Sharon Stone er ikke bleg for at sætte spot på de grænseoverskridende MeToo-oplevelser, hun har gennemlevet i sin over 40 år lange karriere i Hollywood.
I forbindelse med udgivelsen af hendes memoirer, ‘The Beauty of Living Twice’, har Vanity Fair fået adgang til et uddrag, der beskriver Hollywoods magtmisbrug og sexisme.
Stone fortæller blandt andet, at hun har oplevet agenter, der ikke ville hyre hende, fordi hun ikke var »fuckable«, og en instruktør, som insisterede på, at hun skulle sidde i hans skød mellem optagelser og modtage instruktion.
Mest markant er dog, at en unavngiven stjerneproducer engang opfordrede hende til at have sex med sin mandlige medskuespiller:
»Han forklarede mig, at jeg skulle have sex med min medskuespiller, så vi kunne have kemi på lærredet. I hans tid havde han sex med Ava Gardner under optagelser, og det var fantastisk! Bare tanken om ham i samme rum som Ava Gardner gav mig kvalme«, lyder det i bogen.
Stone afviste dog opfordringen på det kraftigste: »Jeg følte, at de burde have hyret en medskuespiller med talent – en skuespiller, der kunne levere en scene og huske sin replikker. Jeg følte også, at de kunne kneppe ham selv og holde mig uden for. Det var mit job at spille skuespil, og det fortalte jeg dem«.
Hun skriver desuden, at hændelsen gjorde, at hun blev stemplet som »besværlig«, hvilket gav hende problemer senere i karrieren.
Stone berører også den kontroversielle forhørsscene i Paul Verhoevens thriller ‘Basic Instinct’, hvor hun krydser benene, så man kan se, at hun ikke har underbukser på. En detalje, der, ifølge Stone, blev til, fordi instruktøren pressede hende til at smide sine underbukser.
»Efter optagelserne til ‘Basic Instinct’ fik jeg et opkald om at komme og se filmen sammen med instruktøren, som man ville forvente. Men vi så den i et rum fyldt med agenter og advokater, som ikke havde noget at gøre med projektet. Det var sådan, jeg så mit vaginaskud for første gang – længe efter jeg havde fået at vide: ‘Vi kan ikke se noget. Jeg vil bare gerne have, at du tager dine trusser af, fordi det hvide stof reflekterer lyset, så vi kan se, at du har dem på«.
Stone beskriver, at hun gav Verhoeven en lussing efter visningen og øjeblikkeligt kontaktede sin advokat. Hun valgte i sidste ende at tilladde scenen, fordi »den var korrekt for filmen og karakteren. Og fordi jeg trods alt gjorde det«.