Woke-diktatureret slår til igen!
De første SoMe-reaktioner på Oscar-akademiets nylige annoncering af, at der fra 2024 indføres inklusionskrav til Bedste film-kandidater sydede af indigneret retorik over, hvad nogle lyn-tolker som restriktioner af filmlands kunstneriske frihed; En regulær glidebane, der risikerer at sætte ærgerlige begrænsninger for mediets udfoldelse.
Hvad ligner det at insistere på, at de sagesløse instruktører fremover pinedød skal inkludere et specifikt antal kvinder/ikke-farvede/ikke-cis spillere på settet? Hvad nu med det kommende remake af ’Fluernes Herre’, måske?! Bogarts ’Tre mand og en kvinde søger guld’? Welles’ ’Den tredje homoseksuelle mand’?
Til ængstelige individer derude: Slå koldt vand i blodet.
For hvor radikale er Akademiets krav i grunden? Lad os bare sige, at det scenarie, hvor Oscar blackmailer Martin Scorsese til at skifte en ’Irishman’ ud med en ’Irishwoman’ ligger meget langt ude i den dystopiske fremtid.
For at komme i betragtning til en nominering til Bedste film (og kun den kategori) skal film fra 2024 leve op til to ud af fire krav i Akademiets nye inklusionshåndbog:
1. Repræsentation på skærmen, i tematikker og historier
Dette er punktet, der lige nu tiltrækker sig mest opmærksomhed, idet vi har at gøre med implementeringer, der direkte påvirker, hvad vi ser på lærredet (vigtigt ud fra devisen, »You can’t be what you can’t see«). Bedste film-kandidater skal opfylde ét af de følgende kriterier:
Mindst én af de store hovedrolleskuespillere eller én betydningsfuld birolleskuespiller skal være fra en etnisk minoritetsgruppe.
Eller:
Mindst 30 procent af alle skuespillere i biroller eller mindre roller skal være fra mindst to af følgende grupper: Kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+ eller personer med mentale- eller fysiske handicap.
Eller:
Den bærende fortælling eller hovedtemaet i filmen skal handle om en underrepræsenteret gruppe (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap).
2. Kreativt lederskab og projektmedarbejdere
Mindst to af de følgende kreative lederskabsstillinger og afdelingschefer skal besættes af en person fra en underrepræsenteret gruppe (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap), og én af disse skal som udgangspunkt tilhøre en etnisk minoritet: Castingdirektør, filmfotograf, komponist, kostumedesigner, instruktør, klipper, hårstylist, makeupartist, producer, scenograf, set-dekoratør, lydansvarlig, VFX-ansvarlig, manuskriptforfatter.
Eller:
Mindst seks personer i nøgleroller fra filmens øvrige crew (bag kameraet, med undtagelse af produktionsassistenter) skal tilhøre en etnisk minoritet.
Eller:
Ud af alle filmens crew-medarbejdere (bag kameraet), skal 30 procent tilhøre en underrepræsenteret gruppe (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap).
3. Jobmuligheder i branchen
Store filmstudier, distributions- eller finansieringsselskabet skal tilbyde betalte lærlinge- eller praktikpladser til personer fra underrepræsenterede grupper (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap). Det kan være i afdelinger som produktion og udvikling, den fysiske filmproduktion, post-produktion, musik, VFX, forretning, distribution, marketing og PR.
Små indie-studier og distributører skal have minimum to lærlinge- eller praktikpladser til personer fra underrepræsenterede grupper (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap). En af de to pladser skal nødvendigvis gå til en person af etnisk minoritet.
Eller:
Filmstudiet, distributions- eller finansieringsselskabet skal tilbyde trainee-muligheder eller virksomhedspraktik til udvikling af kompetencer indenfor øvrige afdelinger (kampagnearbejde events), til personer fra underrepræsenterede grupper (kvinder, etniske minoriteter, LGBTQ+-personer og/eller personer med mentale- eller fysiske handicap).
4. Publikumsudvkiling
Studiet eller filmselskabet skal have »mere end én« in-house senior executive i distributions- presse- og marketingsafdelinger fra underrepræsenterede grupper. En eller flere personer skal være fra etniske minoriteter.
That’s it.
Og hvad betyder alt det så?
Først og fremmest betyder det, at det fortsat står enhver filmmager 100 procent frit for, om de vil caste specifikke skuespillere eller fortælle historier med specifikke tematikker i centrum. For man kan jo i stedet vælge imellem punkt 2, 3 og 4.
Dernæst, at Akademiets udmelding dermed oser af mere politisk veltimet goodwill og behov for at markere sig som relevant magtfaktor midt i en galoperende biografkrise og overfor filmfestivalers fremadsynede repræsentationstiltag, end egentlig first-mover ånd (»What, siger du at Oscar ikke er en naturligt progressiv institution?!« … spurgte ingen nogensinde).
»Blænden skal udvides for at reflektere vores diverse, globale befolkning, både når det gælder skabelsen af film og de publikummer, der skal knytte sig til filmene. Vi mener, at disse inklusionskrav vil blive katalysator for en langvarende, essentiel ændring i vores branche«, siger Akademiets præsident David Rubin og direktør Dawn Hudson i en pressemeddelelse.
Rubin og Hudson er på rette kurs. Men når de fleste Hollywood-størrelse produktioner snildt vil kunne indfri kravene ved eksempelvis at hyre en kvindelig kostumedesigner og oprette to praktikpladser i presseafdelingen, så vokser træerne altså heller ikke længere ind i #OscarSoDiverse-himlen.
Forstå mig ret, man skal ikke afskrive signalværdiens potentielle sneboldseffekt. Ej heller, at kravene kan skabe mere lige karrieremuligheder for unge ansøgere på tværs af jobområder i industrien.
Det er absolut vigtigt.
Naturligvis skal filmfolk ikke bindes på hænder og fødder i forhold til, hvilke historier, de vil realisere (jeg tvivler dog også stærkt på, at Scorsese og co. kommer til at ligge søvnløse over de fire krav).
Men jeg kunne godt have ønsket mig et Oscar-udspil, der ikke gjorde det så åbenlyst ukompliceret for indifferente instruktører og producenter at parkere diversitetsdebatten hos revisoren i baglokalet, hvis det er dét, de ønsker.
Se så er der straks langt mere slagkraft over Berlin-festivalens glimrende beslutning om at afskaffe kønnede filmpriser.