Noget af det første, der poppede op i mit hoved, da covid-19-virussen bredte sig fra land til land som en amokløben steppebrand, var billederne af læger i advarselsgule heldragter med omsluttende astronauthjelm og ansigterne af Dustin Hoffman, Kevin Spacey og Cuba Gooding Jr. pippende frem under visiret.
Billederne stammer fra Wolfgang Petersens ’Outbreak’, der i midten af 90’erne gjorde et stærkt indtryk på mig med dens skildring af den altødelæggende kraft i en organisme så lille, at ingen kan se den med det blotte øje. Det var langt mere skræmmende end de typiske katastrofefilm om tornadoer, meteorer og zombier, som alt andet lige forekom længere fra virkeligheden for en 12-13-årig knægt fra Hillerød.
I filmen er det en nuttet abe, der tager den Ebola-agtige smitte med fra Zaire til USA, hvor den forårsager akut massedød og undtagelsestilstand i den lille by Cedar Creek i Californien. Hoffman, Spacey og Cooding Jr. er militærlægerne, der oplever de afrikanske ødelæggelser på nært hold og genkender virussen, da den via en smugler af vilde dyr når til selveste Amerika.
René Russo er civil læge og Hoffmans ekskone, og Morgan Freeman og Donald Sutherland er de to militærgeneraler, der i 70’erne sønderbombede en afrikansk landsby for at komme virussen til livs – og er klar til at gøre det samme på hjemlig grund for at beskytte deres grumme hemmeligheder.
Når man genser ’Outbreak’ i dag, står det klart, Freeman og Sutherland i mere end én forstand er problemet, men lad os starte med det positive:
Den scene, der for alvor satte en skræk i livet hos en dansk forstadsteenager, holder stadig i dag: Nemlig sekvensen, hvor dyresmugleren Jimbo falder om i en biograf, før en anden publikummer hoster fælt og vakler ud i forhallen for at besvime hen over popcornskranken, og vi følger hans partikler direkte ind i munden på en grinende, tredje biografgæst, mens vi sideløbende ser, hvordan den dødbringende sygdom breder sig på et hospital via en anden smittet.
Det er simpelthen rasende effektivt filmhåndværk fra den tyske instruktør, der i ubåds-hovedværket ’Das Boot’ fra 1981 viste sig som en mesterlig iscenesætter af klaustrofobi. Også her er det en kvælende klaustrofobisk fornemmelse, der sætter sig i seeren: En virus er umulig at flygte fra, i hvert fald når – som det lyder filmens mest berømte replik fra Dustin Hoffmans mund – »It’s airborne«.
Luftbåren er covid-19 trods alt ikke, men Wolfgang Petersons visualisering af den forfærdende bagside af menneskets trang til at forsamle sig vækker absolut også genklang i dag. Bedre filmskildring af en epidemis hastigt ødelæggende fremmarch skal man lede længe efter.
Inden denne scene har ’Outbreak’ serveret en forbløffende virtuos indføring i, hvor farlige de sygdomme er, som Hoffman & co. undersøger til daglig. I en lang kameraindstilling føres vi fra de laboratorier, hvor man forsker i milde vira, helt ned til det dybeste kælderrum, hvor kun de absolut dygtigste læger opererer under maksimal sikkerhed. En sublim måde at køre sine hovedkarakterer i stilling på.
Desværre knækker filmen ved gensynet, når dramaet først spidser til. Den bærende konflikt er voldsomt overdrevet. På den ene side står generalerne, der får præsidentens grønne lys til at sønderbombe Cedar Creek og dræbe alt levende inden for bygrænserne, fordi det virker til at være eneste middel mod, at sygdommen spreder sig til resten af landet (og verden). På den anden side står de uhildede forskere, som i kamp mod uret forsøger at finde kilden til smitten (den nuttede abe), så de i en fart kan fremstille et antiserum.
Nu er jeg hverken virolog eller biolog, men det slår mig ikke som udpræget troværdigt, at man kan skabe en modgift på et par minutter, der redder menneskeliv bare sådan dér. Og selvom vi også i den aktuelle krise konfronteres med dilemmaer om, hvor meget et menneskeliv er værd, og hvor mange rettigheder vi vil afgive i en undtagelsestilstand, er særligt General Sutherland så Hollywood-agtigt gemen, at det tangerer enhver karikatur. Militærhøge, der vil gå til yderligheder for at forsvare landet, er en gennemtrevlet trope, som ikke bidrager med mangt andet i en virusfortælling end at tilføje et generisk tilsnit a la enhver konspirationsthriller.
Som film betragtet står ’Outbreak’ kort sagt ikke distancen i dag. Men midt i en coronatid sætter biografscenen sig direkte i nervesystemet.
‘Outbreak’ kan ses på Blockbuster.