejder i cafeen), der stadig står på gulvet ved siden af mit sæde. Ej heller gibber det i mig, da en ældre herre rømmer sig højlydt på vej mod udgangen. Absolut et godt tegn.
Andet stop: Empire Bio kl. 15.30
Opløftet af selskabet med de brændende kvinder mødes jeg et par timer senere med min veninde og Soundvenue-anmelder Freja Dam ved vores begges lokale biograf, Empire Bio på Nørrebro, der igennem de seneste mange år er kommet til at føles som en forlængelse af min stue et stenkast derfra.
Empire er selvsagt ikke nogen kæmpebiograf, men jeg er vild med rummeligheden i salene og atmosfæren, når foyeren fyldes af, hvad nogle måske nok ville identificere som et tværsnit af crowden på Dronning Louises Bro på en varm sommerdag, spædet op med middagsgæsterne fra det legendariske pizzeria Bæst, der ligger overfor. Et labert smørhul af en biograf er, hvad Empire er.
I dag er crowden dog tilsyneladende blevet på broen. Eller i førnævnte Michelin-køkkenhave på Refshaleøen. I hvert fald er der ikke et øje, da vi henter vores billetter.
»Her har været meget stille«, medgiver gutten bag skranken, men forklarer med noget nær rørende medarbejderentusiasme, at de skam forventer flere mennesker i aften til dagens premierefilm og en af årets helt store Oscar-titler, ’Little Women’.
»Der kommer vist over 50«, siger han håbefuldt, og jeg håber tilbage, at han får ret, mens jeg for mit indre øje ser for mig de mange, mange gange førhen, hvor billetkøen har synet af en regulær kødrand, man skulle kæmpe sig igennem.
50…
Let bagdelen fra brostenene og kom tilbage i biffen, nørrebronxere. Jeres filmhjerteblod er savnet!
Når det er sagt, så er det måske ikke lige ’Dark Waters’, jeg personligt vil anbefale, at man dypper tæerne i på sommerens første filmekskursion. Det piner mig lidt at hade på fortællingen af vigtige, virkelige historier, men Mark Ruffalos lidende advokatkamp mod en led kemikalievirksomhed, der leger Gud med hele verdens sundhed (ikke mere nu!), er en bitter pille. Det er næsten lige så kedeligt fremført som Gainsbourgs orgasmer, og Ruffalo virker akkurat så livstræt, som jeg bliver af at se på hans og Hathaways prætentiøse prisshow-leflen.
Freja og jeg giver dem ellers gode råd med på vejen undervejs, men lige meget hjælper det, og der er ingen til at tysse på os. Vi går derfra lettere slukørede og med en snigende dødsangst for teflon-stegepander, der ikke just dulmer hverdagsparanoiaen i mit nyligt karantænebefriede sind.
Men bevares, det skal ikke ligge Empire til last (vi ses i næste weekend).
Tredje stop: Dagmar kl. 20
Efter ’Dark Waters’ tjekker jeg Kino.dk for at se, hvor der lige nu er solgt/reserveret flest billetter til programmets sidste film, ’Little Women’.
Som Doktor Skrulle i ’Skam’ sagde det, »Vi mennesker trenger mennesker«, og jeg trænger en oplevelse, der kan give mig håb for, at alt nok skal blive biograf-business as usual inden længe. Valget står mellem Dagmar og Nordisk Film Biografer i Field’s, men som klokken nærmer sig primetime, vinder Dagmar med et mulehår, og jeg springer på cyklen mod Rådhuspladsen.
I tidernes morgen var min favoritbiograf downtown den nu hedengangne Palladium beliggende i Industriens Hus, og først efter den lukkede, opdagede jeg rigtigt Dagmar, der smager både intimt (ikke på den brændende måde) og klassisk, men hvis store sal alligevel er tilpas luftig.
Det er her, Greta Gerwigs små, Oscar-nominerede kvinder skal brillere, og da jeg ankommer et kvarter før tæppefald, er der allerede et fint fremmøde i foyeren, hvor folk spritter hænder til den helt store guldmedalje ved den opstillede dunk. Er her flere end 50? Ikke umiddelbart, men lyden af slik, der bliver blandet (med handsker på, selvfølgelig), cola, der bliver skænket og venner, der bliver hilst på, er åh så velkommen.
Ved et af de små runde cafeborde venter to veninder, Julie og Anna, på en tredje musketer, mens de sipper til deres drikkevarer.
»Her er da lidt stille, hva’?«, siger Anna, og lader blikket glide over, hvad der på den anden side af lockdown konstituerer en ’mængde’ i det danske kulturliv. Det er første gang, hun og Julie er i biografen siden i vinter, men de er ikke nervøse. »Jeg tror faktisk ikke rigtig, jeg har tænkt over det, inden vi tog herind«, smiler Julie, og Anna ryster på hovedet: »Slet ikke«.
Inde i salen har jeg valgt et sæde bagerst, så jeg som en anden biografvagt kan holde øje med, hvor mange der kommer ind. Det ville være synd at sige, at salen fyldes halvt op, men her er liv. Og præcis det buzz, man normalt associerer med denne type store, stjernespækkede film – i særdeleshed dem, der tilmed kan bryste sig af at have Timothée Chalamet som romantisk sidekick (skulle jeg hilse og sige fra omkring 85 procent af publikum i sal 1).
Der blændes op for reklamer og, lo and behold, her kommer Telmore og Netflix gud hjælpe mig igen for at minde os alle om, at vi da lige så godt kunne side derhjemme. Ganske fornuftigt giver Nordisk Film Biografer dem svar på tiltale få sekunder senere med en svulstig hyldest til storbiografernes nye, lækre sæder, der både kan lænes tilbage, som fløj man Business med Qatar Airways, passe børn og sørge for god nakkekomfort, når man slumrer til ’Dark Waters’. Well played, Nordisk.
Lille disclaimer: Jeg så ’Little Women’ ved en pressevisning i januar, og var ikke udpræget begejstret. Turen til Dagmar var et rent taktisk move, men inden for ti minutter er jeg pludselig mere opslugt, end jeg blev på 135 af slagsen for et lille halvt år siden. Måske er jeg blevet sentimental af isolationen, men jeg kan simpelthen lide filmen bedre i lyset af varmen i mørket, hvor der bliver grinet af hver en tør oneliner fra Meryl Streep og fnise-sukket over Chalamet.
Og jeg skal ikke sige mig helt fri for, at en lille klump ikke vokser i halsen, da Beths sygdom (som Joey fra ’Venner’ ville kunne fortælle dig) forværres.
Ruffalos tudefjæs er totalt glemt, da jeg cykler hjem; Jeg har udelukkende kvinder på hjernen, fra de flammende til de små, og de virkelige, der (for der var nærmest udelukkende kvinder i Dagmar) spredt rundt i sal 1 spredte deres gode vibes. Skønt at være sammen igen, hver for sig, kære fælles filmelskere!
Vil I andre ikke med næste gang? Der er håndsprit nok til alle. Og jeg skal nok lade være med at tysse på jer.