Med coronakrisen ser jeg en yndlingsfilm i et klarere lys

Alfonso Cuaróns ’Children of Men’ viser bedre end nogen anden sci-fi-film, hvordan det ser ud, når verden bringes ud af vater.
Med coronakrisen ser jeg en yndlingsfilm i et klarere lys
'Children of Men'.
STREAMING TOGETHER

En af mine favoritfilm, ’Children of Men’, floppede, da den fik premiere i 2006, måske fordi det brede publikum ikke var klar til dens dystre dommedagsbillede.

Siden har dens agtelse hævet sig mod nyklassikerstatus. Selvfølgelig fordi det – lige så meget i dag som dengang – er en teknisk virtuos film med nogle af de vildeste long takes nogensinde og en hypereffektiv thrillerkomponent fæstnet i et ypperligt fortælle-drive.

Men også fordi den visualiserer en dystopi, der de seneste år ikke har virket nær så virkelighedsfjern, som den måske gjorde for 14 år siden.

Vi befinder os i London i 2027, hvor ingen længere kan få børn. Verdens yngste menneske, kendt som Baby Diego, er 18 år, 4 måneder og 20 dage, da han bliver myrdet, stukket ned efter at have nægtet en autograf.

Vores hovedperson, Theo (Clive Owen), ser den tragiske nyhed på en kaffebars tv-skærm i filmens første scene. Som den eneste i lokalet kunne det ikke rage ham mindre. Da han træder ud på gaden, har han dårligt nok toppet koffeinen op med sprut, før kaffebaren sprænger i luften.

Det bliver ikke den eneste gang, Theo – en apatisk kontornusser med en idealistisk fortid – akkurat redder skindet på næsen. Kort efter kidnappes han af en militant borgerrettighedsgruppe, Fiskene, der under ledelse af hans gamle flamme Julian (Julianne Moore) vil have ham til at hjælpe en ung kvinde med at komme ud af England. Kvinden viser sig at være… gravid.

Alt er i baggrunden

Allerede i første scene får man et glimt af, hvor banebrydende Cuaróns fremtidsvision er.

Hvor vi fra sci-fi-genren er vant til enten eksotisk cyberpunk a la ’Blade Runner’ eller højteknologisk futurisme, er Londons gader i ’Children of Men’ en ramponeret forvrængning af vores nutid. Skraldet hober sig op på fortovene, forureningen hænger tungt i luften, der kører Tuk Tuks i gaderne. Det emmer mere af kollaps end af fremskridt. England, viser en tv-skærm i et usselt tog (ingen flyvende biler her!), er den eneste nationalstat, der stadig hænger nogenlunde sammen.

Genistregen er, at vi aldrig får at vide, hvordan det gik galt. Hvorfor er fertiliteten gået fløjten? Hvorfor stuves immigranter sammen som kvæg i bure ved havnen, klar til at blive deponeret? Hvad refererer Theo til, når han spørger Julian, om hun »var i New York, da det skete«? Hvad er The Human Project, som Theo forsøger at eskorterer den gravide kvinde i sikkerhed hos? Hvordan er de tilsyneladende talrige konkurrerende militante grupper opstået? Som Fiskene, der kæmper en god sags tjeneste for immigrantrettigheder, men også er præget af indbyrdes opgør og tvivlsomme motiver.

Et af de berømte long takes i ‘Children of Men’.

Af en stor retrospekt artikel om filmen hos New York Magazine fra 2017 fremgår det, at Cuarón og hans faste mesterfotograf Emmanuel ’Chivo’ Lubezki besluttede sig for at fylde baggrunden i billederne med så meget information som muligt i form af skærme, plakater og graffiti, som skulle erstatte den forklarende ekspositionsdialog, postapokalyptiske film ofte tyer til. I ved, når to karakterer mere eller mindre motiveret forklarer (seeren), hvorfor verden gik rabundus.

I ’Children of Men’ hersker undergangen i baggrunden af Theos hektiske færd gennem britisk ragnarok. Det er ikke længere vigtigt, hvor derouten begyndte. Kilden har fortonet sig i det nedløb af samfundsomstyrtende regnfald, der er dagens nye orden.

Fra flagermus i Kina til arbejdspladser i Danmark

At det netop er pointen, står presserende klart i denne coronatid.

En flagermus skider på en hund i Kina (eller whatever), og Hans Jensen mister sit job i Bjerringbro. EU kollapser, verdensøkonomien går i dyb recession, klimaet må sejle sin egen sø, flygtningepolitikken strammes, børn bliver ikke længere opdraget til at være verdensborgere, vores sociale omgang bliver præget af skepsis og overforsigtighed, fattige og hjemløse udstødes yderligere. Måske. En flagermus skider på en hund i Kina, 20 år senere er verden i opløsning, og vi kan dårligt huske, hvad der antændte flammen. Altså måske.

’Children of Men’ svinger ikke pegepinden for at vise, hvordan det ene fører til det andet. Den illustrerer, at alle komponenter potentielt forrykker sig, når kloden bringes ud af vater. Terror, oprørsgrupper, muslimske optog gennem London, segregering, forurening, utryghed, ulighed, immigrantfrygt, militærmagt og nådesløs kapitalisme er ’Children of Men’ i én mudret pærevælling.

Når man i en scene ser en hjort gå gennem en forladt skole, tænker man på videoen af en flok aber, der invaderer en by i Thailand, fordi de efter corona ikke længere får mad på den turistattraktion, hvor de plejede at husere.

Alfonso Cuarón, der også har stået bag ‘Gravity’ og ‘Roma’.

Bemærkelsesværdigt nok var det en anden epokegørende begivenhed, 11. september 2001, der overbeviste Alfonso Cuarón om, at han måtte filmatisere historien løst baseret på en bog af P.D. James. Han satte sig grundigt ind i verdens tilstand, og han afsværger derfor også, at filmen skulle være særligt profetisk. Den reflekterede blot tendenser, der allerede var undervejs i 2006, mener han.

I kølvandet på klimafrygt, Trump, terrorangreb, naturkatastrofer, Brexit og flygtningekrise må man dog sige, at tiden i endnu højere grad har indhentet ’Children of Men’ siden. Og nu ringer den endnu engang op som sci-fi-genrens mest overbevisende bud på det værste resultat af en global krise a la den, vi står i nu.

Med dens skræmmende skildring af, hvordan alt eksisterende er til forhandling, når først kloden er i ubalance, bærer den unægtelig et sortsyn i sig. Men det ville ikke være en Cuarón-film, hvis der ikke sideløbende var humanisme og håb.

’Children of Men’ er også historien om en desillusioneret kyniker, der ofrer alt for artens overlevelse og derved i sig selv beviser artens berettigelse. Og mens jeg dengang ved premieren fandt slutbilledet lovlig entydigt filmens generelle toneart taget i betragtning, fandt jeg det i dag, post-corona, helt perfekt.

Og måske man også kan finde trøst i Cuaróns egne ord til New York Magazine for tre år siden:

»Jeg er absolut pessimistisk omkring nutiden. Men jeg er meget optimistisk omkring fremtiden«.

‘Children of Men’ kan ses på Viaplay.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af