Spike Lee kritiserer de nye Oscar-mangfoldighedskrav – og hylder Chadwick Boseman

Spike Lee kritiserer de nye Oscar-mangfoldighedskrav – og hylder Chadwick Boseman
Spike Lee. (Foto: Dia Dipasupil/Getty Images)
STREAMING TOGETHER

I starten af september skabte Oscar-akademiet stor debat, da de bekendtgjorde det nye regelsæt for mangfoldighed og inklusion, hvilket gælder fra opløbet til prisuddelingen i 2024.

For at kunne komme i betragtning til den eftertragtede statuette i hovedkategorien for Bedste Film skal en film fra 2024 kunne sætte kryds ved to af de fire inklusionskrav, som indebærer underrepræsenterede grupper (kvinder, ikke-hvide, LGBTQ+-personer eller personer med handicap) i filmens handling, på filmens kreative poster, blandt det samlede filmhold eller i ledelsen.

De nye krav har mødt voldsom kritik, heriblandt fra mesterinstruktøren Spike Lee, som mener, at de nye krav har »mange smuthuller«. Til Variety siger han:

»Jeg er nødt til at sætte mig ned med nogle fra akademiet. Hør, jeg tror, at deres hjerte er på det rette sted. Det vil jeg sige. Men kampen ligger hos gatekeeperne. Det er de mennesker, der bestemmer, hvad vi skal lave, og hvad vi ikke skal lave, hvem der skal skrive det, hvem der skal instruere, hvem der skal producere, og hvem der skal på rollelisten. Når jeg taler om dette emne, refererer jeg altid til Lin-Manuel’s ’Hamilton’ – du er nødt til at være i rummet. Du skal være i rummet, hvor det sker. Hvis ikke vi er i rummet, hvor det sker, vil intet ændre sig«.    

Foruden kritikken af mangfoldighedskravene kunne ’BlacKkKlansman’-instruktøren i samme interview åbne op om samarbejdet med den tragisk afdøde ’Black Panther’-stjerne Chadwick Boseman på Netflix-filmen ’Da 5 Bloods’, der havde premiere i sommer – kort tid inden Bosemans tragiske død.

»Han så ikke godt ud, men jeg havde aldrig gættet, at han havde kræft«, fortæller han til Variety og fortsætter:

»Det var nogle virkelig krævende optagelser. Det var 100 grader (Fahrenheit, red.) hver dag, og der var den værste luftforurening i verden på det tidspunkt. Jeg forstår godt, at Chadwick ikke fortalte mig, at han havde kræft, for han ville ikke have, at jeg skulle tage den med ro. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg aldrig fået ham til at gøre disse ting. Og det respekterer jeg ham for«.

Spike Lee er snart aktuel med David Byrne-samarbejdet ’American Utopia’, som er en filmatisering af Broadway-showet af samme navn.

Filmen er sat til at få premiere på HBO senere på måneden. En dansk premiere er endnu ikke blevet bekræftet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af