‘The Lady and the Dale’: Ny truecrime-serie overrasker med komplekst portræt af en enestående transkvinde
Det kan have stor indflydelse på en families dynamik, hvis et familiemedlem springer ud som transkønnet. Det så vi blandt andet i Malou Reymanns selvbiografiske ’En helt almindelig familie’, der var en af sidste års bedste danske film, hvor forældrene skilles, da faren annoncerer sit kønsskifte.
Men tilføj så, at kønsskiftet foregår i 1970’ernes USA – og en hovedperson, der gennem hele sit liv var en berygtet svindler. Så har man udgangspunktet for dokumentarserien ’The Lady and the Dale’, der netop er landet på HBO Nordic.
Serien fortæller historien om Geraldine Elizabeth Carmichael (blot kaldet Liz), der blev født og i over 40 år levede som Jerry Dean Michael, en vaskeægte con man, der snød de rige for penge, fik uønskede børn med en lang række kvinder og aldrig befandt sig det samme sted mere end et par måneder.
Svindleren bliver dog forelsket i den unge Vivian, og sammen stifter de familie og ’slår sig ned’, i den forstand at de stadig lever af at svindle sig fra sted til sted, men de gør det sammen, som en familie. Deres faste, om end usædvanlige, rammer ændrer sig dog, da Jerry annoncerer, at hun er transkønnet og skifter navn til Liz. Dermed forsvinder Jerry fuldstændig fra myndighedernes søgelys.
Her er der kun gået en halv time af serien! For Liz holder sig ikke ude af offentlighedens skue – tværtimod. Hun starter firmaet Twentieth Century Motor Car Corporation med ambitioner om at bygge en trehjulet letvægtig bil ved navn The Dale, der kører enormt langt på literen og dermed kan være svaret på 70’ernes oliekrises skyhøje benzinpriser. Liz får international opmærksomhed med The Dale, og bilen, der med sin skriggule farve ligner en bred banan, tiltrækker et hav af investorer. Problemet er bare, at bilen bag kulisserne slet ikke kan, hvad Liz lover, og da journalister får færten af historien, bliver der rodet op i Liz’ fortid, til skue for hele USA.
’The Lady and the Dale’ er en stor fortælling. Eller rettere, den er mange små fortællinger, med mange facetter, der til sammen maler et portræt af ét usædvanligt liv. Det er en true crime-fortælling om en svindlers gerninger og dem, der prøvede at stoppe hende. Det er en kærlighedshistorie, for Liz’ kone Vivian valgte at blive med Liz, efter hun sprang ud. Det er en krønike om en familie, der ofte måtte overleve kun på kærlighed. Og frem for alt er det en fortælling om en transkønnet kvinde, der først sent i sit liv springer ud – og al den stigmatisering, der følger med.
Det står ikke til diskussion, at Liz var kriminel og skulle dømmes herefter, men fokus blev rettet mere på hendes person end hendes gerninger. Således bliver hun sin egen forsvarsadvokat, da hun ryger i retten med The Dale, og hendes kamp handler egentlig ikke om skyld eller uskyld, men om at blive dømt på lige fod med ciskønnede kriminelle. Det er en sjælden vinkling, der fremhæver, hvor dybt forankret i systemet uretfærdighederne er mod dem, der skiller sig en smule ud.
Selve seriens form er forholdsvis konventionel: interviews med nøglepersoner, arkivoptagelser og animation til at understøtte ordene.
Animationen er lavet i en distinkt collageagtig stil, som om alt var klippet ud af ugeblade. Ved første øjekast er animationsstilen distraherende, da de udklippede, statiske ansigter kan virke fremmedgørende, men som fortællingens temaer om identitet udfoldes, giver det pludselig mening. De sammensatte collager ender med at repræsentere de mange enkeltdele, der til sammen udgør et menneskes identitet.
Selvom hovedpersonen af gode grunde ikke kunne interviewes til serien, får den stadig skabt mange nuancer gennem et stort galleri af interviewpersoner. Der er både venner og familiemedlemmer, med Liz’ datter Candi som seriens hjerte, ansatte ved Twentieth Century Motor Car Corporation, journalister der i sin tid dækkede sagen, heriblandt nogle der nærmest nærer afsky for Liz, og ikke mindst en række forskere, der sætter hele historien i en større historisk og politisk kontekst.
Der ligger et imponerende stykke research til grund, om end de mange synspunkter også indimellem giver serien et lidt rodet skær. Især en digression om Liz’ politiske synspunkter virker overflødig. Det siger i øvrigt alt om serien, at et mord begået i bilfirmaets lokaler (!) blot fremstår som en fodnote.
Der bliver sat spørgsmålstegn ved mange ting i Liz’ liv i løbet af serien, men én ting sås der heldigvis ikke tvivl om: Liz var en kvinde. Da hun bliver outet som transkønnetaf medierne, bliver hun straks anklaget for at have påtaget sig en kvindelig identitet for at gemme sig for myndighederne.
Men som datteren fortæller, forsvandt Jerry fuldstændig den dag, hun første gang kaldte sig Liz. I et liv fyldt med svindelnumre og løgne var kønsskiftet det mest ærlige, hun nogensinde foretog sig.
Med sin kriminelle adfærd var Liz ikke ligefrem et fremragende forbillede, men som en person, der kæmpede med næb og klør for at holde fast i den, hun var, er der meget at lære og endda se op til.
Kort sagt:
’The Lady and the Dale’ leverer et sjældent mangefacetteret portræt af et helt igennem fascinerende menneske.