Titlen er næsten den samme, men ellers har James Gunn gjort sit for at distancere sig fra David Ayers kritikerudskældte blockbuster ‘Suicide Squad’.
I efterfølgeren med den mundrette titel ‘The Suicide Squad’, der netop har fået sin første trailer, er Will Smith erstattet af Idris Elba, mens Jared Letos Joker er blevet smidt på porten til fordel for en række nye skuespillere som Nathan Fillon (Floyd Belkin/TDK), John Cena (Christopher Smith/Peacemaker), Alice Braga (Sol Soria) og Pete Davidson (Richard Hertz/Blackguard).
Udgangspunktet er endnu engang superskurkene på Task Force X-holdet, der indvilliger i at drage til Sydamerika for at ødelægge Jotunheim, en fangelejr fra nazitiden. Og som traileren antyder, går Gunn efter at bringe sin karakteristiske humor ind i det mørke DCEU.
Gunn har længe beskrevet referencerammen for filmen som gritty 70’er-krigsfilm tilsat et drys humor. Og så har han understreget, at filmen er løsrevet fra Ayers forudgående filmatisering.
‘The Suicide Squad’ er planlagt til premiere 6. august 2021 i biograferne og på HBO Max.