KOMMENTAR. De kan læses som alt for drastiske eller ikke drastiske nok.
Oscar-akademiet skabte overskrifter og debat, da de i sidste uge bekendtgjorde et nyt regelsæt for mangfoldighed, der gælder fra opløbet til prisuddelingen i 2024.
For at kunne komme i betragtning til den eftertragtede statuette i hovedkategorien Bedste Film skal en film fra da af kunne sætte kryds i to ud af fire bokse, der i overskriftform hedder: 1. Underrepræsenterede grupper i filmens handling. 2. Underrepræsenterede grupper på filmens kreative topposter (fra instruktør til makeupartist) eller bredt blandt det samlede filmhold. 3. Betalte uddannelses-/praktikpladser til underrepræsenterede grupper i filmselskabet bag. 4. Én eller flere ledere fra underrepræsenterede grupper i distributions-, presse- eller marketingafdelingen.
Alt for drastiske, fordi det er første gang, at Oscar-akademiet lægger direkte bånd på, hvilke fortællinger der kan komme i betragtning til verdens vigtigste filmpris? Eller ikke drastiske nok, fordi man kan slippe afsted med at kalde sig tilstrækkeligt mangfoldig, hvis kostumedesigneren og makeupartisten er hvide kvinder, og man desuden koster rundt med et par trainees af minoritetsbaggrund i event-afdelingen?
Oscars forsøg på at gøre noget ved den manglende mangfoldighed i amerikansk film er prisværdig. Siden OscarsSoWhite-kritikken fik luft under vingerne i 2016, har akademiet – ikke mindst for sin egen overlevelses skyld – lagt sig i selen for at ændre status quo, og man har således ændret sammensætningen af akademiet, så antallet af kvinder og etniske minoriteter på fire år er blevet fordoblet. Uden dette skridt, hvor akademiet også er blevet yngre og mere internationalt, var sydkoreanske ’Parasite’ næppe blevet udråbt som årets bedste film i 2019.
Håbet har været, at en mere varieret medlemsbase har et mere varieret blik på filmudbuddet. Men hvad hvis udbuddet forbliver det samme? Det er stadig hvide mænd, der laver hovedparten af filmene i Hollywood og omegn, og der er langt fra så meget skred i den statistik, som man kunne drømme om.
Stor magt, stort ansvar
Med det nye initiativ er Oscar sprunget ud af skabet som aktivist. Akademiet lader sig ikke længere nøje med at afspejle verden omkring sig (hvilket de så også i små 100 år på pinlig vis har forsømt), nu vil de ændre den.
Med de nye regelsæt vil de tvinge filmproducenter og -skabere til at tænke sig om en ekstra gang: Har vi gjort, hvad vi kan for at øge inklusionen i såvel fortælling som produktion og lancering, eller kører vi endnu engang på rutinen, når nøglefunktionerne bag kameraet og de store roller skal besættes?
Oscar-akademiets regelsæt svarer næsten 1:1 til de kriterier, Det Britiske Filminstitut siden 2016 har haft for at give støtte til filmprojekter, og som også gælder ved det engelske svar på Oscar, Bafta’en.
I England er den offentlige støtte en grundsten for, hvilke film der kommer til verden, hvilket i endnu højere grad gør sig gældende i Danmark: Her er Det Danske Filminstituts pengekasse stort set en forudsætning for, at en spillefilm med et bare moderat budget kan blive stablet på benene.
I USA er sagen en ganske anden. Her er der ingen central offentlig kasse, filmsystemet er groft sagt styret af rå kapitalisme, og der er således ingen overordnet instans til at sætte tvangsturbo på mangfoldighedsdriften. Det tætteste man kommer på en magtfuld, samlende institution er… Oscar-akademiet.
Akademiet forsøger nu at udvise det ansvar, der ifølge superheltedevisen følger med stor magt. Og tiltaget vil formentlig – som man har set det i England – få en positiv effekt: Kravene er så tilforladelige, at alle kan være med, men alle vil være nødt til at tage diskussionen, til at forholde sig aktivt til mangfoldighed. Diversitet rykker kort sagt op på agendaen i Los Angeles’ mødelokaler.
Samtidig vil det – som erfaringen også har været i England – nok vise sig, at et sådant regelsæt ikke i sig selv rykker ved en filmbranches indbyggede racisme eller bias.
Ophøjet til lov
Når alt dette er sagt, er jeg imod Akademiets nye retning – af to årsager.
For det første er det en farlig kurs at pålægge alle film specifikke krav til mangfoldighed. For mig at se handler mangfoldighed ikke så meget om den enkelte film som et samlet billede af film. Vi skal have film, der er lavet af og om underrepræsenterede grupper, samtidig med at det også skal være muligt for ti mandlige hvide venner at gå sammen om at lave deres drømmeprojekt uden at blive ekskluderet fra priskampen af den grund.
125 års filmkunst har vist, at dette ideal forekommer som en fjern fantasi, men alternativet – at nedsætte nagelfaste regler for, hvordan hvert enkelt værk skal blive til – er en svær tanke at forlige sig med, når man tror på det frie kunstneriske udtryk.
For det andet mener jeg principielt ikke, det er en prisuddelings opgave at stille specifikke krav til de film, de tager i betragtning. Hvad er en pris som Oscar sat i verden for? At evaluere det foregående års filmhylde, på godt og ondt. I sin natur er et prisshow reaktivt. Oscar-akademiet må forholde sig til de film, der nu engang er skabt, og så må det være op til de enkelte medlemmer at afgøre med sig selv, hvor meget mangfoldigheden i produktionen eller på lærredet betyder for deres kryds på stemmesedlen i sidste ende.
Hidtil har stentavlen med regler for, hvilke film der kan komme i spil til Oscars hovedkategori, været så godt som ren. Ja, i praksis kræver det alt fra en dyr kampagne til likeability og zeitgeist rent faktisk at blive nomineret – i praksis er Oscar-kampen langt fra rendyrket på filmkunsten og den iboende kvalitets side.
Men der er et stykke vej derfra og til ligefrem at nedfælde politiske principper for, hvilke film der må vinder Oscars. Og risikoen er selvfølgelig, at nu hvor der én gang er skrevet på tavlen, så er ballet åbnet for, at der kan blive hvisket ud, skrevet om og skrevet til, så det til sidst er svært at skelne, hvor filmene starter, og politikken slutter.
Det sidste er gisninger om fremtiden. Måske går det ikke så galt. Men nu hvor det er indskrevet i systemet, at mangfoldighed fra 2024 er et selvstændigt kriterie for en Oscar-værdig film, kan man godt frygte, at hver enkelt film nu skal evalueres uformelt i medierne efter alle fire principper, før man overhovedet kommer til spørgsmålet, om det er en god film.
Oscar bør støtte den langsigtede kamp for øget diversitet i filmbranchen på mange leder og kanter. Men de bør af princip ikke blande sig i, hvem der laver filmene, hvad de handler om, eller hvem der er med.
Skal man respektere verdens vigtigste filmpris, er man nødt til at have tiltro til, at ydre faktorer er underordnede, når den bedste film skal findes. Nu har de ophøjet den slags ydre faktorer til lov.