Sjældent er en tv-serie-finale blevet mødt med så stor modstand (okay, ‘Lost’ og ‘Game of Thrones’ giver kamp til stregen…), som da ‘Dexter’ tonede bort fra skærmen i 2013.
Vi efterlod den moralsk anfægtede seriemorder som selvisoleret (før det var en ting) skovhugger i Oregon, og det var en alt for åben og konsekvensløs slutning for en fortælling, hvor Dexter Morgan allerede havde undgået at blive afsløret så mange gange, at det flirtede med det utroværdige.
Selvom man altid skal være forbeholden over for tilfældige reboots, er det derfor alligevel lidt spændende, at Showtime-serien nu bliver genoplivet.
Og manden inden i Dexter, uforlignelige Michael C. Hall, hører åbenbart også til dem, der mener, at figuren fortjente en bedre afslutning.
»Lad os være ærlige: Folk fandt den måde, serien efterlod tingene, ret utilfredsstillende, og der har altid været et håb om, at en historie ville opstå, som kunne være værd at fortælle«, siger han til The Daily Beast.
»Jeg inkluderer mig selv i den gruppe af folk, der tænkte: ‘Hvad fanden skete der med den fyr?’ Så jeg er spændt på at træde ind i det igen. Jeg har aldrig prøvet at spille en karakter over så mange år«.
Den oprindelige skaber af serien, Clyde Phillips, vender tilbage, efter han sigende nok ikke var involveret i de sidste sæsoner.
Hans vision for slutningen var oprindeligt, at Dexter skulle blive henrettet, og at han i sekunderne før sin død så alle de mennesker, han enten myrdede, eller hvis død han var indirekte skyld i, heriblandt hans kæreste Rita.