I anledning af den kommende 20-årsdag for terrorangrebet på World Trade Center, går instruktør Spike Lee og HBO nu sammen om en storstilet dokumentarserie, der hylder New York City.
Blandt andre The Hollywood Reporter fortæller, at dokumentarserien får den mundrette titel ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’. Den vil fokusere på terrorangrebets efterspil, og hvordan borgerne i New York City gennem de sidste 20 år har arbejdet sig videre fra det traume, som angrebet efterlod. Dokumentaren trækker samtidig en parallel til en anden sørgelig tragedie i nyere tid, nemlig covid-19’s faste greb om selvsamme by.
»Som en newyorker, der bløder orange og blåt (New York Citys farver), er jeg stolt af at have en ‘Spike Lee Joint’, om hvordan vores/min by tacklede at være epicentre for 9/11 og covid-19«, siger instruktøren i en pressemeddelse.
»Med mere end 200 interviews graver vi dybt ned i, hvad der gør New York City til den mest fantastiske by på Guds jord, og også i de forskelligartede borgere, som er skyld i det. Gennem århundreder har eksperter og haters proklameret, at New York City var død og stinkende, kun for at blive modbevist. Du vil miste dine penge, hvis du better mod New York, New York«.
Spike Lee er mest kendt for sine fiktionsfilm i form af blandt andet ‘BlacKkKlansman’, ‘Malcolm X’ og ‘Do The Right Thing’, men den produktive instruktør er bestemt ikke ny i dokumentar-gamet. Senest instruerede han for eksempel den roste David Byrne-koncertfilm ‘American Utopia’, som vores begejstrede anmelder gav hele seks stjerner.
Der er ikke meldt en præcis premieredato ud for ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’, men et godt bud er nok, at den kommer ud omkring 11. september.