Den ultimative virusfilm sender et vigtigt budskab midt i coronapokalypsen

Steven Soderberghs realistiske epidemidrama fra 2011 med Kate Winslet, Jude Law, Matt Damon og Marion Cotillard, ’Contagion’, er blevet et hit ni år efter premieren. I disse covid-19-dage bærer den en både forfærdende og håbefuld profeti.
Den ultimative virusfilm sender et vigtigt budskab midt i coronapokalypsen
Gwyneth Paltrow i 'Contagion'.
STREAMING TOGETHER

KOMMENTAR. ’Contagion’ lignede ikke en nyklassiker, da den fik premiere i 2011. Men nu gør den.

Efter coronavirussens udbrud er Steven Soderberghs kliniske drama om en dødbringende epidemi kravlet op på hitlisterne hos iTunes og Amazon. For hvor de fleste virusrelaterede film blot bruger sygdomsspredningen som en undskyldning for at fortælle om noget helt andet – fra ’12 Monkeys’ til ’28 Days Later’ – er virussen i ’Contagion’ selve hovedsagen.

I dag fremstår filmen næsten profetisk. Historiens fiktive MEV-1-virus stammer ligesom covid-19 fra Kina, nærmere bestemt Hong Kong, og ligesom den aktuelle virus spreder den sig med foruroligende hast over det meste af verden, mens eksperter kæmper for at få politiserede myndigheder til at forstå situationens alvor, og menneskeden til sidst sendes i kollektivt karantæne.

I virkeligheden forudså filmen ikke så meget fremtiden, som den reagerede troværdigt på datiden. Manuskriptforfatter Scott Z. Burns gjorde et grundigt forarbejde ud fra SARS-krisen i 2002-03 og erfaringerne med svineinfluenza i 1998. Han talte med folk i det amerikanske sundhedsapparat og konsulterede sig blandt andet hos lægen Dr. Ian Lipkin, der i midten af februar i år rejste til Kina for at undersøge covid-19 på egen hånd.

Derfor er filmens beskrivelser af vira og smitte sjældent troværdig. Og når man ser ’Contagion’ midt i en undtagelsestilstand som denne, er den både dybt forfærdende og fortrøstningsfuld.

Kate Winslet (tv.) spiller Dr. Mears i ‘Contagion’.

I filmen er den fiktive sygdom langt værre end den verserende corona. Den amerikanske kvinde Beth Emhoff (Gwyneth Paltrow) tager den fra et besøg på et casino i Hong Kong hjem til USA, hvor hun inden for fortællingens første kvarter lider en gruopvækkende død og inden da også når at smitte sin lille søn, der også omkommer abrupt. Derfra går det stærkt, virussen – en slags blanding af influenza og den asiatiske Nipah-virus, der stammer fra flagermus og typisk overføres til mennesker via svin – tager livet af folk for et godt host, og det kulminerer i over 26 millioner dødsfald samt kaotiske tilstande i gaderne.

Der er vi – trods patetiske slagsmål om dobbeltlaget toiletpapir i landets Netto-butikker – ikke i virkelighedens verden anno 2020. Men filmen minder os om, hvor fucked vi er, hvis en endnu farligere virus kommer i opløb. Smittemekanismerne er nemlig nogenlunde de samme i ’Contagion’ som i aktuelle Coronaland. Et par små tilfældige berøringer, og pludselig angriber den immunforsvar i Japan og England. Overførslen er uundgåelig. »Det gennemsnitlige menneske rører sig selv i ansigtet 2.-3.000 gange i døgnet«, forklarer Kate Winslets Dr. Mears på et tidspunkt.

Med filmens skræmmescenarie og virkelighedens erfaringer i baghovedet spørger man sig selv: Er verden rustet til en endnu mere dødbringende virus, der rejser lige så effektivt som den, vi ser i dag?

Jude Law som fake news-blogger.

I ’Contagion’ tror Soderbergh og Burns på eksperterne, på myndighedernes (og menneskehedens) evne til at overvinde en katastrofe. Dr. Mears er sammen med blandt andre Marion Cotillards Dr. Orantes og Laurence Fishburnes Dr. Cheever filmens helte. De er villige til at ofre alt for at finde en duelig vaccine.

Modstanden kommer fra Jude Laws konspirationsteoretiske blogger, der spreder misinformation til sine 12 millioner læsere og er med til at skabe unødig panik i befolkningen. Og fra ikke-sundhedsfaglige magthavere, der hellere vil klappe hesten og spare nogle skillinger end at ty til drastiske metoder. For en italiener eller to vil det nok lyde bekendt.

På den måde krystalliserer filmen også det dilemma, man som menig borger står over for i dag: Vi er nødt til at stole på eksperterne, for modsat megen gængs politik er sygdomsspredning ikke et felt, hvor alle holdninger er lige meget værd, ikke engang hvis man skriver dem på Facebook. Omvendt står det klart, både herhjemme og i lande som Kina, Italien og USA, at myndighederne har reageret for langsomt og med rystende hånd.

Marion Cotillard i ‘Contagion’.

Manusforfatter Scott Z. Burns fortalte forleden i et interview med Slate, at USA er langt værre rustet til at håndtere en epidemi i dag, end da han researchede til ’Contagion’ for ti år siden.

»Vi havde en afdeling i Homeland Security, der havde et pandemi-beredskabshold klar. Det var folk, der forstod, hvordan folkesundhed fungerer. Jeg hørte en pressekonference med præsidenten (Trump, red.), hvor han beskriver sig selv som en forretningsmand, som ikke kunne lide, når folk bare sad og ventede«, sagde han.

Det er der, filmens optimisme risikerer at støde på grund mod de skinbarlige realiteter. Med verdensledere som Trump og et diktatorisk styre som Kina (der ganske vist har fået ros for deres hårdhændede håndtering, men som samtidig reagerede alt for sent efter pinlige forsøg på hemmeligholdelse), kan man godt blive bekymret for, om gedulgte interesser kommer i vejen for de læger og forskere, der ved, hvad de snakker om. Eksperter har trods alt været et skældsord i årevis.

»Det forkerte svin mødte den forkerte flagermus«, siger Dr. Mears på et tidspunkt i ’Contagion’ om virussens oprindelse.

I en globaliseret verden kan vi ikke kontrollere, at den slags freak accidents opstår, og at der er kortere mellem et marked i Kina og en TV 2-journalist i Danmark, end hvad The Kevin Bacon Effect tilsiger. Men filmens klarsynede forkyndelse er, at vi kan kontrollere, hvordan og hvor hurtigt vi reagerer. Og at vi er bedst tjent med at være forberedt på det værste.

’Contagion’ kan ses på Viaplay og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af