’Disclosure’: Netflix-dokumentar om transrepræsentation på film er banebrydende
»Kender du det, når du sidder i en biografsal, og alle griner, og du bare ikke forstår det?«, spørger Nomi Marks sin kæreste i et klip fra serien ’Sense8’ (2015). Nomi er en af de første nuancerede transkarakterer, mainstream-tv har givet os, og det er næppe tilfældigt, at hun både bliver spillet af en transkønnet skuespiller (Jamie Clayton) og har fået sine replikker skrevet og instrueret af transkønnede (Wachowsky-søskendeduoen kendt for ’The Matrix’).
Klippet er afsæt for dokumentarfilmen ’Disclosure: Trans Lives on Screen’ og slår to hovedtemaer an: For det første hvorfor vi har brug for et dokumentarisk overblik over transfilmhistorien. Nemlig fordi repræsentation betyder noget for de transpersoner, der som fiktive Nomi har følt sig udenfor i biografmørket, og for de cispersoner, der skal ruskes op i, når de tankeløst griner af stereotyper på lærredet. For det andet er Nomi svaret på, hvordan transrepræsentation bliver bedre. Nemlig i kraft af transkønnede filmfolk og aktivisters benhårde arbejde. Som Jen Richards, en af de gennemgående personer i ’Disclosure’, formulerer det: »For første gang er transkønnede i centrum for deres egen historiefortælling«.
’Disclosure’ er en syret film at anmelde, for det føles som at anmelde selve filmhistorien, der indtil for nyligt kun blev skabt af cispersoner og ikke ligefrem fortjener en originalitetspris for sine transkarakterer. Groft sagt falder de i én af to grøfter, som ’Disclosure’ giver os talrige eksempler på: Der er den farlige trans, som f.eks. flår sine ofre i ’Ondskabens øjne’ (1991) for at sy sig en kvindedragt af deres hud. Og så er der den tragiske trans, som typisk dør af at være anderledes. Enten på grund af voldsmænd som i ’Boys Don’t Cry’ (1999), men de kan også blive slået ihjel af egen krop, når de i utallige hospitalsserier får kræft af at tage hormoner.
Nu vil nogen nok indvende, at brystkræft og transfobiske mord jo findes i virkeligheden. Korrekt, men ’Disclosure’ stiller det vigtige opfølgende spørgsmål: Hvorfor er det lige præcis disse ekstreme transhistorier, der når lærredet, og hvilke konsekvenser får det?
Svar kommer ’Disclosure’ også med mange af i kraft af sit omfattende persongalleri. Stribevis af skuespillere, filmfolk, skribenter og historikere, der alle selv er transkønnede, giver eksempler på, hvad repræsentation har betydet for dem på godt og ondt. Én fortæller om den første gang, hun sprang ud som transkønnet over for en veninde. »Ligesom Buffalo Bill?«, kom det fra veninden, for hendes eneste trans-referenceramme var seriemorderen i ’Ondskabens Øjne’. Og sådan er det for de 80 procent af befolkningen, der ifølge GLAAD ikke selv kender en transperson – de får al deres viden fra medierne. Derfor er repræsentation så forbandet vigtig, og ’Disclosure’ er med sin kritiske granskning af den banebrydende.
’Disclosure’ lægger sig tæt op ad dokumentarfilmen ’The Celluloid Closet’ (1995), der beskrev homo- og biseksuelles repræsentation i filmhistorien. Dokumentarteknisk er ingen af dem sindsoprivende med deres vekslen mellem arkivmateriale og talking heads, som kommenterer på de viste filmklip, men begge udmærker sig ved at have fundet gamle, glemte klip frem, der beviser, at såvel homoseksuelle som transkønnede har været med fra filmmediets fødsel.
Den væsentligste forskel på de to dokumentarfilms strategier er, at hvor ’Celluloid Closet’ spurgte blandt andre heteroseksuelle Shirley McLaine, hvad hun dog tænkte, da hun var med i den absurd homofobiske ’The Children’s Hour’ (1961), så lader ’Disclosure’ udelukkende transpersoner komme til orde. Rigtig, rigtig mange transpersoner.
Det er filmens akilleshæl, for som filmnørd savner man tid til at dvæle ved arkivmaterialet, der fylder mindre end det overvældende antal interviewpersoner. Samtidig er det netop denne insisteren på at lade transpersoner fylde og tolke, der gør ’Disclosure’ til mere end en akademisk gennemgang.
Dokumentarfilmen bliver i sig selv et eksempel på, at repræsentation kan lykkes. Her ser vi skuespillere som Laverne Cox (’Orange Is the New Black’) og Jamie Clayton tale om den transrepræsentation, de selv har været med til at bære ind i en ny epoke. Vi får dokumenteret, hvor urimelige barriererne er, når en reelt transkønnet skuespiller ikke får rollen som transkvinde, fordi hun »ligner en kvinde for meget«. Vi forstår, at repræsentation ikke er sort-hvidt, når nogle elsker og andre hader ’Boys Don’t Cry’. Frem for alt giver de mange stemmer indtryk af, at der findes et stærkt, stolt aktivistisk transfælleskab, som rykker.
Jeg kan blive lidt misundelig, når jeg tænker på, hvor langt vi er fra en dokumentarfilm om handikap i Hollywood gæstet af succesfulde filmfolk med muskelsvind, CP og sklerose. Men græsset ser jo typisk grønt ud på den anden side, og heldigvis holder ’Disclosure’ fast i, at repræsentation har sine begrænsninger. Det er vigtigt, for udviklingen fra Buffalo Bill til Nomi Marks kunne let forsimples til hurrahistorie om, hvordan vi mennesker bare konstant bliver klogere og friere. Så enkelt er det ikke. Jo mere taletid transkønnede får på lærredet, des sværere får de ved at gå under radaren i den virkelige verden, og det fører på én gang til nye muligheder og nye transfobiske overgreb.
Enkelte transpersoner har fået stjernestatus, men rigtig mange slås stadig med arbejdsløshed, hjemløshed, fattigdom og hadforbrydelser. Bedre transrepræsentation er altså ikke lig med at være i mål – den er kun et middel til at komme i mål. Resten af forandringerne skal ske ude i lyset, uden for biografmørket, og når du har set ’Disclosure’, får du lyst til at blive en del af dem.
Kort sagt:
Der er ikke tid til at dvæle, når man vil skildre hele transkønnedes film- og tv-historie på halvanden time, men ’Disclosure’ trækker hovedlinjerne op på en nuanceret måde og bidrager selv med vigtig transrepræsentation.