»And the Award for Best Actress goes to … «
Sådan har det i henved et århundrede lydt ved filmprisuddelinger verden over, efterfulgt af lyden af konvolutten der åbnes, og en lykkelig vinder haster mod scenen for at modtage statuetten for et job well done.
Men snart får piben en anden lyd.
I hvert fald hvis det står til filmfestivalen i Berlin, Berlinalen, der for nylig traf den historiske beslutning at afskaffe kønsopdelte priser i skuespilkategorierne. Hvorfor festivalen fra 2021 kun vil uddele én pris for Bedste skuespiller.
Trækket er helt i tråd med igangværende debatter i øvrige lande og for mig at se, er det den eneste rigtige vej frem. For uanset hvad, vil tiltaget jo indhente filmland inden for en overskuelig fremtid i takt med, at skuespilfaget diversificeres, med flere nonbinære stjerner på vej.
Selv har jeg som filmjournalist diskuteret sagen med kolleger og venner over de seneste år, og billedet af splittelse, der hurtigt opstår, er ikke overraskende. Det er en stor omvæltning af en tradition, der alle dage har advokeret for ligestilling på vinderpodierne. Argumenterne for og imod at gøre op med opdelingen af køn udspringer som sådan alle (kanske med undtagelse af enkelte, seriøst reaktionære røster) af yderst sympatiske synspunkter:
Dem, der taler for forandring før end siden, ønsker ikke at vente på den akavede situation, hvor ændringen endelig må tvinges igennem, når en nonbinær skuespiller kommer i betragtning til en nominering og dermed brandes som token-performeren, der »overtalte« de op til da tøvende filmkritikere og branchefolk. Eller i værste fald tilbydes en ’særpris’.
Bedre at handle med velvilje og åbne øjne, og lade alle skuespillere vide nu og her, at filmbranchen selvfølgelig også kan rumme dem, uden at indføre hovsa-regler i 11. time.
Omvendt argumenterer de, der synes man bør vente for, at beslutningen vil stille kvindelige skuespillere dårligere over for deres mandlige kolleger, idet der som bekendt stadig er flere hovedroller til mænd, både i ind- og udland. Som det ser ud i dag, kan kvinderne altså meget vel risikere at komme i påfaldende undertal i puljen af kvalificerede nominerede.
Kodeordet er »påfaldende«.
Jeg tror, at én pris netop vil krystallisere problemet med den manglende kønsligestilling i en grad, så branchen må tage aktivt affære, i stedet for at gaslighte publikum, når vi hvert år ser lige mange kvinder og mænd i skuespilkategorierne. What you see is NOT what you get …
Nogle filmforeninger, som Danske Filmkritikere (jeg selv er medlem), der uddeler en af verdens ældste filmpriser, Bodil, har allerede tidligere taget konsekvensen af skævvridningen ved ikke at fylde kvindekategorien ud, hvis der ikke kan findes fem indiskutabelt værdige nominerede.
Her er holdningen, at det ville være at kompromittere selve prisuddelingernes eksistensgrundlag, hvis man skulle nominere kvinder alene for at opfylde en kvote, i stedet for som udgangspunkt kun at ære den ekstraordinære præstation.
Oscar, Golden Globe, Emmy, Cannes, BAFTA, Bodil, Robert etc., uddeler kun én pris for Bedste instruktør, Bedste manuskriptforfatter, Bedste makeupartist og så videre. I førstnævnte kategori har mænd alle dage domineret tungt i en grad, at det nærmest har fremstået som et urokkeligt status quo. Normalen, der til stadighed besværliggør et effektivt attitudeskift.
I skuespilkategorierne, til gengæld, har der aldrig ikke automatisk været kvinder repræsenteret. Blev kvinderne pludselig usynlige her, ville det – håber jeg – afføde et anderledes akut ramaskrig og kønsfokus med potentiale til at booste diversificering på tværs af professioner.
Et farvel til kønnede skuespilpriser er sund fornuft, der på sigt kun kan komme branchen og publikum til gode ved at komme ulighederne til livs. Lad os ikke vente på, at fremtiden skoler os i inklusion.