’The Deuce’ sæson 3: David Simons serie om sex og porno vil opnå kultstatus på sigt
Blondie frontede New Wave-musikscenen, og med ’Dreaming’ dumper hun os ned i 80´er-pytten Midtown mellem 7. og 8. Avenue, da New York var mere usleben end diamant.
David Simon, mesterkronikør og maestro bag ’The Wire’, har i tre sæsoner spundet en saga over pornoens gyldne æra i Amerikas sexmekka omkring Times Square. I duet med George Pelecanos har han skabt en transcenderende hudfletning af menneskets primære organ, det økonomiske system.
Simon er som altid hårdkogt realisme, og i ’The Deuce’ er han og Pelecanos gået antikvarisk til værks med en pastiche over Nan Goldins billedserie ’The Ballad of Sexual Dependency’. Der er sensitivt lysarbejde, vintagelinser og wolfram-glødende 80’er-smuds for alle pengene, mens de håndholdte trackingskud i gader, opgange og videobåse udpensler byens følelsesmæssige interiør.
New Yorks gentrificering og genfødsel gør sig genialt som tredje og sidste sæsons anker. »Taj Mahal skal bygges på et toilet«, opsummerer Vincent Martino i James Francos skikkelse. Karakterernes fortællinger cirkler lidt passivt rundt som reaktion på 80’ernes nye puls, men man tilgiver det, fordi det så smukt cementerer samfundet som et overgreb på mennesket.
I 80’erne forliser pageren mellemleddet i sexhandel med et langt bip, og vhs-båndet erstatter filmrullen. Det er den spæde fødsel af et milliardomsættende ’Golden Goose’-paradigmeskifte inden for kødfilm. Arthouse erstattes af cum-shots og analsex med grøntsager. Midt i denne kunst vs. kommers fødes pornostjernen Lori, nu med fire gyldne Erotica-statuetter, L.A.-ficeret, med syrebleget hår, tan og pels. I sæson 3 følger vi hendes deroute, hvor hun gradvist reduceres til en projekteret masturbationsfantasi.
Vi følger også Candy Merrell og Harvey Wasserman til screening af ’New Wave Hookers’, der har den imbecile præmis, at New Wave-musik gør ludere liderlige. Candy svarer med en indie-feministisk film om machismo og tingsliggørelsen af kvinden. Hun er for stolt til at lade sin kæreste, rigmanden Hank, finansiere filmen, mens Lori er fanget i rollen som seksualiseret rekvisit på den forkerte side af Hollywood-bakkerne. De udstiller skammen over ikke at leve op til tidsåndens standarder, og Candy udtrykker om kvinden, at »everywhere she goes, she has a pricetag hanging on her ass«. Damerne lines op i parlører og i kassettebåndsformat, kunderne er The Raincoat Crowd, og de vil smage produktet nedværdiget og ungt.
I ’The Deuce’s pøl af pangrøde tråde har vi også en voyeuristisk Martinobror, Frankie, der freelancedealer uden om Rudy. Jack Maple og Chris Alston bekæmper ejendomsspekulanter og wolfpacks med wire’sk action og noir. Mafiaens rænkespil, Abby og Vincents åbne forhold og den Brooklyn-italienske sociolekt virker lidt metaltrætte, imens lesbiske Irene og den gode samaritaner, Leon, fortsat har for lidt skærmtid.
Vi er fire år inde i aids-epidemien, og mange højtprofilerede kunstnere hjemsøger allerede avenuerne som fantomer. ’The Deuce’ highlighter nuanceret aids-dødeligheden i de almindelige Joes. Aids diskriminerer ikke mellem klasselag, og her tematiseres det urmenneskelige slægtskab i smerte. Paul uddeler pamfletter og kondomer i badehusene, og ægtemænd lusker rundt på klinikkerne for at blive tjekket. Der er specielt en rørende scene på en pianobar med Paul og Todd i kinddans, der visuelt er som taget ud af Mapplethorpes ’X Portfolio’- billedserie af statueske monokrom-portrætter af homoerotik.
Mellem sirener, graffiti, bumser og bakkenbarter siver No Wave-bølgen ind gennem fugerne på hele 42nd st. og lufter potentialet i modstand. Det afføder et interessant perspektiv i Women Against Pornography, der vil binde porno til censur og i protester imod hiv-stigmatiseringen.
Kort sagt:
’The Deuce’s afsluttende sæson er en perfekt antidote til nutidens snackable serier. Jeg spår, at den om et årti opnår samme kultstatus som ’The Wire’.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.