’Dark Waters’: Man får lyst til at smide sine stegepander på porten efter at have set amerikansk mesterinstruktørs miljøthriller

Vidste du, at der i teflonbelægningen på snart sagt alle stegepander benyttes et langtidsnedbrydeligt kemikalie, PFOA, som kan føre til en stribe livstruende sygdomme såsom cancer?

Hvis ikke er det nærmest grund nok i sig selv til at se Todd Haynes’ tankevækkende procedural-drama ‘Dark Waters’, der præsenterer et dybdeborende indblik i den verdensomspændende kemikalieindustri, som uden skrupler spreder skadelige stoffer for at øge sin milliardomsætning.

Filmen er baseret på den virkelige historie om forsvarsadvokaten Robert Bilott (Mark Ruffalo), der ved et tilfælde finder ud af, at hans klient, kemikaliegiganten Dupont, i årtier har forgiftet det amerikanske drikkevand med PFOA-affald uden at blinke.

I West Virginia, hvor Bilott selv er opvokset, er omfanget så grelt, at landbrugsstatens kvæg dør i hobetal, mens børn fødes med deformiteter, og deres forældre får diagnosticeret kræft. Og selvom beviserne er soleklare, har industrien så dybe lommer, at både den amerikanske regering og miljøstyrelsen har droppet al regulering, så skyggen af konsekvenser udebliver.

Det bliver startskuddet på Bilotts altopslugende kamp for at stille Dupont til ansvar, der strækker sig fra 1998 og helt frem til i dag, hvor den idealistiske advokat sætter sin familie over styr i sin jagt på retfærdighed.

’Dark Waters’ har på papiret alle ingredienser til en klassisk Hollywood-film om idealisten mod systemet, og der er da også en oplagt parallel til Oscar-vinderen ’Spotlight’, der, udover ligeledes at have altid fremragende Mark Ruffalo på rollelisten, også afdækkede et globalt system, hvor magtfulde institutioner svigter samfundet og mørklægger alle beviser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Filmen trækker en rød tråd helt tilbage til Todd Haynes’ mesterlige gennembrud ’Safe’ fra 1995, der også langede ud efter den moderne levevis, hvor et liv uden kemikalier i hverdagen nærmest er utænkeligt. ’Dark Waters’ er på sin vis kronen på Haynes’ virke som USA’s måske mest samfundskritiske filmskaber med film som ’Far From Heaven’, der konfronterede landets historik med racisme, kvindeundertrykkelse og homofobi, og hovedværket ’Carol’ om forbudt lesbisk kærlighed i 1950’erne.

Haynes skildrer den usynlige kemikaliefjende med en snigende uhygge, der er på niveau med det beslægtede tv-mesterstykke ’Chernobyl’. Og inspirationen fra 1970’ernes slowburn konspirationsthrillers er desuden til at mærke, når Haynes’ telelinser effektivt tager os med ind i de anonyme advokatkontorer og bestyrelseslokaler, hvor love brydes, og menneskeskæbner afgøres over frokosten.

Haynes er ikke så interesseret i karakterpsykologi som dybere samfundsstrukturer. Bilott bærer flere lighedstegn med hovedkaraktererne i David Finchers ’Zodiac’, der også handler om en altoverskyggende besættelse for retfærdighed, som fuldkommen opsluger menneskeliv – uden i øvrigt at føre til den store forløsning.

Derfor undrer det også, at filmen til tider alligevel synes at falde et underligt sted mellem Oscar-leflen og hårdtslående systemkritik. Anne Hathaways minimale rolle som Bilotts loyale kone, der kæmper med at opretholde en normal tilværelse, mens hendes mand forsvinder så langt ned i kaninhullet, at der ingen vej er tilbage, bliver ikke til mere end en forspildt mulighed for et Oscar-moment.

Haynes undergraver den opbyggelige Hollywood-fortælling om heltens kamp og sejr over systemet, men alligevel synes han at være fanget i de gængse konventioner for selvsamme fortælling. Lidt ligesom Bilott bliver fanget i et selvregulerende system uden retfærdighed i sigte.

Alligevel står ’Dark Waters’ som et pragteksempel på, hvordan filmmediet kan stille skarpt på en brændende vigtig problematik, som hurtigt ville have fortabt sig i dagens mediebillede. Den bider sig så hårdt fast i bevidstheden, at man øjeblikkeligt får lyst til at skille sig af med samtlige teflon-stegepander i huset og finde et miljørigtigt alternativ – selvom det kun er toppen af isbjerget.

---

Kort sagt:
Den amerikanske indiemester Todd Haynes sætter trumf på sin mangeårige kritik af den verdensomspændende kemikalieindustri med ’Dark Waters’, der har en fremragende Mark Ruffalo i front.